Flygt ikke over floden – der falder bomber

Flygt ikke over floden – der falder bomber

Tusindvis af civile er fanget under frygtelige forhold i den syriske by Raqqa, som Islamisk Stat har haft som hovedkvarter de seneste tre år. Byen er under voldsom beskydning fra den amerikansk ledede koalition, som forbereder det endelige slag om Raqqa.

Hundredvis af civile er blevet dræbt og såret under de voldsomme kampe, der udspiller sig om byen Raqqa i Syrien, hvor den væbnede gruppe Islamisk Stat (IS) har haft sin højborg siden 2014.

Kampene begyndte for alvor i juni, og i løbet af de kommende uger og måneder vil den amerikansk ledede koalition intensivere angrebene på byen. Det øger risikoen for betydelige civile tab, som det skete i Mosul, der for få måneder siden blev befriet fra Islamisk Stat under enorme tab og ødelæggelser, advarer Amnesty International i en ny rapport med titlen ”I Won’t Forget This Carnage”.



Snigskytter og bombefælder

Amnestys researchere har gennem flere uger opholdt sig i området nær Raqqa, hvor civile er under beskydning fra alle sider. Øjenvidner, der er flygtet ud af byen med livet som indsats, beretter om snigskytter og bombefælder, der skal forhindre indbyggerne i at slippe levende ud af Islamisk Stats jerngreb. Samtidig regner bomber og granater ned over byen fra de amerikansk ledede koalitionsstyrker. Senest den 22. august rapporterede aktivister i Raqqa om 42 civile dræbte efter et bombeangreb.

”Mens kampen for at vriste Raqqa fri fra Islamisk Stat intensiveres, er tusinder af civile fanget i en dødelig labyrint, hvor de er under beskydning fra alle sider. Det er velkendt, at IS anvender civile som menneskelige skjolde, og derfor må både de amerikanske styrker og SDF fordoble deres indsats for at beskytte civile, særligt ved at undgå vilkårlige bombardementer og ved at skabe sikre flugtveje for indbyggerne”, siger Donatella Rovera, som har ledet Amnestys research i området.





Menneskelige skjolde

Den 6. juni indledte koalitionsstyrkerne og SDF det endelige slag om Raqqa, og i midten af juli svarede de russisk støttede syriske regeringsstyrker igen ved at indlede et bombardement af de landsbyer og lejre, hvor de internt fordrevne fra Raqqa har søgt tilflugt. Det er uvist, hvor mange civile, der endnu er fanget i Raqqa under Islamisk Stats kontrol. FN’s skøn lyder på alt fra 10.000 til 50.000 civile. De fleste menes at være placeret som menneskelige skjolde i den gamle bydel af de stadig mere desperate medlemmer af Islamisk Stat.

Amnesty har interviewet adskillige af de indbyggere, der har haft held til at flygte. De beretter om nådesløse og ofte upræcise luftangreb fra koalitionsstyrkerne. En af dem fortæller:

”Det var et helvede. Mange bomber ramte i vores område. Indbyggerne vidste ikke, hvordan de skulle slippe i sikkerhed. De løb fra det ene sted til det andet bare for at blive ramt dér. Vi var alle fanget i byen, fordi IS ikke ville lade os rejse”.



“Lige pludselig var der eksplosioner over alt – ligesom fyrværkeri. Så besvimede jeg´”, fortæller 14-årige Usama, efter han blev alvorligt såret under et luftangreb.



USA angriber på floden

Raqqa ligger ved floden Eufrat, som er en af de eneste måder at forlade byen. Men øjenvidner fortæller til Amnestys researchere, at koalitionsstyrkerne også går målrettet efter de både og fartøjer, der krydser floden. Den 2. juli sagde den amerikanske general Stephen Townsend til New York Times, at koalitionen ”skyder alle de både, de ser”.

Tilbage i marts kastede koalitionen flyveblade ned over Raqqa med en advarsel mod at sejle over Eufrat: ”Daesh (IS, red.) bruger både og færger til at transportere våben og krigere – benyt ikke både og færger, der kommer luftangreb”. Men den taktik er ifølge Amnesty International et brud på krigens regler:

”Floden har været en helt afgørende flugtrute for civile, der flygter fra konflikten i Raqqa. Så det at angribe alle både ud fra den fejlagtige påstand om, at alle både på Eufrat har IS-krigere eller våben ombord, er både vilkårligt og forbudt under krigens regler”, siger Donatella Rovera.



Islamisk Stat er trængt lang tilbage i de seneste måneder, og behersker nu kun et område på godt fem kilometer i diameter. For en stor del af befolkningen i det besatte område er floden en naturlig flugtrute væk fra rædslerne. Men den amerikanske øverstkommanderende over koalitionsstyrkerne har lovet at bombe alle, der krydser i båd.   



Den amerikansk ledede koalition bomber alle både, der sejler over floden Eufrat. Den øverstkommanderende, Generalløjtnant Stephen J. Townsend, har til New York Times udtalt, at hvis man lige nu vil ud af Raqqa, så skal man bruge en såkaldt “poncho raft”. På billedet træner en amerikansk soldat i at balancere på en poncho raft.



Ufattelige overgreb i Raqqa

Indbyggerne bliver ifølge øjenvidner tvunget til at forlade deres hjem og følge IS-krigerne til den gamle bydel, hvor det afgørende slag om byen forventes at finde sted. De, der nægter, bliver enten dræbt eller fængslet, fortæller vidner til Amnesty.

”Der er ingen tvivl om, at de mennesker, der er fanget i den belejrede Raqqa, er ofre for frygtelige lidelser under IS. Men overgreb begået af IS fritager ikke krigens øvrige parter fra deres internationale forpligtelser til at beskytte civile. Det indebærer at udpege lovlige mål, undgå vilkårlige angreb og tage alle tænkelige forholdsregler for at minimere civile tab”, siger Donatella Rovera.