21. marts 2021  

Migrantarbejdere er en af de vigtigste årsager til, at Qatar kan gennemføre sin drøm om at være vært for verdensmesterskaberne i herrefodbold i 2022. Men ti år efter, at FIFA tildelte turneringen til Qatar, bliver tusindvis af migrantarbejdere stadig udnyttet af skruppelløse chefer.

Millioner af mænd og kvinder fra Asien og Afrika er kommet til Qatar i jagten på en bedre fremtid. De har ofte betalt ekstremt dyre gebyrer til rekrutteringsagenter for at sikre sig en fremtid i udlandet, før de rejste tusindvis af kilometer fra deres hjem for at sørge for deres kære.

I Qatar er det disse migrantarbejdere – som udgør 95 procent af landets arbejdskraft – der bygger VM-stadioner, gaderne, metroen osv. Når turneringen starter, er det dem, der vil tage sig af spillerne og fans på hotellerne, servere for dem i restauranterne, transportere dem rundt og sørge for deres sikkerhed ved spillestederne: Alle, der besøger Qatar, vil opleve at blive betjent af migrantarbejdere på deres vej.

Alt imens FIFA er klar til at generere enorme summer fra VM, kæmper migrantarbejdere stadig med at gøre slutrunden mulig. Skriv under på aktionen nu!

Vores krav


Jeg kræver, at FIFA’s præsident, Gianni Infantino, sikrer, at FIFA:

  • Udfører rettidig omhu på menneskerettighedsområdet, så de kan gennemføre en ordentlig undersøgelse af, om der foregår udnyttelse af arbejdskraft ved VM-relaterede lokationer, handle hurtigt for at stoppe det og afhjælpe enhver skade, det må have forårsaget.
  • Griber til handling for at sikre, at menneskerettighedskrænkelser ved VM-lokationer eller andre steder knyttet til turneringen stoppes, herunder i FIFA’s forsyningskæde, services eller hos forretningspartnere.
  • Bruger sin indflydelse, offentligt og privat, til at kræve, at Qatar fuldt ud implementerer og håndhæver sine arbejdsmarkedsreformer. Herunder, at Qatar indfører flere foranstaltninger for at beskytte alle arbejdere, inklusiv dem, der er ansat i serviceindustrien, som er vigtige for at gennemføre turneringen.
  • Offentligt forpligter sig til at inkludere menneskeretslige kriterier og rettidigt omhu i alle fremtidige beslutninger om FIFA turneringers værtskab.

Hvad sker der med din underskrift?

Vi overleverer underskrifterne til FIFA’s præsident, Gianni Infantino, i november 2021. Læs det brev, vi sender til Infantino her.

Qatars seneste reformer er ikke blevet ordentligt implementeret eller håndhævet. Mange virksomheder betaler stadig ikke deres medarbejdere nok eller behandler dem ordentligt. Arbejdsgivere har stadig kontrol over deres ansattes liv og kan tvinge dem til at arbejde over eller forhindre dem i at skifte job. Når migrantarbejdere bliver udnyttet, er det meget svært for dem at opnå retfærdighed eller kompensation. Samtidig er det forbudt at være med i fagforeninger, hvilket gør det umuligt for migrantarbejderne at kæmpe sammen om bedre arbejdsvilkår.

FIFA har et klart ansvar for at handle, når ansatte på VM-relateret projekter er i risiko for at blive udnyttet og bruge deres indflydelse til at opfordre Qatar til at beskytte alle migrantarbejdere.

Men realiteten er, at arbejdere overalt i Qatar fortsat risikerer udnyttelse, også under VM-relateret projekter. Da FIFA besluttede at holde VM i Qatar, vidste de – eller burde have vidst – at der er en stor risiko ved at afholde turneringen i landet på grund af landets store afhængighed af migrantarbejdere og den alvorlige udnyttelse, de bliver udsat for. Alt imens der har været fremgang for arbejderes rettigheder, viser den fortsatte udnyttelse af migranters arbejdskraft, at Qatar og FIFA har meget mere arbejde at gøre, hvis VM skal efterlade et positivt aftryk. 

Derfor opfordrer vi til, at FIFA blæser i fløjten mod udnyttelsen af arbejdskraft.

De skal tage de nødvendige foranstaltninger for at sikre rettighederne for alle arbejdere, som på den ene eller anden måde arbejder med VM. Desuden skal FIFA offentligt kræve, at Qatar hurtigst muligt implementerer deres egne reformer, så de mennesker, der gør det muligt at afholde VM i Qatar, får et værdigt og sikkert arbejdsliv.

Sammen kan vi gøre Qatar 2022 til en game changer for migrantarbejdere.

Hvorfor skal jeg skrive under?

Hver underskrift bidrager til at lægge pres på FIFA, så de kan bruge deres indflydelse til at stille krav til Qatar om at sikre migrantarbejdernes rettigheder før, under og efter VM.

Kære Gianni Infantino

Jeg skriver til dig som en fodboldfan, der går meget op i, hvilken indflydelse vores fantastiske spil har på samfundet og menneskerettighederne. Selvom der har været en vis fremgang for menneskerettighederne op til VM i 2022, er jeg stadig dybt bekymret for den fortsatte udnyttelse af migrantarbejdere i Qatar.

Med mindre end to år til kick-off, forbliver Qatars arbejdsmarkedsreformer dårligt implementeret og bliver ikke håndhævet. Det betyder, at de selvsamme mennesker, som gør VM muligt, stadig bliver udnyttet, altimens FIFA vender det blinde øje til.

FIFA har et klart ansvar for at handle, når arbejdere ved VM er i risiko for udnyttelse. Da FIFA besluttede, at værtskabet skulle gå til Qatar, vidste de – eller burde have vidst – at der er en betydelig risiko ved at holde turningen i landet, og at migrantarbejdere, der arbejder i alle former for erhverv relateret til VM’s succes, uanset om de er forbundet til den officielle lokation direkte eller indirekte, ville lide for at gøre det muligt.

Fodboldfans vil rejse til VM i Qatar og bo på hoteller, spise på restauranter, blive kørt rundt i taxier og være i kontakt med serviceindustrien, der ansætter migrantarbejdere, for at muliggøre afholdelsen af VM. FIFA skal bruge sin indflydelse til at kræve, at Qatar håndhæver deres arbejdsmarkedsreformer, så der ikke er flere arbejdere, der skal lide under det spil, vi elsker.

Med venlig hilsen

Spørgsmål og svar om VM i Qatar

Vil underskrifter til FIFA virkelig kunne gøre en forskel?

Vi tror på, at tusindvis af underskrifter fra fodboldfans i hele verden vil gøre indtryk på FIFA’s præsident. Med underskrifterne fortæller fodboldfans, at de faktisk går op i, om FIFA lever op til sit ansvar og gør, hvad den kan, for at forbedre forholdene for migrantarbejderne i forbindelse med afholdelsen af VM. Helt konkret kræver fans, at Gianni Infantino sikrer, at menneskerettighederne overholdes ved alle VM-lokationer, og at FIFA fremover gør sit hjemmearbejde ordentligt, når det udvælger værtskaber for turneringer, og dermed forebygge menneskerettighedskrænkelser i forbindelse med afholdelse af fremtidige events.

Underskriftsindsamlingen står ikke alene. Amnesty fortsætter dokumentationen af migrantarbejdernes forhold og laver anbefalinger til, hvordan man løser problemerne. Amnesty fortsætter også med at opfordre nationale fodboldhold og fodboldforbund til at bruge deres stemme over for FIFA og myndighederne i Qatar.

Vi mener, at dette er en effektiv måde at skabe forandringer på.

Hvorfor mener Amnesty, at der netop nu er en mulighed for at ændre migrantarbejdernes forhold?

VM i Qatar er et kæmpe prestigeprojekt for myndighederne i Qatar. De har brugt milliarder af kroner og tid på at ville afholde et flot event – og har således meget på spil – og netop derfor mener Amnesty, at der er en unik mulighed for at lægge pres på myndighederne til at forbedre migrantarbejdernes arbejdsforhold, fordi verdens øjne er rettet mod dem i forbindelse med VM.

Til dato har vi set Qatar introducere vigtige reformer for at forbedre arbejdstageres rettigheder. Qatar blev dermed det første land i regionen, der tillod migranter at skifte job uden deres arbejdsgivers tilladelse, afskaffede udrejsetilladelsen, indførte en mindsteløn og oprettede nye arbejdsretlige domstole for at fremskynde migrantarbejders adgang til en domstol samt en fond for at hjælpe dem med at modtage kompensation for manglende lønudbetaling. Det er store forandringer, som forbedrer menneskerettighederne for migrantarbejdere.

Reformerne er dog ikke blevet fuldt gennemført, og derfor fortsætter Amnesty presset for, at det sker. Bare fordi der er modstand fra indflydelsesrige kræfter i Qatar, betyder det ikke, at vi giver op.

Anbefaler Amnesty boykot af VM i Qatar 2022?

Det er ikke vores opgave i Amnesty at anbefale boykot eller ej til andre aktører. Vores opgave er at videregive vores research og dokumentation om menneskerettighedssituationen i Qatar til de aktører, der er interesseret. Derfra er det op til den enkelte aktør selv at træffe en beslutning om boykot eller ej. Vores overordnede fokus i Qatar er at opnå varig forandring for migrantarbejdere, så deres rettigheder sikres, og de derved kan få et værdigt og sikkert arbejdsliv.

Vi har forståelse for, hvis fans, spillere, forbund og andre overvejer at boykotte VM. Det er et svært dilemma, og der er ingen nemme løsninger. Men uanset om man vælger at deltage i VM i Qatar eller ej, er det vigtigt at tage stilling til, hvordan denne handling i sidste ende vil lede til forbedringer for migrantarbejdernes rettigheder. Vores vurdering er, at VM giver os en mulighed for at lægge et pres på myndighederne i Qatar, da hele verdens øjne hviler på dem netop nu og i de kommende mange måneder, og fordi slutrunden er en meget vigtig satsning for dem.

Som et resultat af, at vi holder øje med Qatar, har vi set, at Qatar begynder at tage nogle vigtige skridt for bedre at beskytte migrantarbejdere op til turneringen. Der er tydeligvis stadig alvorlige mangler, og der er meget mere der skal gøres, hvilket er grunden til, at vi vil fortsætte vores mission med at dokumentere og afsløre menneskerettighedskrænkelser i Qatar. Vi vil desuden holde kontakten med relevante interessenter for at opnå den forandring, vi ønsker i landet.

Siger Amnesty, at fodboldhold eller organisationer ikke skal boykotte VM?

Fodboldhold, organisationer, spillere og fans må selv bestemme, om de vil deltage. Amnesty har ikke valgt at opfordre til boykot, men vi ønsker ikke at kritisere eller gå imod andre organisationer, der har valgt at tale for boykot af turneringen.

Vores rolle som menneskerettighedsvagthund har været at dokumentere menneskerettighedssituationen for migrantarbejdere i Qatar og identificere risikoen forbundet med afholdelsen af VM i Qatar 2022. Vi vil fortsætte med at dele vores resultater og anbefalinger, så alle, der er interesserede i menneskerettighedssituationen i Qatar, fuldt ud forstår, hvad der foregår i landet.

Vi mener, at fodboldforbund som DBU skal bruges deres indflydelse i FIFA til at skubbe mere på, så FIFA sikrer, at alt arbejdet op til VM, under VM og efter VM overholder menneskerettighederne – hvilket både gælder i bygge- og servicebranchen. Derfor håber vi, at vores research og dokumentation kan klæde fodboldhold og fodboldorganisationer på, så de kan bruge deres position og indflydelse til at kaste lys over situationen for migrantarbejdere og bruge deres stemme til at kræve, at FIFA lægger pres på myndighederne i Qatar, så arbejdsmarkedsreformerne implementeres og håndhæves. Vi tror på, at det er den mest effektive måde at presse på for forandring.

FIFA skal lytte til de stigende bekymringer i fodboldfælleskabet og levere en garanti for, at VM 2022 vil blive en turnering, der skabte positiv forandring for Qatars migrantarbejdere, der har været og er uundværlige for, at slutrunden overhovedet kan blive til noget.

Tror Amnesty, at Qatar kan leve op til sine forpligtelser de sidste måneder før VM?

Det er stadig muligt, men det vil kræve, at alle interessenter spiller en aktiv rolle i at sikre, at vi når vores mål. Vi har alle en vigtig rolle at spille, hvis vi vil have, at VM i Qatar skal efterlade et positivt og varigt aftryk for menneskerettighederne.

Qatar har introduceret vigtige reformer for at forbedre arbejderes rettigheder. De blev det første land i regionen, der tillod migrantarbejdere at skifte job uden tilladelse fra deres arbejdsgivere, afskaffede udrejsetilladelsen, introducerede minimumsløn og oprettede nye arbejdsretlige domstole samt en fond til at hjælpe ansatte med at modtage kompensation for manglende lønudbetaling.

Men reformerne er ikke tilstrækkelige og dårligt implementerede, hvilket gør, at udnyttelsen fortsætter. For nylig fremsatte det rådgivende organ, Shura-rådet, en række anbefalinger, som, hvis de bliver vedtaget, vil tilbagerulle mange af de sejre, vi har opnået. Vi er fortsat bekymrede over situationen for migrantarbejdere i landet. Vi har ingen tid at spilde, og vi skal opretholde presset.

Vil Amnesty opfordre til boykot, hvis I bliver ved med at dokumentere udnyttelse af migrantarbejdere?

Vi har fokuseret på situationen for migrantarbejdere over lang tid i forbindelse med VM, fordi vi tror, at turneringen kan skabe momentum for langvarig forandring. Vi vil levere forandring – ikke kun for migrantarbejdere, der bygger VM-stadioner, men også for de tusindvis af ansatte i serviceindustrien og de hundredtusindvis, der vil have Qatar som deres hjem de næste mange år efter VM.

Vi ved, at forandring og resultater for menneskerettighederne tager lang tid og kræver hårdt arbejde og pres. VM har gjort processen hurtigere og hjulpet med at skabe opmærksomhed på situationen for migrantarbejdere. Men vi har også brug for at være realistiske omkring, at vores arbejde nok ikke vil ende, når trofæet løftes i december 2022.

Når verdensmesterskabet er forbi, vil Amnestys rolle være at sikre, at Qatar fortsætter arbejdet for bedre arbejdsmarkedsreformer. Fremskridtene må ikke trækkes tilbage, når den internationale opmærksomhed forsvinder. Vi vil derfor fortsætte med at afsløre menneskerettighedskrænkelser og benytte enhver mulighed, vi får, til at kaste lys over menneskerettighedssituationen i landet. Vi vil altså fortsætte med at have en konstruktiv tilgang til at opnå bæredygtige forbedringer af menneskerettighederne i Qatar.

VM fik også Amnesty til at kaste et kritisk blik på FIFA’s menneskerettighedsforpligtelser og stille spørgsmålstegn ved, hvad organisationen gør for, at fodbold bliver en drivkraft til at fremme menneskerettighederne. Det er på tide, at FIFA indser, at selvom etableringen af menneskerettighedspolitikker er velkomne, så er det vigtigste, at de bliver implementeret. For eksempel når organisationen overvejer, hvem der skal være vært for fremtidige sportsbegivenheder. FIFA skal være omhyggelig med at identificere, forhindre og redegøre for eventuelle menneskerettighedsrisici i forbindelse med sine turneringer.