Danmark skriver verdenshistorie i dag

 
Udgivet
01.
Nyhed

Danmark skriver verdenshistorie i dag

Transkønnede danskere skal med virkning fra 1. januar 2017 ikke længere have en psykiatrisk diagnose for at få adgang til behandlinger.

Dagen efter nytårsaften kan transkønnede danskere lade champagnepropperne springe endnu engang. Fra i dag figurerer transkønnethed nemlig ikke længere på Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiske lidelser.

”Den 1. januar 2017 skriver Danmark verdenshistorie, fordi vi bliver det første land i verden, som ikke længere påtvinger transkønnede en psykiatrisk diagnose for at få adgang til behandlinger. Amnesty ser det som et vigtigt skridt i kampen for at sikre transkønnedes rettigheder”, siger kampagneleder Helle Jacobsen fra Amnesty.

Et enigt folketing blev i maj enige om at flytte diagnosekoden for transkønnethed væk fra det psykiatriske kapitel. Ifølge Amnesty sender det et vigtigt signal til verdenssundhedsorganisationen WHO, at Danmark flytter diagnosen før dem. Kampagneleder Helle Jacobsen mener samtidig, at de danske politikeres beslutning om at gå forrest kan være med til at skubbe på en lignende udvikling i andre lande i Europa og resten af verden.

Men på trods af den banebrydende danske afgørelse er der fortsat nok at kæmpe for i det nye år for danske transkønnede, der stadig skal igennem årelange og umyndiggørende psykiatriske udredningsforløb på Sexologisk Klinik i København for at komme i betragtning til hormonbehandling og eventuelle operationer.

”Amnesty håber, at de danske politikere vil sætte en stopper for disse forløb og i stedet give adgang til behandling med informeret samtykke, som vi kender fra andre steder i sundhedssystemet. På den måde vil Danmark virkelig blive et foregangsland for transkønnedes rettigheder”, siger Helle Jacobsen.

WHO er i gang med at revidere den nuværende diagnosefortegnelse, ICD-10, og forventer, at ICD-11 er klar i 2018. I det forslag, der arbejdes på for tiden, foreslår WHO at flytte transkønnethed væk fra psykiatrien og over i et selvstændigt kapitel kaldet ”Gender incongruence”. Det er en løbende proces, så det endelige resultat ligger ikke fast endnu. Revideringen har været i gang siden 2012 og skulle have været færdig i 2015.