Danmark har længe vidst, at Tyrkiet tvangsudsender flygtninge trods risiko for overgreb, viser aktindsigt til medlemsbladet AMNESTY.
Alt imens Tyrkiet har afvist Amnestys dokumentation for, at landet tvangsdeporterer flygtninge til Syrien, og EU-kommissionen har skamrost Tyrkiet for sin flygtningehåndtering, har det internt i det danske Udlændinge- og Integrationsministerium været velkendt, at Tyrkiet tvangsudviser flygtninge trods risiko for tortur og overgreb.
Det viser aktindsigter indhentet af medlemsbladet AMNESTY.
I et internt dokument sendt mellem to kontorchefer i ministeriet den 8. oktober 2015 hedder det om Tyrkiet:
”Flygtninge fra lande uden for Europa får således ikke asyl, men myndighederne accepterer som hovedregel, at de opholder sig i landet, mens UNHCR behandler deres asylsag, og indtil de kan genbosættes i andre lande. Der er dog eksempler på, at Tyrkiet ikke overholder flygtningekonventionens forbud mod refoulement”.
Men selv om Danmark er bekendt med Tyrkiets brud på forbuddet mod refoulement (tvangsudsendelser trods risiko for overgreb, red.), har regeringen varmt støttet EU-aftalen om at tilbagesende flygtninge fra Grækenland til Tyrkiet.
Udlændingeminister Inger Støjberg (V) ville over for Radio24syv den 20. maj ikke svare på, om der er en risiko for, at Tyrkiet med tvang videresender flygtninge til eksempelvis Syrien:
”Så meget som jeg overhovedet kan have vished for det, så mener jeg jo, at ja, vi kan godt sende flygtninge tilbage til Tyrkiet”, sagde Inger Støjberg til programmet Globus.
Risiko for tortur
I de interne dokumenter, som AMNESTY har fået aktindsigt i, fastslår chefen for ministeriets kontor for asyl og visum desuden, at udsendelsen af en person til risiko for tortur eller lignende strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention:
”Et land må endvidere ikke udsende en person til et land, hvorfra personen risikerer at blive videresendt til et tredjeland, hvor personen risikerer tortur eller lignende”, skriver kontorchefen.
Den erkendelse nåede en græsk appeldomstol i Athen også frem til i slutningen af maj, hvor dommeren afviste at tilbagesende en syrisk mand til Tyrkiet af præcis samme årsager: Tyrkiet giver ikke fuld beskyttelse til flygtninge og lever ikke op til princippet om non-refoulement.
Afsløringen af, at den danske regering siden efteråret har været bekendt med tyrkiske tvangshjemsendelser, møder kritik fra Amnesty.
”Danmark kan ikke blive ved med at hævde, at man i god tro støtter tilbagesendelserne af flygtninge fra Grækenland til Tyrkiet. I stedet for at sidde på denne viden i ministeriet og ignorere nye rapporter om tvangshjemsendelser til Syrien burde Danmark trække sin støtte til EU-Tyrkiet aftalen og
arbejde for, at flygtninge ikke tvinges tilbage til mulig tortur og overgreb”, siger Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Danmark.
Alternativet har nu kaldt Inger Støjberg i samråd om sagen.