15-årige Berkin Elvan, der blev ramt af en tåregasgranat affyreret af det tyrkiske politi, døde tirsdag aften efter en længere periode i koma. Det udløste demonstrationer i 31 byer.
15- årige Berkin Elvan døde den 11. marts på et hospital i Istanbul. Han havde været i koma siden juni 2013.
Midt under Gezi Park-demonstrationerne, som fandt sted sidste år, blev han ramt af en tåregasgranat – til trods for, at han ikke selv deltog i demonstrationerne.
”Berkin Elvans død må være en brat opvågning for de tyrkiske myndigheder, som har tolereret politivold alt for længe”, siger Andrew Gardner, Amnestys researcher i Tyrkiet.
Fjerde offer
”Berkin er den fjerde person, som dør. Det er en direkte konsekvens af den politivold, som var gennemgående ved Gezi Park-demonstrationerne sidste år. At politiets voldelige metoder ikke er blevet undersøgt, har efterladt tusinder af sårede mennesker, og ramt en nerve, der resulterer i en bølge af demonstrationer mod regeringen – og disse blusser op igen i dag”, siger Andrew Gardner.
Tusindvis har været samlet i 31 forskellige byer i Tyrkiet for at protestere mod straffefrihed til politiet. Det har ført til sammenstød mellem politi og demonstranter samt brug af tåregas og vandkanoner.
Ansvarlige ikke straffet
Efterforskningen af sagen med Berkin har været langvarig og ineffektiv, og sagen er på ingen måde enestående. I de 9 måneder, der er gået siden demonstrationerne, er der kun foretaget 2 sigtelser trods tusindevis af anklager. De ansvarlige for at have affyret granaten, der ramte Berkin Elvan, er endnu ikke blevet identificeret.
Amnesty har i en tidligere rapport dokumenteret, at politiets brug af tåregas, vandkanoner, plastikkugler og vold mod demonstranter ved Gezi Park-demonstrationerne har resulteret i mere end 8.000 sårede.
Folk, der har hjulpet demonstranterne eller rapporteret volden bagefter, såsom læger, advokater og journalister, er selv blevet udsat for trusler og chikane.