Samtlige politiske fanger i Myanmar bør løslades

Løsladelsen af mindst 120 politiske fanger i Myanmar er positivt, men langt fra godt nok, mener Amnesty International. Siden 2007 er mere end 2000 mennesker blevet fængslet af politiske grunde.

I går blev mere end 120 politiske fanger løsladt i Myanmar – en beslutning der bliver tolket som regeringens forsøg på at demonstrere ny reformvilje. 

Men hvis myndighederne i Myanmar er seriøse omkring deres reformløfter, skal gårdagens løsladelser kun være begyndelsen, mener Amnesty.    

”Løsladelsen af de politiske fanger i Myanmar er et positivt tegn, men det lever ikke op til løfterne om politiske reformer. Alle politiske fanger bør løslades, hvis Myanmar virkelig vil være mere demokratisk”, siger Benjamin Zawacki, Amnestys Myanmar-researcher.

Siden 2007 er mere end 2000 borgere i Myanmar blevet fængslet på grund af deres politiske holdninger. Op mod halvdelen af disse alene for at have deltaget i den fredelige ’Saffron-Revolution’ i 2007, hvor især studerende og oppositionspolitikere protesterede imod regeringens politik.

Politiske fanger fængsles uden årsag

De politiske fanger bliver ofte anklaget for at have overtrådt en række svagt definerede love, som oftest handler om sikkerhed og den offentlige orden.

Amnesty opfordrer myndighederne i Myanmar til at rejse internationalt anerkendte sigtelser imod de tilbageholdte politiske fanger, hvis myndigheder reelt mener, de har begået forbrydelser. 

Hvis de ikke er i stand til det, må de politiske fanger omgående løslades.

”De nye løsladelser får desværre ikke Myanmars nye regering til at adskille sig fra det forudgående militærstyre”, siger Benjamin Zawacki, Amnestys Myanmar-researcher.