Lovløsheden hersker i Libyen

Lovløse militser og bevæbnede grupper på alle sider i borgerkrigen i Libyen begår krigsforbrydelser, fastslår Amnesty i en ny rapport. De civile er de helt store tabere.

Siden juli er mindst 287.000 libyere blevet tvunget til at flygte til andre områder i Libyen, fordi de frygter at blive angrebet på grund af deres baggrund eller politiske tilhørsforhold.
 
Yderligere 100.000 mennesker har forladt landet i frygt for at miste livet. 
 
Tre et halvt år efter demonstranter krævede rettigheder og demokrati under ’det arabiske forår’ er Libyen et land i totalt kaos.
 
I en ny rapport dokumenterer Amnesty ved hjælp af satellitbilleder, hvordan krigere på alle sider i konflikten ser stort på civile liv og skyder granater ind i tætbefolkede områder.
 
Et af satellitbillederne afslører, hvordan Al-Zahra hospitalet blev ramt af granater, der kvæstede 10 personer på intensivafdelingen, heriblandt læger, sygeplejersker, patienter og besøgende. 
 
 

Geværets lov

”Lige nu er det geværets lov, der gælder i Libyen,” siger Hassiba Hadj Sahraoui, der er vicechef for Amnestys Mellemøst- og Nordafrikaafdeling.
 
”Bevæbnede grupper og militser går amok og begår menneskerettighedskrænkelser, heriblandt krigsforbrydelser, uden at blive stillet til regnskab for det.”
 
Mange civile er blevet bortført af bevæbnede grupper i Tripoli, Zawiya, Warshafana og byer i Nafusa-bjergene på grund af deres politiske tilhørsforhold eller fordi de kommer fra en anden by end bortførerne. Ofte holdes de som gidsler i op til to måneder som gengældelse for andre bortførelser. 
 
Flere af de bortførte fortalte efterfølgende Amnesty, at de var blevet tortureret og mishandlet af deres kidnappere.
 
Nogen blev tæsket med plastik- og metalrør, andre fik elektriske stød eller måtte sidde i dagevis iført håndjern og med bind for øjnene uden vand og mad. 
 

Truede med at sætte ild til ham

En lastbilchauffør, der blev bortført af en bevæbnet gruppe fra Warshafana, fordi han kommer fra byen Zawiya, fortæller, at han blev tæsket med et metalrør og fik elektriske stød inden hans bortfører hældte benzin over hans krop og truede med at sætte ild til ham.
 
Indbyggere i Tripoli fortæller i rapporten, hvordan Libya Dawn militser (der udgøres af grupper fra Misratah, Tripoli og andre byer i det vestlige Libyen) er gået fra dør til dør på menneskejagt for at finde personer med specifikke politiske eller kulturelle tilhørsforhold.  
 
Militser har også udført plyndringstogter i civile hjem og sat ild til hjem og bondegårde i Warshafana-området. 
 

Overgreb skal efterforskes

Det internationale samfund har stort set vendt det blinde øje til det kaos, der har udspillet sig i Libyen de sidste 3 ½ år, siden de folkelige protester opstod i forbindelse med ’det arabiske forår’ i februar 2011. 
 
Det til trods for at Den Internationale Straffedomstol (ICC) stadig har mulighed for at efterforske krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i landet. 
 
Manglen på konsekvenser giver total straffrihed for Libyens bevæbnede grupper. 
 
Amnesty opfordrer alle militser og bevæbnede grupper til straks at løslade enhver som er bortført på baggrund af deres politiske ståsted eller hjemstavn. Alle fanger, inklusiv tilfangetagne krigere, der er i særlig risiko for at blive udsat for tortur, skal behandles humant og i overensstemmelse med international lov.