Skandalerne ruller i den internationale sportsverden. FIFA er under anklage for korruption og køb af stemmer ved tildelingen af værtskabet for de kommende VM-slutrunder i Rusland og Qatar, hvor menneskerettighederne er under pres. Hvorfor stiller FIFA og Den Internationale Olympiske Komité ikke større krav til arrangørerne af OL og VM om at overholde grundlæggende menneskerettigheder?
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #4 2015
Tekst: Ole Hoff-Lund
Foto: Polfoto
Sidste år havde de europæiske fodboldfans fået nok. De var trætte af korruptionsskandalerne i FIFA og oprørte over, at de to kommende VM-slutrunder skal afholdes i Rusland og Qatar, som begge er berygtede for at undertrykke basale menneskerettigheder.
Derfor tog Football Supporters Europe kontakt til en række organisationer – herunder Amnesty International – for at se, om de i fællesskab kunne presse etiske forandringer igennem i FIFA og Den Internationale Olympiske Komité (IOC).
Sammen dannede de Sports and Rights Alliance, som forener fans, organisationer og internationale fagforbund i kampen for at respektere menneskerettighederne, når FIFA og IOC fremover tildeler værtskaber for de store sportsevents.
”Fans over hele verden kræver forandring. Alt for ofte har vi set mennesker blive sparket ud fra deres hjem for at give plads til nye byggerier ved de store sportsevents. Vi har set udnyttelse af arbejdere og uoprettelige skader på miljøet. Tildelingen af værtskaber for de store sportsbegivenheder er uigennemskuelig. Sportsverdenen er indflydelsesrig og kan gøre meget godt, men de store idrætsorganisationer har tilsyneladende tabt mange af sine idealer af syne”, siger Daniela Wurbs fra Football Supporters Europe.
Kontrakt for rettigheder
I februar skrev Sports and Rights Alliance til præsidenten for IOC, Thomas Bach, for at præsentere sine forslag til forandring. Det skete i håb om, at IOC ville tage anbefalingerne med på det topmøde, hvor IOC skulle diskutere en ny Agenda 2020-plan for den olympiske bevægelses fremtid.
Først og fremmest peger organisationerne på, at kriterierne for at blive værtsby skal bygge på en kontrakt, der inkluderer beskyttelsen af en stribe grundlæggende rettigheder, forklarer Naomi Westland, der er Amnestys repræsentant i The Sports and Rights Alliance.
”Det gælder for eksempel ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til at danne fagforeninger og forhandle overenskomster og retten til ikke at blive tvangsflyttet. Kontrakten er ikke til forhandling, den er absolut bindende for alle parter, og overholdelsen af kontrakten skal overvåges minutiøst fra det øjeblik, værtskabet bliver tildelt”, siger Naomi Westland.
Skulder ved skulder
Men selv om IOC tog positivt imod forslaget og signalerede vilje til at samarbejde med Sports and Rights Alliance, så mødte IOC-præsident Thomas Bach fire måneder senere op til European Games i Aserbajdsjan og stod skulder ved skulder med præsident Ilham Aliyev uden at ytre et eneste ord om de voldsomme overgreb, som aktivister og fredelige demonstranter var blevet udsat for i landet forud konkurrencerne.
Og da IOC i september offentliggjorde den kontrakt, som værtsbyen for OL i 2024 skal leve op til, stod der ikke et ord om at beskytte og respektere menneskerettighederne.
”IOC kan ikke benægte, at OL tidligere har ført til krænkelser af menneskerettighederne. Derfor er det endnu mere overraskende, at de udelader en direkte reference til menneskerettighederne i kontrakten for den kommende værtsby”, lyder det fra Naomi Westland.
Stråler på scenen
Jens Sejer Andersen, der er international direktør i organisationen Play the Game, peger også på European Games i Aserbajdsjan som et eksempel på, at IOC har lang vej til målet om at skabe forandringer med sin Agenda 2020. Play the Game forsøger aktivt at præge den internationale sportsverden i en mere bæredygtig – og mindre korrupt – retning, og Aserbajdsjan var et udtryk for det stik modsatte.
”Når en regerende familie som Aliyev i Aserbajdsjan bruger 60 milliarder kroner på at afholde European Games, som er en slags europæisk OL, så viser det, er menneskerettighederne er et underordnet hensyn. De er bare til besvær. Det handler jo om at få Aserbajdsjan og familien Aliyev til at stråle på den internationale scene. Men vi taler altså om en familie, der formentlig er stærkt korrupt, og som har en tendens til at smide kritikere i fængsel”, siger Jens Sejer Andersen til AMNESTY.
På spørgsmålet om, hvorfor flere og flere af de store sportsbegivenheder havner hos lande, der notorisk krænker menneskerettighederne, svarer Jens Sejer Andersen uden tøven:
”De tilbyder kolossale investeringer, som gør begivenhederne mere glamourøse og giver toplederne i de store idrætsforbund mulighed for at polstre deres egne bankkonti”.
-Jens Sejer Andersen, Play the Game
Mafiøse idrætsorganisationer
Jens Sejer Andersen peger på, at de store sportsevents for alvor blev økonomiske interessante fra midten af 1980’erne i takt med, at prisen for tv-rettighederne voksede.
”Siden har der været fokus på profit. Men de store idrætsorganisationer er opbygget på en temmelig mafiøs måde, og derfor ligger tildelingen af værtskaber ikke i de mest trygge hænder”.
Omvendt peger han på, at debatten om sport og menneskerettigheder har taget et kvantespring de seneste ti år. Både EU og Europarådet har det højt på dagsordenen, og FIFA og IOC er kommet i strid modvind i den offentlige debat. Så er de presset til at vise, at de i det mindste tager problemerne alvorligt.
”Om Agenda 2020 får reel betydning for fremtidige valg af værtsbyer, eller om det bare er en PR-øvelse, hvor landene tager så meget sminke på, som masken kan bære, er uklart. Men nu er der i det mindste noget at holde IOC op på, og der er en politisk bevægelse i gang”, siger Jens Sejer Andersen.
FIFA har brug for hjælp
I FIFA har skeletterne for længst væltet alle skabene. For nylig suspenderede FIFA den mangeårige præsident Sepp Blatter på anklager om korruption, millionbestikkelse og køb af stemmer i forbindelse med tildelingen af VM-værtskaber. Medier og efterforskere leder i øjeblikket efter den rygende pistol, der kan bevise, at tildelingen af værtskabet for VM i 2018 i Rusland og 2022 i Qatar fandt sted på et bagtæppe af knitrende dollarsedler.
Forude venter et valg af ny præsident og – formentlig – en storvask, men flere af kandidaterne har selv en blakket fortid. Deriblandt Sheikh Salman bin Ebrahim al-Khalifa fra Bahrain, som stod i spidsen for den komité, der i 2011 fik 150 af Bahrains elitesportsudøvere arresteret, fordi de deltog i fredelige protester mod styret. Flere af dem blev udsat for tortur.
De store FIFA-sponsorer – VISA, Coca-Cola, Budweiser og McDonald’s – er også begyndt at røre på sig, og verdens sportsfans vidste ikke, om de skulle grine eller græde, da det kom frem, at Qatar under VM i håndbold i januar betalte tilskuere for at rejse ned til ørkenstaten for at fylde op på de ellers tomme tribuner, der ville gøre sig dårligt på tv.
Men hjælpen til at rydde op skal nok ikke findes i håndboldverden. I hvert fald var sportschef Ulrik Wilbek fra Dansk Håndbold Forbund klar i mælet, da han under VM i Qatar delte sine indtryk af værtslandet:
”Hvor meget ved vi egentlig? Det bliver meget hurtigt et billede af, at det er verdens værste stat. Og det synes jeg tit, det gør. Sådan var det også, da vi skulle til OL i Kina. Så kom Amnesty International pludselig – de har så ikke interesseret sig for Kina hverken før eller siden, men de gjorde det i det halve år op til OL. Det var flot. Og sådan bliver det tit”, sagde Ulrik Wilbek og afslørede dermed, at han ikke læser Amnestys mange rapporter om Kina og Qatar.
DBU rykker
Det gør Dansk Boldspil Union (DBU) til gengæld. Og det i en grad, så DBU netop har indgået en samarbejdsaftale med Amnesty for at fremme forståelsen af menneskerettigheder i DBU’s internationale arbejde.
Forud for fodboldkampe og turneringer i udlandet skal Amnesty fremover briefe DBU’s trænere, ledere og spillere om menneskerettighedssituationen i værtslandet. Hvis der er kritisable forhold, vil DBU bringe disse sager op i internationale fora som UEFA og FIFA samt over for værtslandenes fodboldorganisationer og støtte op om forbedringer af forholdene.
”Ved afholdelsen af VM og andre store mesterskaber kan menneskerettigheder komme under særligt pres, fordi værtslandet ønsker at fremstå så problemfrit som muligt. DBU vil arbejde for, at respekt for menneskerettigheder indgår som et væsentligt kriterium i udvælgelsen af værtslande”, siger den nye aftale.