Kinesiske advokater risikerer tortur og chikane for at hjælpe borgere med menneskerettighedssager, dokumenterer en ny rapport fra Amnesty.
Den kinesiske regering har sat gang i en række foranstaltninger, der kan bruges til at undertrykke menneskerettighedsadvokater. Det dokumenterer en ny rapport fra Amnesty.
Rapporten viser, at Kinas bestræbelser på at kontrollere advokater er intensiveret de seneste to år – og især de sidste par måneder.
“Menneskerettighedsadvokater oplever, at staten gør alt for at få dem til at tie stille. De får tilbagekaldt deres licenser, de bliver chikaneret, forsvinder eller udsættes for tortur,” siger Catherine Baber, vicedirektør for Amnestys Asien-afdeling.
Staten betragter menneskerettighedsadvokater som en trussel
Den kinesiske regeringen frygter en “Jasmine Revolution” inspireret af det arabiske forår, og det har ført til tilbageholdelse af snesevis af regeringens kritikere og aktivister siden februar.
Som en del af indgrebet går regeringen efter advokater, der arbejder med emner som religionsfrihed, ytringsfrihed og ejendomsret.
“Den kinesiske stat forsøger at knuse dem, den opfatter som en trussel,” konkluderer Catherine Baber.
“Menneskerettighedsadvokater bliver regeringens mål, når de forsøger at bruge loven til at beskytte borgerne mod overgreb fra staten. Regeringen skal løslade alle dem, der er tilbageholdt for at beskytte befolkningens grundlæggende rettigheder,” tilføjer hun.
Amnesty: Advokater, der beskytter andre, skal selv beskyttes
Amnesty International opfordrer den kinesiske regering til at give licenserne tilbage de advokater, der er blevet frataget deres ret til at arbejde som advokat, fordi de har arbejdet med menneskerettighedssager.
“Advokater selv skal være beskyttet – først da vil de være i stand til at udøve deres fulde rolle i beskyttelsen af menneskerettighederne,” siger Catherine Baber.