19. januar 2021  

Du skal kunne regne med, at dit tøj, din telefon og dine dåsetomater er produceret under etisk ansvarlige forhold. Dine pensionspenge skal ikke investeres i firmaer, der sælger våben til stater, der bruger dem til krigsforbrydelser. Derfor skal Danmark have en etisk lov for erhvervslivet – skriv under på aktionen nu!

Overvågning, trusler og fyringer af medarbejdere. Chauffører, der er underlagt tidsstyring og bødesystemer. Tvangsarbejde i forbindelse med tøjproduktion og investeringer i våben, der bliver brugt til krigsforbrydelser. Sager er der nok af. Den seneste tids afsløringer har vist, at der er alvorligt brug for en etisk lov i Danmark, der gør det lovpligtigt for virksomheder og finansielle institutioner at gøre en ordentlig indsats for at respektere menneskerettigheder og miljø.  

Hvorfor skal vi have en etisk lov for erhvervslivet?

Som forbruger skal du kunne regne med at, de varer, du køber, er ansvarligt produceret – uden brud på menneskerettighederne og store skader på miljøet.

  • Du skal kunne forvente, at tomaterne, du køber, ikke er produceret af underbetalte migrantarbejdere i Italien
  • Du skal kunne regne med, at det tøj, du køber, ikke er blevet syet af en person, der arbejder 16 timer om dagen i en faldefærdig bygning
  • Du må ikke kunne frygte, at et barn har gravet koboltmalm til din mobiltelefon ud med de bare næver i en livsfarlig mine.

Derfor skal vi have en etisk lov for erhvervslivet. 

Hvad er problemet?

Der er stadig mange danske virksomheder og finansielle institutioner, der ikke har retningslinjer på plads for at sikre, at de selv og deres leverandører, kunder og virksomheder, som de investerer i, respekterer menneskerettigheder og miljø i de lande, hvor de er til stede.

I dag producerer og investerer mange danske virksomheder og finansielle institutioner i lande, hvor der foregår alvorlige brud på menneskerettighederne. I den seneste tid har vi for eksempel set adskillige eksempler på dårlige arbejdsforhold i forskellige brancher. Derfor er det ikke nok, at vi kun opfordrer virksomhederne til frivilligt at respektere menneskerettigheder og miljø – vi har brug for reel lovgivning, som kan holde dem til ansvar.

Danmark skal vise vejen

EU-Kommissionen har meldt ud, at der vil komme et lovforslag på området på europæisk plan. Det er positivt, men ikke nok.  Danmark skal være blandt de lande, der arbejder for en ambitiøs lov på EU-plan, og som viser vejen frem, uanset hvad der sker på EU-plan.

Vi skal vise, at danskerne ønsker en lov, der sætter klare rammer for, hvordan virksomheder og finansielle institutioner i Danmark undgår negativ påvirkning af menneskerettigheder og miljø.

Den danske regering skal vedtage en etisk lov for virksomheder og finansielle institutioner, der sikrer, at de får styr på etikken – gennem hele deres forsynings- og investeringskæde.

Hjælp os med at lægge pres på erhvervsminister Simon Kollerup. Vores mål er at indsamle 40.000 underskrifter. Skriv under for en etisk lov nu.

HVORFOR SKAL JEG SKRIVE UNDER?

Hver underskrift bidrager til at lægge pres på erhvervsminister Simon Kollerup.

HVAD SKER DER MED MIN UNDERSKRIFT?

Vi overleverer underskrifterne til erhvervsminister Simon Kollerup i forbindelse med et samråd i slutningen af maj eller begyndelsen af juni.

Migranter arbejder under kummerlige forhold

Dåsetomater, som du køber i supermarkedet, kan være plukket af migrantarbejdere i Italien, der bor og arbejder under usle forhold.

Tekstilindustrien skal holdes ansvarlig

Tøjet, du køber i danske butikker, kan være fremstillet af børn og kvinder i Cambodja, der arbejder til en ringe løn.

Begyndte at arbejde i mine som niårig

Kobolten i dit mobiltelefonbatteri kan være gravet frem af børn i livsfarlige miner i DR Congo.

Opdateringer

22. juni 2021: Underskrifter overleveret

Erhvervsminister, Simon Kollerup, har modtaget 26.204 underskrifter for en etisk lov for erhvervslivet. Han fik dem overdraget af Rasmus Nordqvist fra SF, der havde kaldt ministeren i samråd om ansvarlig virksomhedsadfærd.

Amnesty overleverede underskrifterne til Rasmus Nordqvist inden samrådet, da erhvervsministeren ikke selv kunne finde tid til, at mødes med os.

Vi holder underskriftindsamlingen åben til vi forhåbentlig når i mål med en etisk lov for erhvervslivet i Danmark.

Læs om erhvervsministerens reaktion, da han fik underskrifterne her.