Ansvar for forbrydelser
Forbrydere skal drages til ansvar for deres ugerninger. Ikke mindst dem, der står bag krigsforbrydelser, folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.
Krigsforbrydelser, folkemord og forbrydelser mod menneskeheden må aldrig gå ustraffet hen.
Først og fremmest for ofrenes skyld. Retsforfølgelse sender et klart signal til ofrene om, at omverdenen ikke er ligeglad. Det fjerner ikke ofrenes lidelser. Men anerkendelsen af at de har været udsat for en forbrydelse, hjælper dem med komme videre og genopbygge deres liv.
Straffrihed fører til flere forbrydelser
For det andet fordi straffrihed fører til flere forbrydelser. En præsident, en general eller en krigsherre, der oplever, at han er urørlig, fortsætter ufortrødent med sine forbrydelser. Hvis man ikke oplever konsekvenser, hvorfor så ændre praksis? Først når de ved, de risikerer at bliver stillet til at ansvar, vil de tænke sig om en ekstra gang.
Arbejdet for et internationalt retssystem
Amnesty arbejder for at bekæmpe straffrihed for internationale forbrydelser. Gennem de sidste tyve år har vi skubbet på for skabelsen af et internationalt retssystem. Blandt andet pressede vi vedholdende på for oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol (International Criminal Court eller ICC).
Domstolen, der trådte i kraft i 2002, undersøger og fører sager om krigsforbrydelser, folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.
Oprettelsen af ICC var et vigtigt skridt i det internationale samfunds kamp mod straffrihed for de alvorligste forbrydelser. Siden har domstolen kæmpet med manglende opbakning, herunder fra magtfulde lande som USA, Rusland, Kina og Indien, der ikke er tiltrådt ICC.
Banebrydende dom
I 2012 kunne ICC dog afsige sin første dom, nemlig dommen over den congolesiske tidligere oprørsleder Thomas Lubanga Dyilo. Han blev idømt 14 års fængsel for at have rekrutteret børnesoldater under borgerkrigen i Den Demokratiske Republik Congo i 2002 og 2003. Med den banebrydende dom sendte ICC og det internationale samfund et afgørende signal: Krigsforbrydere og folkemordere kan ikke længere regne med at undgå straf.