Sydsudan: Kraftig stigning i brug af dødsstraf

Myndighederne i Sydsudan har alene i februar 2019 henrettet mindst syv mennesker, hvilket er lige så mange som i hele 2018.

I løbet af februar 2019 har de sydsudanske myndigheder henrettet mindst syv mennesker, hvoraf tre kom fra den samme familie. Det er lige så mange, som der blev henrettet i hele 2018, og det vidner om en chokerende stigning i brugen af dødsstraf i landet, hedder det i en pressemeddelelse fra Amnesty International.

”Det bekræfter vores frygt for, at de sydsudanske myndigheder absolut ingen respekt har for retten til liv. De fortsætter med at ignorere det faktum, at resten af verden bevæger sig væk fra brugen af dødsstraf,” siger Seif Magango, Amnesty Internationals vicedirektør for Østafrika.

I december 2018 påpegede Amnesty International, at Sydsudan det år havde henrettet flere mennesker end i noget andet år siden uafhængigheden i 2011. Henrettelserne i 2018 skete efter, at 135 fanger på dødsgangene i lokale hospitaler blev flyttet til de centrale fængsler i Juba og Wau, hvor der er galger til at foretage henrettelser. Seks ud af de syv henrettelser i 2018 skete i Juba Central Prison, mens den sidste blev foretaget i Wau Central Prison. Alle ofrene var mænd, og de blev alle henrettet ved hængning.

Amnesty International har fået bekræftet, at mindst tre af henrettelserne fra februar 2019 blev foretaget i hemmelighed. Familierne til de tre var ikke informerede om, at de stod foran en henrettelse og hørte først om deres død, efter de var blevet henrettet.

”Det er voldsomt bekymrende, og vi kan ikke forestille os, hvordan familierne må have det. Sydsudan må straks omgøre alle dødstrafdomme til fængselsdomme, foretage et øjeblikkeligt stop for henrettelser, og uden forsinkelser tage skridt til at afskaffe brug af dødsstraf,” siger Seif Magango.

Amnesty International er imod dødsstraf i alle sager uden undtagelse. Dødsstraffen er den mest grundlæggende benægtelse af menneskerettigheder, og den strider mod retten til liv, som er proklameret i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.