Israel bruger hensynsløs magt på Vestbredden

 
Udgivet
01.
Nyhed

Israel bruger hensynsløs magt på Vestbredden

Israelske styrker har dræbt dusinvis af civile palæstinensere, inklusive børn, på den besatte Vestbred gennem de seneste tre år. Amnesty opfordrer til en total international våbenboykot mod Israel.

Israelsk politi og militær udviser i stigende grad en afstumpet ligegyldighed over for menneskeliv på den besatte Vestbred, hvor 45 civile palæstinensere er blevet skudt og dræbt gennem de seneste tre år.

Læs rapport

Alene i 2013 blev 22 civile dræbt – herunder fire børn og adskillige fredelige demonstranter, journalister og menneskerettighedsaktivister.

Sådan konkluderer Amnesty International i en ny rapport, der undersøger Israels stigende brug af unødvendig og brutal magt mod palæstinensere siden januar 2011.

Rystende mønster

I ingen af de sager, som organisationen har undersøgt, udgjorde ofrene en direkte og umiddelbar trussel mod israelske styrkers liv. Til gengæld er der i nogle af sagerne bevis for, at de dræbte var ofre for målrettede drab, hvilket kan være krigsforbrydelser, fastslår Amnesty.

”Rapporten præsenterer en samling beviser, som viser et rystende mønster af ulovlige drab og uberettigede angreb på civile palæstinensere begået af israelske styrker på Vestbredden. Hyppigheden af politiets og militærets overgreb mod fredelige demonstranter – og straffriheden for gerningsmændene – indikerer, at der er tale om en politisk beslutning”, siger Philip Luther, der er leder af Amnesty Internationals Mellemøst-kontor.

Skudt i ryggen

Udover de dræbte er mindst 261 palæstinensere – inklusiv 67 børn – blevet alvorligt såret af skarpe skud fra israelske styrker. Over 8.500 civile palæstinensere – inklusiv 1.500 børn – er blevet skudt og alvorligt såret af andre våben, herunder gummiklædte patroner og overdreven brug af tåregas. Adskillige ofre er blevet skudt i ryggen.

Mange af protesterne skyldes den fortsatte udvidelse af Israels bosættelser, tvangsrydninger af palæstinensiske huse samt militære checkpoints, som begrænser palæstinensernes bevægelsesfrihed.

Stop salg af våben til Israel

Amnesty International kritiserer samtidig Israel for at lade gerningsmændene gå fri under et system, hvor myndighedernes undersøgelser hverken er uafhængige eller gennemskuelige.

Af samme grund opfordrer Amnesty det internationale samfund til at indføre et totalt stop for salg af våben og ammunition til Israel.

”Alt for mange civile menneskers blod er spildt. Hvis de israelske myndigheder ønsker at vise verden, at de bekender sig til demokratiske principper og menneskerettigheder, så må de ulovlige drab og den unødvendige magtanvendelse stoppe nu”, siger Philip Luther.