Twitter giver online chikane frit spil

På 12-års dagen for verdens første tweet retter Amnesty nu hård kritik mod Twitter og kritiserer den sociale medieplatform for ikke i tilstrækkelig grad at beskytte kvinder mod chikane og trusler online. Twitter nægter til gengæld at offentliggøre, hvordan de håndterer klager over chikane og trusler, som fremføres på deres platform.

Trods gentagne løfter om at ”rydde op” på deres sociale medieplatform gør Twitter langt fra nok, når det kommer til at håndtere kvinders indberetninger om tilsvininger og trusler om voldtægt eller død.

Twitter har for nyligt erklæret, at virksomheden ”står sammen med kvinder over hele verden”, og tidligere på måneden lovede Twitters CEO, Jack Dorsey, offentligt at sikre et bedre debatklima på Twitter.

Nægter at offentliggøre data

Men det løfte klinger hult, mener Amnesty, der gentagne gange har fået afvist forespørgsler om at få Twitter til at offentliggøre relevante data for, hvordan virksomheden konkret håndterer indberetninger om onlinechikane.

”Vores analyse viser, at Twitter svigter, når det kommer til at sikre en passende behandling af dem, der oplever onlinevold og chikane på deres platform. Som virksomhed bør de gøre langt mere for at sikre kvinders menneskerettigheder”, siger Azmina Dhrodia, der forsker i teknologi og menneskerettigheder hos Amnesty International.

En svinesti af trusler

I den nye rapport ”Toxic Twitter” afdækker Amnesty International, hvordan Twitter har svigtet, når det kommer til at håndtere den chikane og de trusler, som særligt kvinder møder online.

”Kvinder har ret til at leve i frihed fra diskrimination og vold, både offline og online. Men ved at tillade denne form for angreb mod kvinder at florere, underminerer Twitter kvindernes rettigheder. Trods gentagne løfter om at rette op, så mødes mange kvinder stadig af en svinesti af dødstrusler, voldstrusler og racistiske og homofobiske udsagn, når de logger på Twitter”, siger Azmina Dhrodia.

Men i et svar til Amnestys research erklærer Twitter sig uenig og fastslår, at man ”ikke kan slette had og fordomme fra samfundet”. Twitter forklarer også, at virksomheden har foretaget over 30 ændringer på sin platform de seneste 16 måneder for at styrke sikkerheden, og at man oftere går i rette med krænkende tweets. Twitter afviser igen at give Amnesty adgang til informationer om, hvordan de håndterer indberetninger om chikane med begrundelsen om, at sådanne data ”ikke er informativ”.

Fjerner fokus fra eget ansvar

Den undskyldning er dog ikke god nok, mener Amnesty.

”Twitter har gentagne gange forsøgt at fjerne fokus fra eget ansvar ved at pege på det generelle problem med had og fordomme i samfundet. Men vi beder dem ikke om at løse verdens problemer. Vi beder dem om at foretage konkrete ændringer, der sender et tydeligt signal om, at chikane mod kvinder ikke er velkomment på Twitter”, siger Azmina Dhrodia.

Chikane håndteres ikke

Amnestys rapport bygger på en kombination af kvalitative og kvantitative analyser foretaget inden for de seneste 16 måneder. Den indeholder interviews med 86 kvinder, og ikke-binære personer, heriblandt politikere, journalister og almindelige Twitterbrugere i Storbritannien og USA.

Interviewpersonerne er blevet spurgt til deres erfaringer med Twitters håndtering af deres indberetninger af chikane og trusler.

Twitter har vigtig rolle at spille

På baggrund af rapporten er Amnestys konklusion, at Twitter håndterer indberetninger af chikane vilkårligt – og nogle gange slet ikke – hvilket betyder, at trusler og tilsvininger får lov at blive stående i strid med Twitters retningslinjer, der forbyder trusler og chikane.

”I de seneste måneder har vi set en opblomstring af solidaritet og aktivisme fra kvinder verden over, og der er ingen tvivl om, at Twitter har en vigtig rolle at spille i bevægelser som #MeToo”, siger Azmina Dhrodia.

”Twitters seneste initiativer viser, at de gerne vil være en del af den bevægelse, men kvinder, der har oplevet chikane på Twitter, tror ikke på det. Hvis Twitter ikke tager yderligere konkrete tiltag henimod at identificere og gøre op med den chikane af kvinder, der foregår på platformen, så kan de ikke med troværdighed sige, at de er på kvindernes side”, siger Azmina Dhrodia