Kinas løfte til den olympiske komité om at håndhæve retten til ytringsfrihed forblev kun tomme ord under de olympiske og paralympiske vinterlege i Beijing. Både inden og uden for den olympiske boble blev menneskerettighedsforkæmpere, journalister og atleters rettigheder krænket. Amnesty holdt skarpt øje med dette og vil fortsætte med det, selvom den olympiske flamme for denne gang er slukket og verdens øjne ikke længere er rettet mod Kina.
Amnesty har tæt moniteret de kinesiske myndigheders krænkelser af ytringsfriheden i forbindelse med afholdelsen af vinter-OL 2022 i Beijing. Her kan du få en oversigt over de mange brud på ytringsfriheden, som Amnesty har dokumenteret under legene samt læse mere uddybende om udvalgte begivenheder.
4. februar 2022: Hollandsk journalist trækkes væk af kinesiske myndigheder under live-interview
Sjoerd den Daas, en hollandsk rapporter fra Tv-kanalen NOS, blev af uvisse årsager trukket væk af kinesiske myndigheder under en livereportage kort inden vinterlegenes åbningsceremoni. Den Das tweetede efterfølgende, at han og hans kollegaer var blevet ”forhindret eller stoppet indtil flere gange af politiet i forbindelse med deres rapportering af emner relateret til legene”.
6. februar 2022: ”Kinesisk ’guide’ følger os overalt”
Antoine Morel, en korrespondent for France 24, tweetede den 6. februar et billede af en ”guide”, der blev tilknyttet hans presseteam ”i sidste øjeblik til at følge efter os overalt og tilbageholde mennesker, vi interviewer, hvis deres udtalelser afviger fra den officielle diskurs”.
En reportage à #Yanqingen dehors de la bulle, une “guide” nous a été attribué au dernier moment pour nous suivre partout et reprendre les gens à qui nous posons des questions s’ils s’écartent du discours officiel. pic.twitter.com/ftoxFIqKjm— Antoine Morel (@Antwanmorel) February 6, 2022
Patrick Fok, en Beijing-baseret journalist, tweetede også samme dag om de kinesiske myndigheders brud på journalisters ytringsfrihed: ”Stoppet af politi ved Wangfujing (gade i Beijing). Viste mit pressekort. Fik at vide, at det ikke er lovligt at spørge folk, om de nyder de olympiske lege”
Dette er eksempler på klare brud på journalisters pressefrihed, da journalister skal kunne operere frit, kunne afdække relevante nyhedshistorier og tilgå kilder.
8. februar 2022: Screenshot af en kommentar af Eilenn Gu censureres på Weibo
Et screenshot af en kommentar på Instagram af den kinesisk-amerikanske freestyleskiløber, Eileen Gu blev censureret på det sociale medie Weibo. I kommentaren svarede Eileen Gu en følger, der spurgte, hvordan hun tilgik det ellers forbudte medie ’Instagram’ i Kina. Som svar skrev hun: ”Alle kan downloade en VPN, og det er endda gratis på Appstore”. Kort efter at denne kommentar blev delt på Weibo, blev den erstattet af et blankt billede.
Dette er et klart eksempel på Kinas massive censur på internettet. Fri adgang til information er en del af menneskerettighederne, men i Kina anses det nærmere som en forbrydelse.
17. februar 2022: Beijing 2022-arrangører påstår, at menneskerettighedskrænkelser i Xinjiang er ”løgne”
Til den sidste daglige nyhedskonference under vinter-OL blev både IOC-talsperson Marc Adams og Beijing 2022-talsperson Yan Jiarong mødt af kritiske spørgsmål fra journalister vedrørende menneskerettighedskrænkelser i Kina. Som en kommentar på et spørgsmål om koncentrationslejre og tvunget arbejdet i Xinjiang-provinsen svarede Yan: ”Jeg mener, at disse spørgsmål er baseret på løgne”. Overfor omverdenen fortsætter Kina altså med at benægte, at myndighederne på massiv skala forfølger især muslimske uighurer og indespærrer dem i interneringslejre med henblik på ”genopdragelse”.
Dette dokumenterer Amnesty i sin 2021-rapport ”Like we were enemies in a war”: China’s mass Internment, Torture, and Persecution of Muslims in Xinjiang, hvor Amnesty konkluderer, at uighurer, kasakhere og andre overvejende muslimske etniske minoriteter i den kinesiske provins Xinjiang bliver udsat for systematisk, statsorganiseret massefængsling, tortur og forfølgelse i et omfang, der udgør forbrydelser mod menneskeheden.
4. marts 2022: Kinesisk stats-TV censurerer præsidenten for den paralympiske komites opfordring til fred i verden
Også under de paralympiske lege har Amnesty kunne dokumentere brud på ytringsfriheden. Til de paralympiske leges åbningsceremoni blev præsidenten for den paralympiske komite (IPC), Andrew Parsons, censureret af kinesisk stats-TV. Under åbningstalen opfordrede Parsons til fred i verden og tilføjede, at han var ”forfærdet over igangværende begivenheder i verden”. Denne del af talen blev dog ikke oversat på kinesisk TV. Derudover blev lydstyrken af talen sænket, og også oversættelsen til tegnsprog stoppede. Et klip af Parsons, der klappede og heppede på 20 ukrainske atleter, blev heller ikke vist på kinesisk stats-TV. I stedet blev der klippet til et billede af stadionet, hvor åbningsceremonien blev afholdt.