77.430 danskere er medlem og støtter af Amnesty – mød fire af dem

I år er det 60 år siden, at Amnesty International blev stiftet. I den anledning har vi talt med nogle af vores medlemmer. Mød Amalie, Farah, Gonzalo og Jakob. 

Fortalt til Nora Rahbek Kanafani
Foto: Lærke Posselt

Jeg brændte så meget for den sag, at jeg ikke næsten ikke kunne holde ud, hvis folk ikke skrev under

Amalie Søderberg

”Da jeg som 17-årig begyndte som facer i Amnesty var det – for at være helt ærlig – mest for at tjene nogle penge. En dag stod jeg og samlede underskrifter ind på en sag om en kvinde fra El Salvador, der var blevet fængslet på livstid, fordi hun havde fået en ufrivillig abort. Og jeg kan huske, at jeg brændte så meget for den sag, at jeg næsten ikke kunne holde ud, hvis folk ikke skrev under. Jeg var så passioneret omkring det og gik også hjem og søgte på det, for jeg kunne slet ikke forstå, hvordan sådan noget kunne ske. Jeg kunne pludselig se mig selv i det; hvis jeg havde været et andet sted i mit liv, i et andet land, kunne det have været mig. Jeg følte stor empati over for denne her kvinde. Og så blev det mere end bare et job. Jeg startede en youth-gruppe op på mit gymnasium og engagerede mig meget i alle de her sager og særligt i samtykkekampagnen.

Navn: Amalie Søderberg
Alder: 21 år
Profession: Freelancer, laver podcast og radio
Bopæl: Amager
Medlem af Amnesty i fire år

Det lyder måske lidt stort, men jeg fandt ud af, at det betyder meget for mig, at jeg gør noget med mit liv, der gør en forskel her og nu. Da debatten om samtykkeloven begyndte, engagerede jeg mig i alle dele af Amnestys kampagne. Jeg blev rystet over, at vi som et udviklet land var så lidt progressive på det her område. Det er kun otte år siden, at en mands fængselsdom kunne sættes ned, hvis det var hans kone og ikke en tilfældig kvinde, som han slog. Jeg blev ked af det, men når jeg oplever de her følelser, tænker jeg også, hvad jeg kan gøre ved det; jeg sætter min vrede og fortvivlelse i aktion for at ændre det. Og da loven blev vedtaget, var det så livsbekræftende. For det viste, at hvis man virkelig tror på noget, hvis man lægger energi i det, og hvis man står sammen med andre, så kan man altid ændre på tingene. Verden står ikke stille.”

Den smerte og lidelse, jeg har været igennem, kan jeg bruge aktivt. Det giver mig en mening med mit liv

Gonzalo Vargas

”Da jeg var 18 år og boede i Chile, var jeg meget optaget af Søren Kirkegaard. Engang vil jeg gerne rejse til Kirkegaards land, tænkte jeg. Og det var, hvad der skete, selvom det dog ikke var noget, jeg selv valgte.

I 1973 kom der militærkup, det blodigste i Latinamerika. Jeg var på det tidspunkt ansat i Allendes (Salvador Allende, Chiles præsident fra 1970-73) regering, hvor min opgave var at lede et projekt, der skulle uddanne de fattige, landarbejderne og fabriksarbejderne. Vi ville frigøre de fattige gennem uddannelse og via dialog. Det var fantastisk. Men da militærkuppet kom, godt hjulpet af USA, blev jeg anholdt.

Navn: Gonzalo Vargas
Alder 79 år
Profession: Aktivist og pensionist
Bopæl: Faxe
Medlem af Amnesty i 40 år

Jeg var seks dage i torturkælderen, seks dage jeg aldrig kommer til at glemme. En af metoderne hedder telefonledning, hvor bødlerne gav mig slag med flad hånd på ørerne i døgndrift, som små bomber ind i ørerne. En anden metode var elektrisk stød, det brugte de mod alle fanger. Voldsomme stød på de følsomme dele af kroppen. Det var så voldsomt og uhyggeligt at blive konfronteret med en verden, man ikke anede eksisterede. Som var ren ondskab, vold, perversiteter, og som gik ud over mænd, kvinder og børn. Jeg mistede bevidstheden og ville helst dø for at blive befriet fra smerten. Men bødlerne blev bange for, at jeg var død og tilkaldte en læge. Han undersøgte mig og sagde ”det er fint, bare fortsæt”.

Efter halvandet år blev jeg løsladt og fik politisk asyl i Danmark. Som noget af det første tog jeg kontakt til Amnesty. Jeg fortalte dem min historie og gjorde dem blandt andet opmærksom på, hvordan lægerne medvirkede til tortur i Chile. Lige siden har jeg kæmpet sammen med Amnesty mod tortur. Jeg har rejst Danmark rundt, holdt oplæg efter oplæg og fortalt min egen historie. Målet har altid været at få de unge til at engagere sig, og hver gang jeg møder dem, får jeg en følelse af, at der trods alt er kommet noget godt ud af min historie. At jeg kan være med til at få folk til at engagere sig i Amnesty, tage afstand fra vold, ondskab og had; alt det som skaber konflikter. Jeg aflægger mit vidnesbyrd over for folk: Jeg var tæt på at miste mit liv, men jeg overlevede, og jeg bliver ved med at kæmpe, så længe jeg lever. Den smerte og lidelse, jeg har været igennem, kan jeg bruge aktivt, og det giver mig en mening med mit liv”.

Amnesty er en vagthund, men først og fremmest en græsrodsbevægelse

Jakob Arvidsson

”I min ungdom var jeg involveret i en støtteorganisation mod apartheid, og i den sammenhæng var Amnesty en vigtig organisation at hente inspiration fra, så jeg har nok altid følt mig tæt på Amnesty. Men jeg blev først medlem for 10 år siden, da jeg blev stoppet af en facer, som introducerede sms-kæden Lifeline for mig. Jeg oplevede det som en nem måde at bakke op om en organisation, som kæmper for noget, jeg synes er vigtigt. Jeg ser Amnesty som et slags aktivistisk FN. FN er nødt til at være konsensussøgende, mens Amnesty kan være mere praktisk og stillingstagende.

I løbet af mine 30’ere og 40’ere havde jeg ret travlt med arbejde og følte ikke, jeg havde tid til frivilligt arbejde, men for cirka tre år siden engagerede jeg mig i eventgruppen i København, hvor vi er omkring 12-14 mennesker i alle aldre, der afholder Skriv for Liv-caféer, laver flashmobs eller på andre måder gør opmærksom på menneskerettighederne. Vi laver manifestationer, hvor vi for eksempel sætter fokus på flygtninge i Middelhavet med orange redningsveste som symbol på deres udsatte situation. 

Navn: Jakob Arvidsson
Alder: 51 år
Profession: Oversætter
Bopæl: København
Medlem af Amnesty i 10 år

Vores gruppe er lille, men engageret. Det er Amnesty i mikrokosmos; vi er forskellige, og alle bidrager med hver deres kompetencer. Der kommer tit uventede idéer, som man ikke selv var kommet på.

Lige nu har vi fokus på Go’ Stil-kampagnen, som jeg virkelig synes er vigtig, fordi den både involverer lande, hvor man ikke kan ytre sig frit, men også frie og demokratiske lande som Danmark med fokus på, hvordan vi handler og agerer som forbrugere. Det handler både om politiske rettigheder, arbejdstagerrettigheder og klimaspørgsmål; og jeg synes, de går hånd i hånd. Vores mål om at få Danmark til at vedtage en etisk lov for erhvervslivet vil måske tage lang tid at opnå, men det er vigtigt, at vi bider os fast. Amnesty er jo en vagthund, som overvåger og afslører overgreb på menneskerettighederne, men først og fremmest er vi en græsrodsbevægelse, og det mener jeg, er en styrke. Selvfølgelig skal Amnesty dokumentere, men man bliver også nødt til at forvandle den information til mellemmenneskelig kontakt og interaktion. Den viden skal komme til live mellem mennesker. Så kan folk måske være uenige, men det er vigtig, at det sker i en åben og fri debat”.

Jeg ville også råde min egne børn til at tage kampen, hvis de møder uretfærdighed

Farah Sabouri

”Jeg har altid sagt fra over for uretfærdighed, selv dengang jeg gik i folkeskole tilbage i Iran. Jeg kan huske engang, hvor en lærer talte grimt til en elev og mine klassekammerater, og jeg gik til ledelsen og klagede. Rektor blev sur og straffede os ved ikke at sende en lærer hen i vores klasse. Men så overtog jeg bare undervisningen. Vi krævede, at læreren skulle undskylde sin opførsel, og det lykkedes. Mine forældre var måske ikke så glade for den måde, jeg protesterede på, men de støttede mine principper. Jeg har fået med hjemmefra, at man skal opføre sig ordentligt over for sine medmennesker.

Navn: Farah Sabouri
Profession: Civilingeniør
Bopæl: Aalborg
Medlem af Amnesty i over 20 år.

På universitetet blev jeg en del af en oppositionsgruppe imod regeringen. Vi kunne i det første år efter revolutionen i 1979 protestere ret frit, så da regeringen begyndte at slå ned på sine modstandere, var det ret nemt for dem at identificere os, der havde andre holdninger. Jeg havde venner og familiemedlemmer, som blev fængslet og tortureret. Endog nogen, der blev henrettet. Dag for dag oplevede jeg, at jeg ikke længere kunne bevæge mig frit mere, at jeg blev overvåget af styret. Nogle nære kammerater blev anholdt, og min far fik at vide, at jeg skulle passe på. Til sidst var jeg nødt til at flygte.

Det vigtigste for mig er at kæmpe imod ligegyldighed over for uretfærdighed. Vi må ikke bare være tavse og lade overgreb ske. At melde mig ind i Amnesty var en selvfølge for mig, for menneskerettighederne har altid været mit hjertebarn, og arbejdet mod diktaturstater, uretfærdige fængslinger, tortur og dødsstraf ser jeg som kernen og den absolut vigtigste del af Amnestys arbejde. I starten var jeg passivt medlem, men efterhånden har jeg engageret mig i lokalgruppen, holdt foredrag om menneskerettigheder og er medlem i et par udvalg.

Når jeg fortæller andre mennesker om menneskerettighederne, håber jeg selvfølgelig, at jeg kan rejse nogle tanker. Folk behøver ikke blive aktivister, men måske kan jeg få dem til at se for eksempel flygtningesituationen fra en anden vinkel end deres egen privilegerede hverdag. Få dem til at forstå, hvor horrible ting folk har været igennem, når de har måttet sige farvel til deres familie og deres land. At være med til at sætte fokus på menneskerettigheder og få flere til at melde sig i kampen mod undertrykkelse af disse rettigheder sletter ikke min egen oplevelse og mit eget savn efter min familie, men det giver mig håb. Til foredrag bliver jeg ofte spurgt, om jeg synes, min aktivisme har været prisen værd? Til det svarer jeg ja. Jeg ville også råde min egne børn til at tage kampen, hvis de møder uretfærdighed. Hvis vi ikke yder modstand, hvis vi ikke handler, vil tingene blive endnu værre”.

Gør som Amalie, Farah, Gonzalo og Jakob

Bliv medlem i dag

Så er du med til at skabe en mere retfærdig verden

Meld dig ind >