Ni aktivister og journalister er anholdt under OL i Sochi, deriblandt to medlemmer af Pussy Riot, som angiveligt er arresteret efter et tyveri på deres hotel.
Amnesty International opfordrer de russiske myndigheder til omgående at løslade ni journalister og aktivister, som er blevet anholdt under OL i Sochi. Blandt de anholdte er de to prominente medlemmer af Pussy Riot, Nadezhda Tolokonnikova og Marya Alyokhina, som i december blev løsladt efter at have tilbragt næsten to år i fængsel, samt journalister fra Radio Free Europe og Novaya Gazeta, som er en af Ruslands få uafhængige aviser.
Ifølge myndighederne er Pussy Riot aktivisterne anholdt for at stjæle på det hotel i Sochi, hvor de bor. Men anholdelsen finder sted, få dage før bandet skulle indspille en ny musikvideo med titlen “Putin will teach you how to love your Motherland”. Ifølge Pussy Riot aktivisterne er det tredje gang på tre dage, at de bliver tilbageholdt af politiet.
Håb erstattet af håndjern
“I Putins Rusland har myndighederne ændret betydningen for de olympiske ringe. Fra at symbolisere håb og menneskets godhed til nu at symbolisere håndjern, som lægger ytringsfriheden i lænker”, siger John Dalhuisen, direktør for Amnestys europæiske kontor.
De ni anholdelser er langt fra de første under OL i Sochi. Næsten dagligt er der rapporter om anholdelser af aktivister både i Sochi og i selve det olympiske område.
“Det her er skandaløst. Folk bliver angrebet udelukkende for at udtrykke deres kritiske holdninger. Den Olympiske Komite må fordømme anholdelserne af aktivister i Sochi,” siger John Dalhuisen.