En voldsom kamp om land og græsningsarealer har siden 2016 kostet tusindvis af nigerianere livet – mens myndighederne tøvende har set til. De fleste drab er sket i 2018, dokumenterer Amnesty i ny rapport.
”Min kone blev slagtet. De åbnede hendes mave, tog barnet ud og slagtede også det. Mine børn blev også slagtet. Jeg var i bushen i tre dage med deres døde kroppe, før soldaterne kom. Min far blev brændt foran moskeen, hvor han bad. De slog ham ihjel og brændte ham”.
Sådan lyder den voldsomme beretning fra et øjenvidne, der overlevede et af de mest dødbringende angreb på Fulani-samfundet i Taraba-staten i Nigeria den 17. juni 2017. Angrebet varede i fire dage, og efterfølgende blev dusinvis af lig fundet i bushen.
Myndigheder bærer stor del af skylden
I alt er 3641 mennesker blevet dræbt siden 2016 i en landsdækkende konflikt mellem bønder og hyrder, og flere tusinde er derudover blevet tvangsforflyttet – uden at de nigerianske myndigheder har grebet ind eller retsforfulgt de skyldige. Mere end halvdelen af drabene er sket i 2018.
Det dokumenterer en ny rapport fra Amnesty, der er baseret på 262 interviews med ofre, øjenvidner, samfundsledere, religiøse ledere, embedsfolk – herunder medlemmer af landets sikkerhedsstyrker.
”De nigerianske myndigheder har udvist grov inkompetence og har ikke beskyttet dets befolknings liv og fået afsluttet den intensiverede konflikt mellem hyrder og bønder. Myndighedernes apati har fået straffriheden til at blomstre og drabene til at sprede sig til mange dele af landet, hvilket har påført samfund – der allerede lever i konstant frygt for det næste angreb – endnu større lidelser”, siger Osai Ojigho, der er chef for Amnesty International i Nigeria.
Han tilføjer:
”Vores research viser, at disse angreb var nøje planlagte og koordinerede med brug af våben som maskingeværer og AK47-rifler. Ikke desto mindre har myndighederne gjort meget lidt med hensyn til forebyggelse, arrestationer og retsforfølgelse, selv når informationer om de mistænkte gerningsmænd var tilgængelige”.
Handler om land og græsningsmuligheder
Landsbybeboere i alle de områder, som Amnesty besøgte, beskriver, hvordan de har mistet alt, fordi deres hjem er blevet brændt ned og deres fødevarebeholdninger stjålet af overfaldsmændene. Siden 2016 har begge sider i konflikten i stigende grad forsøgt at ødelægge modpartens levebrød, hvor hyrder har sat ild til gårde, mens bønder har stjålet kvæg.
”Hovedårsagen til denne konflikt har intet at gøre med religion eller etnicitet; det handler hovedsageligt om land og adgang til græsning. Men nogle steder er kampen om ressourcer – på grund af sikkerhedsstyrkernes svigt – blevet brugt som et påskud for at dræbe og lemlæste langs med etniske og religiøse linjer”, siger Osai Ojigho.
Mindst 310 angreb er blevet registreret mellem 5. januar 2016 og 5. oktober 2018. Der er skete flest angreb i Adamawa, Benue, Kaduna, Taraba og Plateau. Men der er også registreret angreb i andre dele af landet – herunder i Enugu, Ondo, Oyo, Delta og Edo.
I Guma- og Logo-området vågnede beboerne op til en forfærdelig begyndelse på 2018, da bevæbnede bander i de tidlige timer af 1. januar dukkede op og spredte død og ødelæggelse. Angrebet varede i 11 dage og kostede mindst 88 mennesker livet.
Mistede alt i brand
Amnesty har interviewet 21 kvinder i de lokalsamfund, der er blevet angrebet. Mange fortalte, at de havde mistet deres mand og nu selv måtte tage sig af deres børn.
20. februar 2017 blev landsbyen Zilian i Kaduna-staten angrebet, og en kvinde beskrev, hvordan hun flygtede og gemte sig i et latrinhul i jorden. Hendes mand blev dræbt i angrebet og hendes seksårige datter alvorlig forbrændt.
”Da de var væk, trak jeg mig selv op af hullet og gik hjem. Jeg tænkte, at mine børn allerede var brændt til døde i huset, men jeg var nødt til at få det bekræftet. Da jeg nåede hjem, var der ild over det hele. De brændte huset, og der var ild i alt. Jeg så min mands lig på gulvet, og der var gået ild i hans ene ben, så jeg flyttede ham væk fra ilden”.
Kræver handling fra tavse myndigheder
De nigerianske myndigheder har ifølge både internationale og afrikanske menneskerettighedskonventioner en forpligtelse til at beskytte retten til liv. Alligevel kunne forskellige samfund fortælle Amnesty, at de underrettede sikkerhedsstyrkerne – uden der skete noget.
Amnesty delte sine resultater med regeringsmyndigheder og anmodede om at få information fra justitsministeriet, den nigerianske hær, nigeriansk politi og lokalregeringerne i delstaterne Adamawa, Benue, Enugu, Kaduna, Plateau og Taraba.
Kun myndighederne i Enugu vendte tilbage med en melding om, at fem personer bliver retsforfulgt for drab på 12 mennesker fra Nimbo-samfundet i Uzo-Uwani-området, der blev angrebet den 25. april 2016.
”Myndighederne bør undersøge sikkerhedsstyrkernes langsomme responstid, der er skyld i de chokerende mange døde. Som en del af denne proces bør sikkerhedsstyrkernes ledelse granske de enkelte hærføreres rolle, og myndighederne i de påvirkede delstater bør tilbyde en passende erstatning til konfliktens ofre”, siger Osai Ojigho.
Han kræver samtidig en tilbundsgående og uafhængig undersøgelse af alle menneskerettighedskrænkelser i konflikten. Ifølge chefen for Amnestys Nigeria-kontor skal resultaterne offentliggøres, og hvis der er tilstrækkelige beviser, skal de ansvarlige retsforfølges ved fair retssager.