Fængsel på livstid. Den straf risikerer kvinder og sundhedspersonale i Nordirland, hvis en kvinde får foretaget en ulovlig abort. Abortlovgivningen begrænser nordirske kvinders adgang til rådgivning og lovlige aborter, dokumenterer Amnesty International.
Straffen for ulovlige aborter i Nordirland er den hårdeste i Europa, og både kvinden, der får foretaget aborten, og det sundhedspersonale, der hjælper hende, risikerer at blive fængslet på livstid. Det skaber frygt blandt læger og sygeplejersker i Nordirland. I praksis betyder det, at de heller ikke tør udføre lovlige aborter, viser en ny rapport fra Amnesty International.
”Den skamfulde mangel på politisk handling på det her område har skabt et klima af frygt for sundhedspersoner”, siger Grainne Teggart, der er Amnestys researcher i Nordirland.
”Postnummer-lotteri”
Selvom abort er tilladt i Nordirland, hvis kvindens liv er i fare, eller hvis hun risikerer langvarige fysiske eller psykiske skader, så mangler der klare retningslinjer til det sundhedspersonale, der skal beslutte, om en kvinde kan få foretaget en abort.
”Nordirlands politikere har fraveget deres ansvar for kvinders sundhed alt for længe. Sundhedsministeriet skal opfylde sine forpligtigelser over for kvinder i Nordirland ved at lave ordentlige retningslinjer til det sundhedspersonale, der møder kvinderne”, siger Grainne Teggart.
Kombinationen af hårde straffe for ulovlige aborter og uklarhed i reglerne om lovlige aborter betyder, at læger er tilbøjelige til ikke at foretage en abort, viser Amnestys rapport. Det er derfor afgørende, hvor en kvinde bor, hvis hun vil have foretaget en lovlig abort. Især kvinder, der bor på landet eller i de vestlige dele af Nordirland, har ikke adgang til aborter.
Får foretaget aborter i udlandet
Hvert år er nordirske kvinder nødt til at rejse til udlandet for at få foretaget en abort. Det nordirske social- og sundhedsministerium anslår, at det drejer sig om 1000 kvinder, der årligt tager til England eller Wales, men interesseorganisationer mener, at tallet kan være dobbelt så højt. Til sammenligning blev der i år 2013 og 2014 kun udført 23 lovlige aborter i Nordirland.
”Ingen politikere i et civiliseret land skal tvinge kvinder til at efterlade deres familie og elskede for at rejse til et andet land for at få en abort”, siger Donagh Stenson fra British Pregnancy Advisory Service, der er en interesseorganisation for kvinders reproduktive rettigheder.
Selv de aborter, hvor kvinden er blevet gravid efter en voldtægt eller som et resultat af incest, kan udløse livstids fængsel for kvinden og sundhedspersonalet.
Amnesty efterlyser handling
Amnesty anbefaler, at det nordirske sundhedsministerium omgående laver retningslinjer for, hvornår en kvinde kan få foretaget en abort. Det skal sikre kvinder i hele Nordirland lige adgang til at få foretaget aborter.
Derudover anbefaler Amnesty, at det nordirske styre fjerner straffen for ulovlige aborter, og i stedet sikrer, at kvinder har adgang til aborter i overensstemmelse med internationale menneskerettigheder.