Israel: Danmark skal fordømme lov om dødsstraf rettet mod palæstinensere

Foto: Oren Ben Hakoon/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Oren Ben Hakoon/Reuters/Ritzau Scanpix

Det israelske parlament har vedtaget en lovændring, som udvider Israels brug af dødsstraf. Lovændringen betyder, at dødsstraf i praksis kun vil blive anvendt over for palæstinensere.

Champagneflaskerne blev åbnet i Israels parlament, da lovforslaget om at udvide brugen af dødsstraf blev vedtaget mandag den 30. marts.

62 stemte for forslaget – herunder Israels premierminister Benjamin Netanuyahu – og 48 stemte imod.

Det bliver obligatorisk for dommere ved Israels militære domstol at idømme dødsstraf til personer, der bliver dømt for det, som Israel definerer som dødelige terrorangreb. I praksis er det kun palæstinensere på den besatte Vestbred, der bliver retsforfulgt ved landets militære domstole. Ulovlige bosættere bliver retsforfulgt ved Israels civile domstole.

”Danmark bør skarpt fordømme, at Israel nu kan henrette palæstinensere. Enhver dødsdom udgør en krænkelse af retten til liv,” siger Vibe Klarup generalsekretær i Amnesty International Danmark.

Israels militære domstol har ikke de samme retsgarantier, som Israels civile domstole, og tilståelser er ofte fremkommet under tortur. Over 99 procent af de anklagede palæstinensere ved Israels militære domstol, bliver dømt skyldig.

Det er på høje tid, at Danmark sætter foden ned overfor den israelske regering, mener Vibe Klarup.

“Israels udvidede brug af dødsstraf vil indgå som en del af det diskriminerende og voldelige apartheidsystem, som Israel udøver over for palæstinenserne. Som allieret bør Danmark kræve, at Israels apartheidsystem afvikles og stå i spidsen for at handelsaftalen mellem EU og Israel bliver suspenderet.Det er er tid til handling. International ret og menneskerettigheder gælder for alle stater. Israels straffrihed må ikke fortsætte”.

I strid med flere konventioner

Den nye dødsstraflov skal også tages i brug ved Israels civile domstole i Israel – som gælder for israelere og palæstinensere med israelsk statsborgerskab. Her skal det dog være op til dommerne, hvorvidt den anklagede skal idømmes livstid eller dødsstraf for det som Israel definerer som terrorforbrydelser, der har resulteret i drab, og som er ’ begået med det formål at benægte staten Israels eksistens’.

I Amnesty er vi imod dødsstraf. Altid. Uanset hvem, der er under anklage, hvilken forbrydelse, der er begået, om personen er skyldig eller uskyldig, eller hvilken metode, staten bruger.

Israels nye dødstraflov er i strid med Genèvekonventionerne, FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, FN’s Torturkonvention og FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR).  

Menneskerettighedsorganisationen Association for Civil Rights in Israel har anmodet Israels Højesteret om at få underkendt den nye lovgivning.

Siden staten Israel blev oprettet i 1948 er kun to personer blevet henrettet efter domme med dødsstraf. Den første i 1948, og den anden gang da Israel henrettede den ledende nazist Adolf Eichmann.

Kort om Israels lov om dødsstraf

 

Loven er den første i en række lovændringer, der muliggør brugen af dødsstraf i Israel.

Dommere ved Israels militære domstol vil være forpligtet til at idømme dødsstraf for personer, der bliver dømt for det, som Israel definerer som dødelige terrorangreb. I praksis er det kun palæstinensere på den besatte Vestbred, der bliver retsforfulgt ved landets militære domstole.

Dem, der bliver dømt til døden, har ikke ret til benådning, og henrettelsen skal ske ved hængning senest 90 dage efter domsafsigelsen.

Personer, der dømmes til døden, skal holdes i isolation og nægtes besøg fra deres familier.

Hvad kan du gøre?

Du kan være med til at lægge et folkeligt pres på EU Kommission og Rådet ved at støtte et europæisk borgerforslag, der kræver fuld suspension af handelsaftalen mellem EU og Israel set i lyset af Israels krænkelser af menneskerettighederne.

Det kræver 1 million underskrifter, før et borgerinitiativ i EU opnår gyldighed. 700.000 EU-borgere har allerede skrevet under.  

Skriv under og del: https://eci.ec.europa.eu/055/public/#/screen/home

Engager dig i Amnestys anti-apartheid arbejde. Tilmeld dig til Palæstina kampagneleder Maja Andersen på maja@amnesty.dk