Klapjagt på de fattige

Klapjagt på de fattige

Af David Høgsholt

Filippinernes præsident Dutertes krig mod narko har indtil videre kostet op mod 30.000 mennesker livet. Mød den efterladte, der gør alt for at bremse dødspatruljerne.

“Jeg vil ikke have penge, jeg vil have retfærdighed. Du forhandler ikke om en dræbt søn. Jeg vil se ham bag tremmer”. Sådan lyder det fra Normita Lopez (på billedet), hvis søn, Djastin, blev skudt og dræbt af politiet i maj 2017. Ifølge politiet var Djastin en pusher som modsatte sig arrestation og skød mod politiet. Politirapporten fortæller, at en pistol, ammunition og methamfetemin blev fundet ved liget. Øjenvidner beskriver dog, hvordan betjente skubbede en ubevæbnet Djastin omkuld på togskinnerne og slog ham i ansigtet, inden de skød ham på klos hold, mens hans bad om nåde. 

Vidner til politidrabene er ofte bange for at stå frem. Normita Lopez fortæller, hvordan et af vidnerne i sagen om hendes søns død, en unge kvinde med tre børn, sidenhen er forsvundet. 

Om hun er blevet truet til at flygte, eller om der er overgået hende noget værre, ved Normita ikke. 

Normita lægger ikke skjul på, at Djastin i perioder var stofbruger, og som en af de ganske få i Filippinerne har hun lagt sag an mod politiet. Tre gange har den betjent, som skød Djastin, igennem mellemmænd prøvet at bestikke hende til at droppe sagen. Også Normitas naboer, bekendte og pårørende har prøvet at tale hende fra sagsanlægget, men for Normita handler det ikke kun om Djastin. Hun fører også sagen på vegne af de mange tusinder familier, der ikke har styrken eller øjenvidnerne til at kæmpe og siger: “De fattige bliver dræbt, kun de rige får en retfærdig rettergang”. Sagen er endnu ikke afgjort, men politimanden, der skød Djastin, er fritstillet fra tjeneste.



Nomita Lopez og andre pårørende, hvis kære er blevet dræbt af politiets narkopatruljer, demonstrerer i hovedstaden Manila mod præsident Dutertes narkokrig. 



Andre, der gør alt for at bremse dødspatruljerne


Kristina Conti er advokat og fører lige nu sager for fem familier, hvis familiemedlemmer er blevet skudt eller dræbt af politiet. 

Læs historien her


Father Flavie forestår begravleser for fattige familier, hvis pårørende er blevet dræbt i narkokrigen. 

Læs historien her