Efter fem år i russiske fængsler er Dennis Christensen fri

Det danske medlem af Jehovas Vidner blev dømt for religiøs ekstremisme, men er nu løsladt og har forladt Rusland. Tusinder af danskere støttede Amnestys appel til myndighederne om at løslade Dennis Christensen.  

”Jeg er super glad indvendig, og jeg er glad for, at den periode har fået en ende. Nu er der sat punktum for det”, fortalte Dennis Christensen, da Danmarks Radio mødte ham i Kastrup Lufthavn ved ankomsten til Danmark den 25. maj 2022.

Han havde boet med sin familie i Rusland i adskillige år, men efter sin løsladelse blev han udvist fra landet.

Dennis Christensen havde siddet fængslet, siden han i maj 2017 blev anholdt under en fredelig bibellæsning i den russiske by Orjol, hvor han indtil anholdelsen boede med sin russiske hustru. 

Dømt for religiøs ekstremisme

Den regionale domstol i Orjol stadfæstede i maj 2019 en dom på seks års fængsel til Dennis Christensen.

Ifølge Amnestys researcher i Rusland, var det et trist kapitel i Ruslands historie.

Han blev dømt for at videreføre trossamfundet Jehovas Vidner, der siden april 2017 er blevet betragtet som en religiøs ekstremistisk organisation og er forbudt i Rusland.

Dommen mod danskeren var den første af sin slags mod et medlem af Jehovas Vidner i Rusland og dannede præcedens for lignende sager.

Samvittighedsfange

Amnesty International betragtede Dennis Christensen som en samvittighedsfange, og vi har fra hans anholdelse fulgt sagen, været med i retten ved domfældelsen og aktioneret for at for ham løsladt.

Amnesty kritiserer også, at Rusland i årevis har forfulgt en række andre medlemmer af Jehovas Vidner. De er blevet frataget deres ret til frihed, alene fordi de fredeligt har udøvet deres religionsfrihed.

Tæt ved 40.000 danskere var med til at skrive under på Amnestys krav til de russiske myndigheder om at løslade Dennis Christensen. Tak til alle dem, der skrev under.