Overlæge: Stokkeslag kan give Raif langtidsskader

Hvis den saudiske blogger Raif Badawi udsættes for yderligere stokkeslag, kan det medføre langsigtede fysiske og psykiske skader, siger medicinsk ekspert fra organisationen Freedom from Torture i en rapport bestilt af Amnesty.

De saudiske myndigheder skabte international harme tidligere i år, da Raif Badawi fik de første 50 af de stokkeslag, som han er blevet idømt for at opfordre til politisk debat og for at ’fornærme islam’. Fagpersoner siger nu, at Raifs helbred vil forværres, hvis hans straf på 1000 stokkeslag fuldbyrdes.

“At Raif Badawi blev pryglet 50 gange med en stok var en ubegribelig ond og chokerende handling fra de saudiske myndigheders side. Afstraffelsen er i strid med det internationale forbud mod tortur, og bør under ingen omstændigheder udføres. At gentage straffen igen og igen vil med stor sandsynlighed øge den smerte og de lidelser – både fysiske og psykiske – som offeret oplever” siger Philip Luther, formand for Amnestys Mellemøst- og Nordafrikaprogram.

Risiko for infektion 

Dr. Juliet Cohen, overlæge hos Freedom from Torture, siger, at konsekvenserne af endnu en omgang stokkeslag kan være, at Raif får mere alvorlige skader end første gang.

“Jo flere slag man modtager oveni hinanden, des større er risikoen for åbne sår. Dette har betydning, fordi åbne sår er mere smertefulde og forøger risikoen for infektioner, hvilket over en længere periode vil resultere i flere smerter, da infektioner forsinker helingsprocessen.” sagde hun.

Dr. Juliet Cohen forklarer yderligere, at den trøje, Raif Badawi havde på, da han modtog de første stokkeslag, ikke har gjort meget for at beskytte ham fra slagene.

“Når stokken rammer huden, tvinges blodet væk fra de underliggende væv. Skader på de små blodkar og enkelte celler forårsager en lækage af blod og væv ud i huden og de underliggende væv, hvilket forøger presset på disse områder,” siger hun.  

Flere slag på disse områder kan resultere i, at huden sprækker, især på benede dele af kroppen, og giver åbne sår, forklarer hun.

Svære psyskiske mén

Oveni de forfærdelige fysiske følger vil ofre for stokkelslag også lide under psykiske smerter.

“Stokkeslagene kan resultere i følelser af frygt, angst, ydmygelse og skam. Forventningen om den næste afstraffelse vil sandsynligvis lede til frygt og søvnbesvær. Smerter og frygt har tilsammen og over længere tid en dybt invaliderende effekt, og det kan tage meget lang tid at komme sig over sådanne oplevelser,” siger Dr. Juliet Cohen. 

Raif Badawis sidste to afstraffelser, som skulle være faldet på de to fredage efter hans første afstraffelse den 9. januar, er begge blevet udsat af helbredsmæssige årsager, da læger har erklæret ham ude af stand til at klare flere stokkeslag.