I Cypern er hundredvis af flygtninge og asylansøgere spærret inde – uden de har begået noget kriminelt. Blandt de tilbageholdte er syriske flygtninge og kvinder, som bliver adskilt fra deres små børn.
Menogia i Cypern kaldes ikke officielt et fængsel. Men Amnestys researchere kan bekræfte, at hundredvis af flygtninge og asylansøgere tilbageholdes under fængselslignende forhold.
Et metalhegn på flere meter omringer Menogia, hvor flygtninge kun må være udenfor i 2,5 time om dagen. Mellem 10:30 og 7:30 bliver de låst inde i en lille celle, som de må dele med syv andre. Værelset måler 18 kvadratmeter, hvor størstedelen af rummet er optaget af hårde metalsenge.
Flygtningene, som hovedsageligt består af syrere, bliver tilbageholdt i op til 18 måneder eller længere – til trods for, at de ikke har begået noget kriminelt
Kvinder adskilles fra deres børn
Under et besøg i Cypern har Amnestys researchere fundet beviser på, at Cypern bryder sine forpligtelser som EU-land. Det sker blandt andet når kvinder, der tilbageholdes, adskilles fra deres små børn.
Amnesty kan dokumentere, at børn på helt ned til 19 måneder bliver fjernet fra deres mødre og overgivet til de sociale myndigheder, mens kvinderne sad fængslet.
Mødre fortæller, hvordan går hårdt ud over børnene. En kvinde fortæller, hvordan hendes søn bliver ved med at græde. En anden kvinde siger, at hendes søn hverken vil tale eller smile i løbet af den korte tid, hun har med ham i det fængselslignende Menogia.
“Der er ingen undskyldning for at adskille en kvinde, som ikke har begået noget kriminelt, fra sit barn. Behandlingen af indvandrere i Cypern er nedværdigende og fuldstændig unødvendig”, siger Sherif Elsayed- Ali, leder af Amnestys kontor for flygtninge og indvandreres rettigheder.
Vil skræmme flygtninge væk
I Cyperns Menogia er det snarere reglen end undtagelsen at tilbageholde flygtninge i fængsels-lignende tilstande. Cypern har ret til som nødløsning at tilbageholde flygtninge, hvis der er tilstrækkeligt grundlag for tilbageholdelsen. Men fængslingerne sker konsekvent og uden grund.
“Cyperns regering forsøger tydeligvis at sende et signal om, at de har en stram holdning til immigranter ved deres hensynsløse og vilkårlige indespærring af indvandrere. Mange ved ikke hvorfor de er indespærret, eller hvad der kommer til at ske med dem. Vi kan konkludere, at Cypern tilbageholder syrere for at sende et signal om, at syrere ikke er velkomne i Cypern”, siger Sherif Elsayed- Ali.