650.000 Amnesty-aktivister kræver beskyttelse af homoseksuelle i Tjetjenien

Over hele verden aktionerer Amnesty den 2. juni mod den bølge af overgreb, der har ramt homoseksuelle mænd i Tjetjenien. Samtidig opfordrer Amnesty til, at Danmark giver visum og beskyttelse til nogle af de forfulgte mænd ligesom Frankrig og Litauen.

Overgrebene skal stoppe, og homoseksuelle i Tjetjenien skal have maksimal beskyttelse. Sådan lyder kravet fra godt 650.000 Amnesty-aktivister, der har underskrevet en protest til Rusland, hvor de også kræver, at Rusland indleder en tilbundsgående undersøgelse af de uhyrlige overgreb i Tjetjenien og stiller de ansvarlige til ansvar.

Læs vores brev til Udenrigsministeren angående forholdene i Tjetjenien

Det sker efter afsløringerne af, at mindst 100 homoseksuelle mænd i Tjetjenien i den seneste tid har været udsat for fængsling, mishandling og tortur i en tidligere politistation i byen Argun. Mindst tre er angiveligt blevet dræbt. Torturen har fundet sted for at få mændene til at angive andre homoseksuelle mænd.

Mænd i overhængende livsfare

Amnesty har talt med flere af de mænd, der har været tilbageholdt, og de beskriver, hvordan sikkerhedsstyrker dukkede op på deres bopæl eller arbejdsplads og slæbte dem gennem gaderne, mens de blev slået og ydmyget offentligt. Senere blev de tvunget til at danse i kvindetøj og udsat for varierende grader af mishandling. Nogle fik sat strømførende elektroder på hovedet, andre blev udsat for langt voldsommere ting, som Amnesty ikke kan viderebringe på grund af risikoen for at afsløre mændenes identitet.

Læs vores brev til Udlændinge- og integrationsministeren vedrørende forholdene i Tjetjenien

Homoseksuelle har altid haft det svært i Tjetjenien og Rusland, hvor stort set alle hemmeligholder deres seksuelle orientering af frygt for overgreb eller æresdrab, som er udbredt i Tjetjenien. Mændene, der nu er udpeget og ydmyget offentligt, er derfor i overhængende fare, uanset hvor i Rusland de opholder sig. Historien viser, at også menneskerettighedsforkæmpere, journalister og politiske aktivister er i alvorlig fare, hvis de kommer i unåde hos Tjetjeniens stærke mand, Ramzan Kadyrov, der trods utallige forbrydelser og overgreb fortsat nyder straffrihed.



Global aktionsdag for Tjetjenien

De 650.000 underskrifter bliver afleveret på russiske ambassader i ugen omkring den 2. juni, som af Amnesty er udnævnt til global aktionsdag for at lægge pres på både Rusland og Tjetjenien. I Danmark afleverede Amnesty 58.187 underskrifter den 31. maj, hvor Amnesty og en stribe LGBTI-organisationer blev inviteret til møde om sagen hos den russiske viceambassadør på ambassaden i København.

Blank afvisning

Afsløringerne af klapjagten på homoseksuelle kom først frem i den anerkendte russiske avis Novaya Gazeta i april og blev i første omgang blankt afvist af myndighederne i både Tjetjenien og Rusland.  Blandt andet hævdede talsmanden for den tjetjenske leder Ramzan Kadyrov, at der slet ikke findes homoseksuelle i republikken, og at bortførelserne derfor ikke kan have fundet sted. Ruslands udenrigsminister Lavrov har ligeledes afvist beskyldningerne.



På billedet ovenfor ses (f.v.) Lai Balsig (Copenhagen pride) Susanne Branner Jespersen (Lgbt DK) Helle Jacobsen (Kampagneleder, Amnesty DK) Trine Christensen (Generalsekretær, Amnesty DK) Martin Kaas (Lgbt ungdom)

”De tjetjenske myndigheder hævder, at der ikke findes homoseksuelle i landet. I denne uge vil mennesker i hele verden stå sammen for at vise homoseksuelle mænd i Tjetjenien, at de anerkender dem og kræver, at de bliver beskyttet”, siger John Dalhuisen.

Frankrig viser vejen

Den nyvalgte franske præsident Emanuel Macron mødtes i sidste uge med Ruslands præsident Vladimir Putin, og her rettede Macron en hård kritik af situationen i Tjetjenien og opfordrede Putin til at gennemføre en hurtig og tilbundsgående undersøgelse af overgrebene. Samtidig tilbød Macron nogle af de forfulgte mænd beskyttelse i Frankrig til – et initiativ, som Amnesty opfordrer Danmark og andre lande til at følge hurtigst muligt.

”Vi ved, at mindst 40 mænd er flygtet fra Tjetjenien til andre dele af Rusland, men de er ikke i sikkerhed og risikerer fortsat forfølgelse dér. Vi opfordrer den danske regering til at følge Frankrigs eksempel og tilbyde visum og beskyttelse til en eller flere af de forfulgte homoseksuelle fra Tjetjenien”, siger generalsekretær Trine Christensen fra Amnesty Danmark, der deltog i mødet på Ruslands ambassade onsdag.

Undersøgelse i gang

De russiske myndigheder har taget skridt til en indledende undersøgelse af de voldsomme overgreb. Men Amnesty efterlyser stærkere handling i form af en fuldstændig og tilbundsgående efterforskning, og til at Rusland gør alt, hvad der står i deres magt, for at beskytte personer, der er i fare i Tjetjenien på grund af deres seksuelle orientering eller formodninger om homoseksualitet. Tjetjenien er en del af den russiske føderation, og Rusland har derfor overordnet ansvar for forholdene i republikken.

”Det er ikke sikkert for dem at blive i Rusland. Tidligere tilbageholdte er nemme mål for de tjetjenske myndigheder, og der er stor risiko for æresdrab. Der er fortilfælde, hvor LGBTI-folk er blevet forfulgt til andre regioner i Rusland og angrebet af familiemedlemmer. Derfor er det helt afgørende, at andre regeringer åbner døren for de homoseksuelle mænd, der flygter fra Tjetjenien”, siger Trine Christensen.