01.
Tøjindustrien

”Jeg lavede tøj, men fik ingen løn”

Børnearbejde, tvangsarbejde, trusler, ydmygelser, dårlig sikkerhed og urimelige arbejdstider. Sådan ser virkeligheden ud i mange af de lande, der producerer vores tøj. Indonesiske Warni Lena er en af dem, der har betalt en høj pris for, at et globalt tøjfirma kunne spare penge.

1138 arbejdere mistede livet, og mange flere blev såret, da tøjfabrikken Rana Plaza i Bangladesh kollapsede den 24. april 2013. Dagen før havde ejerne af den otte etager høje bygning ignoreret advarsler om, at den var begyndt at krakelere, og flere tusinde arbejdere blev beordret ind i det livsfarlige kompleks – hvilket altså skulle vise sig at være fatalt.

Tragedien er et af de værste eksempler på erhvervsrelaterede menneskerettighedskrænkelser nogensinde, og billederne af de døde arbejdere i murbrokkerne er blevet stærke symboler på, hvad der kan ske, når jagten på profit kommer forud for mennesker.

Her knap syv år senere er der stadig problemer i tekstilbranchen i lande som Bangladesh, Cambodia, Indien, Myanmar, Pakistan og Indonesien, hvor mange globale firmaer presser deres leverandører til at sænke deres priser eller speede deres produktionstid op.



Arbejderne – der nogle gange også er børn – bliver udsat for trusler, ydmygelser, urimelige arbejdstider, alt for lave lønninger samt farlige og usunde arbejdsforhold, hvor de eksempelvis udsættes for farlige kemikalier og dårligt indeklima.

Et af de mennesker, der har betalt en høj pris, er indonesiske Warni Lena, der i 22 år har arbejdet på en fabrik på Java. For nogle år siden begyndte fabrikken at strikke sweatre for det japanske tøjmærke Uniqlo, der har butikker i hele Europa – også i Danmark.

”Mit liv ændrede sig drastisk, da Uniqlo kom ind på fabrikken. Vores daglige mål eksploderede, og vi måtte ikke længere gå ret meget på toilettet. For at leve op til kravene skulle vi arbejde over, hvilket vi ikke fik betaling for”, fortæller hun.

I april 2015 mødte Warni Lena op på fabrikken og kunne konstatere, at den var lukket, fordi Uniglo havde stoppet deres samarbejde med fabrikken. Hun og de øvrige ansatte fik ingen fratrædelsesgodtgørelse og ventede længe på deres løn – uden held. Efter et stykke tid rykkede de ind på den lukkede fabrik.

”Vi sov under et interimistisk tag og på plasticlagner i månedsvis, fordi vi ikke kunne betale vores husleje længere. Min datter gik direkte i skole fra fabrikkens gulv, hvor vi alle sad sammen og lavede mad”, fortæller Warni Lena.

Hun lever stadig under fattige vilkår og må som mange andre i samme situation sige ja til job med lønninger, der ligger langt under mindstelønnen. I 2017 var den enlige mor sammen med en række andre tidligere fabriksarbejdere med til at starte en kampagne, og de kontaktede en række organisationer, der kunne hjælpe dem.

”Mens jeg aktionerer for mine rettigheder sammen med alle de internationale grupper, er jeg babysitter om dagen og sælger pølser om aftenen for at kunne brødføde min datter, eftersom min mand døde, mens jeg stadig lavede Uniglo-sweatre”, fortæller hun. 

Brug for ny lov

Virksomhederne har et ansvar for at sikre, at forholdene for ansatte under produktion af f.eks. tøj sker under menneskelige forhold. Det er desværre ikke altid dette bliver fulgt i praksis, og derfor har vi brug for en lov, der holder virksomhederne ansvarlige.

Skriv under på en etisk lov for virksomheder