Børnearbejde står bag smartphones

 
Udgivet
01.
Nyhed

Børnearbejde står bag smartphones

Verdens største producenter af smartphones er afhængige af kobolt fra miner i DR Congo. Ny rapport fra Amnesty viser, at børnearbejdere knokler under livsfarlige forhold for at levere råstofferne til batterierne i smartphones og el-biler, og at de store selskaber ikke har styr på deres leverandørkæde.

Verdens største elektronikfirmaer – herunder Apple, Samsung, Microsoft og Sony – forsømmer at foretage helt grundlæggende undersøgelser af, om den kobolt, som anvendes i batterier i mobiltelefoner og andre bærbare enheder, bliver udvundet af børnearbejdere i minerne i DR Congo. Det fastslår Amnesty International og organisationen Afrewatch i en ny rapport, der sporer det værdifulde råstof, som bruges i lithium-ion batterier, tilbage til miner, hvor børnearbejdere ned til syv-års-alderen knokler under ofte livsfarlige forhold.

”De glamourøse reklamer for disse førsteklasses teknologiske produkter står i skærende kontrast til de børn, der bærer på sække med sten, og arbejdere, der risikerer permanente lungeskader af forholdene i de smalle mineskakte. Millioner af mennesker nyder godt af de muligheder, som de nye teknologier tilbyder, men de spørger sjældent, hvordan de er produceret. Det er på høje tid, at de store producenter tager ansvar for udvindingen af de råstoffer, som er nødvendige for deres lukrative produkter”, siger Mark Dummett, der er Business & Human Rights Researcher i Amnesty International.

"Værdikæden"

Rapporten dokumenterer, hvordan mellemhandlere opkøber kobolt fra områder i DR Congo, hvor børnearbejde er udbredt, og sælger det til Congo Dongfang Mining (CDM), som er et datterselskab under den kinesiske råstofgigant Huayou Cobalt Ltd. Amnesty Internationals undersøgelser viser via investorpapirer, hvordan Huayou Cobalt og CDM forarbejder den rå kobolt og sælger den til tre batterikomponent-producenter i Kina og Sydkorea. De sælger det herefter videre til batterifabrikker, som oplyser, at de leverer batterier til teknologivirksomheder og bilproducenter, herunder Apple, Samsung, Sony, Microsoft, Daimler og Volkswagen.

Amnesty har kontaktet 16 multinationale selskaber, som står på listen over kunder hos batterifabrikanterne, som får deres kobolt fra Huayou Cobalt. Kun en enkelt virksomhed bekræfter forbindelsen, mens fire ikke er i stand til at sige med sikkerhed, om de får kobolt fra DR Congo eller Huayou Cobalt. Seks virksomheder undersøger påstanden, mens fem virksomheder benægter, at de får deres kobolt fra Huayou Cobalt, selv om de står på listen over kunder i dokumenter fra batterifabrikanterne. To selskaber afviser, at de får deres kobolt fra DR Congo.

Ingen af virksomhederne er imidlertid i stand til at udlevere tilstrækkeligt med informationer til at fastslå, hvor kobolten i deres produkter er udvundet.

”Det er et af den digitale tidsalders stort paradokser, at nogle af verdens rigeste og mest innovative virksomheder kan markedsføre utroligt sofistikerede produkter uden at blive afkrævet et svar på, hvor de får deres råstoffer fra”, siger Emmanuel Umpula, der er direktør i Afrewatch (Africa Resources Watch).

DR Congo producerer mindst 50 procent af verdens kobolt, og minearbejdere, der arbejder i de områder, hvor CDM opkøber kobolt, risikerer både alvorlige sundhedsskader og dødsulykker. I perioden september 2014 til december 2015 døde mindst 80 minearbejdere i hjemmebyggede mineskakte i det sydlige DR Congo.

Forfærdelige forhold

Amnesty fandt blandt andet, at langt størstedelen af minearbejderne forarbejder kobolt uden nogen form for sikkerhedsudstyr som handsker, arbejdstøj eller ansigtsmasker til at beskytte dem mod hud- og lungesygdomme. Børn fortæller Amnesty, at de arbejder 12 timer om dagen i minerne med at bære tunge sække for mellem en og to dollar om dagen. I 2014 skønnede UNICEF, at omkring 40.000 børn arbejdede i minerne i det sydlige DR Congo.

Paul, en 14-årig forældreløs dreng, begyndte som minearbejder, da han var 12 år. Han fortæller Amnestys researchere, at de lange ophold i underjordiske miner konstant gør ham syg:

”Jeg er 24 timer ad gangen i minen. Jeg kommer om morgenen og forlader den næste morgen. Min plejemor ønskede, at jeg skulle gå i skole, men min plejefar modsatte sig det og udnyttede mig ved at sende mig ned i minen”.

Ifølge Amnestys researcher Mark Dummett betyder de store risici for sundhed og sikkerhed, at minearbejdere er en af de absolut værste sektorer for børnearbejdere. 

”Virksomheder, der tjener 125 milliarder dollar årligt på globalt plan, kan ikke i ramme alvor hævde, at de ikke er i stand til at kontrollere, hvor helt essentielle råstoffer i deres produkter stammer fra. Det burde være en kilde til velfærd for minearbejderne i DR Congo at fremskaffe de råstoffer, der driver en elektrisk bil eller en smartphone. Men i virkelighedens verden er det et opslidende liv under svære lidelser for næsten ingen penge. De store selskaber har magten til at ændre på tingene”, siger Mark Dummett. 

”Mange af disse multinationale selskaber siger, at de har en nultolerance politik for børnearbejde. Men det løfte er ikke det papir værd, som det er skrevet på, når selskaberne ikke undersøger deres leverandørkæde. Deres påstand er simpelthen utroværdig”, siger Mark Dummett.  

De 16 selskaber i Amnestys rapport er: Ahong, Apple, BYD, Daimler, Dell, HP, Huawei, Inventec, Lenovo, LG, Microsoft, Samsung, Sony, Vodafone, Volkswagen og ZTE.