Søndag den 25. november er der demonstrationer i de fire største danske byer for en voldtægtslovgivning, der beskytter ofrene bedre. Kravet er en lov, der baserer sig på samtykke: Sex skal være frivilligt, ellers er det voldtægt. Over hele Europa kæmper kvinder i øjeblikket for de samme forandringer.
På gaderne i Aalborg, Aarhus, Odense og København lyder søndag den 25. november et krav om, at Danmark får en ny voldtægtslov, der er baseret på samtykke.
Støt kravet om bedre beskyttelse for voldtægtsofre og find din lokale demonstration her
Amnesty International er blandt den vifte af organisationer, som – på FN’s internationale dag for bekæmpelsen af vold mod kvinder – arrangerer demonstrationer i landets fire største byer og fremsætter kravet om bedre beskyttelse af voldtægtsofre.
”En samtykkebaseret voldtægtslovgivning vil bringe dansk lov ind i det 21. århundrede og stadfæste princippet om, at sex ALTID skal være frivilligt. Det vil give ofrene større retfærdighed og være et afgørende skridt i kampen for retten til egen krop”, siger Helle Jacobsen, programleder hos Amnesty Danmark.
Kampen for at få indført en lovgivning, der definerer voldtægt ud fra, om der er givet samtykke til sex eller ej – og altså ikke blot ud fra, om der er tale om tvang eller trusler om brug af magt – føres ikke kun i Danmark. Over hele Europa kæmper kvinder i øjeblikket for de samme forandringer med demonstrationer, kampagner og debatindlæg i medierne.
Antallet af kvinder, der udsættes for voldtægt, er da også chokerende på europæisk plan, mener Amnesty.
En Eurobarometer-undersøgelse blandt kvinder i EU-landene viser, at en ud af 20 har oplevet voldtægt, og at en ud af 10 har oplevet seksuel vold i en eller anden form. Amnesty International har analyseret voldtægtslovgivningen i 31 lande i Europa, og kun i 11 af landene har man en lovgivning, der definerer voldtægt som sex uden samtykke. Her er tale om lande som Irland, Storbritannien, Belgien, Cypern, Tyskland, Luxembourg, Island og Sverige.
Island og Sverige er de senest tilkommende i klubben af lande, hvis voldtægtslovgivning er baseret på samtykke. I Norge er det, trods pres fra adskillige organisationer og en veltilrettelagt kampagne fra gymnasieelever, endnu ikke lykkedes at få indført en samtykkebaseret voldtægtslovgivning. Til gengæld er Spanien og Portugal på trapperne med lovgivning i samme retning.
I Danmark har justitsminister Søren Pape Poulsen (K) sagt, at han vil overveje en ændring af loven, og det er netop det konkrete mål for demonstrationerne i de fire danske byer på søndag, hvor kravet er en ny og samtykkebaseret lov.
”Vi håber, at demonstrationerne vil sende et kraftigt signal til den danske regering om, at det er på tide at ændre lovgivningen. Vi vil ikke vente mere. Vi skylder danske voldtægtsofre, at de bliver beskyttet bedre”, siger Helle Jacobsen fra Amnesty Danmark.
Tal fra Justitsministeriet viser, at mere end 5.000 danske kvinder hvert år udsættes for voldtægt eller forsøg på det. I 2017 anmeldte 944 personer voldtægten til politiet, og ud af disse endte 94 med domfældelse. I Danmark skal det bevises, at ofret har været udsat for tvang, trusler om vold eller fysisk vold eller befundet sig i en hjælpeløs tilstand, før en voldtægt kan straffes.