FN: Henrettelser af civile i Aleppo

Amnesty er chokeret over FN-rapporter om henrettelser af kvinder og børn på gaderne i Aleppo, der er faldet til præsident Assads hær.

De desperate nødråb fra civile, der er fanget i Aleppos ruiner, mens Syriens hær ifølge FN foretager likvideringer på åben gade, er en chokerende og dybt tragisk dokumentation af de omfattende krigsforbrydelser, der finder sted, mens verdenssamfundet og FN’s Sikkerhedsråd er ramt af handlingslammelse. Amnesty opfordrer alle parter i krigen til at beskytte civile og skabe sikre flugtveje fra den ødelagte by efter fem års krig.

Børn likvideret derhjemme

FN’s menneskerettighedskontor offentliggjorde tirsdag troværdige beviser for, at 82 civile blev skudt af regeringsstyrker og deres allierede, der trængte ind i folks hjem eller likviderede dem på åben gade – deriblandt kvinder og børn. Samtidig viser videooptagelser fra indbyggere i Aleppo, hvordan lig ligger spredt i gaderne, mens syriske soldater er på fremmarch.

 ”Rapporterne om, at civile – herunder børn – bliver massakreret med koldt blod i deres hjem af syriske regeringsstyrker er dybt chokerende, men det er ikke overraskende, når man ser på deres fremfærd hidtil. Henrettelserne er krigsforbrydelser”, siger Lynn Maalouf fra Amnestys kontor i Beirut.

Gået bevidst efter civile

”Igennem hele konflikten har de syriske regeringsstyrker – med opbakning fra Rusland – gentagne gange udvist en ubarmhjertig ligegyldighed for international menneskeret og en komplet foragt for civiles skæbne. Faktisk har strategien jævnligt været at gå efter at ramme civile, både ved militæroperationer og gennem den omfattende brug af vilkårlige fængslinger, forsvindinger, tortur og anden mishandling. Nu hvor regeringsstyrker har fået fuld kontrol over den østlige del af Aleppo, vil risikoen for, at de udfører flere grusomheder skabe alvorlig frygt for de tusinder af civile, der stadig er fanget”.

”De seneste måneder har verden, herunder FN’s Sikkerhedsråd, set til fra sidelinjen, mens civile dagligt er blevet slagtet og Aleppo er blevet jævnet med jorden og omdannet til en massegrav. Den globale passivitet er skammelig. Den manglende placering af ansvar for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden har givet parterne, især regeringsstyrkerne, mulighed for at begå sådanne forbrydelser i et massivt omfang. Det er nu afgørende, at uafhængige observatører bliver indsat for at sikre, at den civile befolkning bliver beskyttet, og at man tillader en humanitær korridor, så livsvigtig hjælp kan nå frem til alle, der har brug for den”.

Amnesty: Brug for sikre flugtveje

I øjeblikket kan sårede ikke blive evakueret, og dem, som prøver at flygte, risikerer at miste livet. Amnesty opfordrer alle konfliktens parter til at tillade, at alle civile kan flygte fra området via sikre flugtveje.
I forbindelse med regeringsstyrkernes fremrykning i de senere uger fortalte civile i den østlige del af Aleppo Amnesty, at de frygtede hævnangreb. I sidste uge rapporterede FN, at hundredvis af mænd og drenge var forsvundet fra de regeringskontrollerede områder.

”Amnesty International har tidligere fremhævet den syriske regerings udbredte og systematiske brug af tvungne forsvindinger af civile, der kan karakteriseres som forbrydelser mod menneskeheden. Det er afgørende, at uafhængige observatører bliver sat ind for at forhindre flere tvungne forsvindinger, tortur og anden mishandling”, siger Lynn Maalouf.