Folketingets beslutning om at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme er et kæmpe skridt for transkønnede i Danmark og resten af verden.
Som det første land i verden har Danmark besluttet, at transkønnethed ikke længere skal klassificeres som en psykisk lidelse.
Transmiljøet i Danmark og Amnesty har gennem længere tid presset på for at få fjernet transkønnethed fra Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiske lidelser, og i dag meddelte et enigt sundhedsudvalg i Folketinget så, at det vil ske med virkning fra 1. januar 2017 – hvis ikke verdenssundhedsorganisationen WHO har valgt at gøre det inden da.
”Det er et kæmpe skridt – ikke kun for danske transkønnede, men for transkønnede over hele verden, at de danske politikere så tydeligt har sagt ja til at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske lidelser. Det gør Danmark til et foregangsland for transkønnedes rettigheder, og Amnesty vil også gerne rose regeringen for den store indsats i WHO, hvor den har arbejdet på at få ændret diagnosekodesystemet”, siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty.
Beslutningsforslaget om at fjerne transkønnethed fra Sundhedsstyrelsens diagnosefortegnelse over psykiske lidelser blev fremsat af Alternativet og Enhedslisten i oktober 2015, og i løbet af maj har resten af Folketingets partier tilsluttet sig forslaget.
Amnesty udgav den 1. marts i år en briefing, der dokumenterer, at danske transkønnede diskrimineres i sundhedssystemet og får deres ret til sundhed og privatliv krænket – blandt andet ved at skulle svare på dybt private spørgsmål om sex. Derfor håber Trine Christensen, at dagens historiske beslutning ikke får lov til at stå alene.
”Det er vigtigt, at politikerne sikrer, at der følger rettigheder med, og at man ændrer behandlingen, så danske transkønnede får en værdig behandling uden diskrimination og ikke længere tvinges i psykiatriske udredninger”.
Kampagnen er lavet i samarbejde med :
Copenhagen Pride, Killjoy.dk, Lgbt ungdom, Foreningen for Aseksuelle i Danmark (FAD), LGBT-liv i AIDS-Fondet, Trans Politisk Forum, Lambda og Amnesty International