Barnets tarv skal også gælde på Sjælsmark

Det er tydeligt, at de danske myndigheder ikke handler i barnets interesser, men i stedet bevidst udsætter dem for et massivt omsorgssvigt i forsøget på at få deres forældre til at rejse ud af Danmark, mener Amnesty Danmark.

I de seneste måneder har der lydt stor kritik af Udrejsecenter Sjælsmark fra organisationer som Røde Kors, Red Barnet, Børns Vilkår og senest Folketingets Ombudsmand. Fælles for kritikken har været et opråb til politikkerne om, at Sjælsmark er uegnet for børnefamilier.

Undersøgelser viser, at børn på Sjælsmark befinder sig i en institutionshverdag bestående af utryghed, ensomhed, angst og frygt for fremtiden. Alene i perioden fra d. 1. januar til den 3. december 2018 har Hørsholm kommune, hvor Sjælmark ligger, modtaget 51 underretninger fra personalet på udrejsecentret. Alle offentlige ansatte er forpligtet til at underrette offentlige myndigheder, når der opstår bekymring for et barns eller en ungs trivsel og udvikling.

I dag bor der over 90 børn på udrejsecentret, som åbnede i februar 2015. 

Amnesty mener, det er vigtigt at respektere de afgørelser, der er faldet i forhold til børnefamiliernes asylsager, men kritiserer samtidig, at de danske myndigheder bevidst udsætter i forvejen svært udsatte børn for et massivt og potentielt årelangt omsorgssvigt i forsøget på at få deres forældre til at rejse ud af Danmark.

Amnestys tre anbefalinger til de danske myndigheder lyder:  

1. Forsvar barnets tarv

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at barnets interesser (barnets tarv) er af afgørende betydning i sager, hvor børn indgår. Det er i tråd med FN’s Børnekonventions artikel 3. Barnets tarv og interesser bør derfor være et væsentligt opmærksomhedspunkt for danske myndigheder i sager om afviste asylbørn. Dette er ikke tilfældet for børnene, som lever på Udrejsecenter Sjælsmark, mener Amnesty.

Undersøgelser fra NGO’er og senest fra Folketingets Ombudsmand dokumenterer, at børn bliver nedbrudt af at opholde sig på Udrejsecenter Sjælsmark i en længere periode. Amnesty International opfordrer derfor de danske myndigheder til at sikre, at barnets tarv altid har afgørende betydning for børnefamiliernes sag på Sjælsmark.

2. Giv familier et værdigt familieliv

På Sjælsmark er der ikke køkkener til familierne, forældrene må ikke lave mad til deres børn, og familierne må ikke have køleskab på værelserne, medmindre nogen er syge, eller børnene er meget små. Familierne skal derfor benytte sig af udrejsecentrets bespisningsordning i kantinen, som tre gange dagligt åbner op for måltider.

Forældre kan med andre ord ikke give deres børn mad, når de er sultne, selv bestemme over madens sammensætning, eller spise maden i rolige omgivelser for dem selv, hvis de finder, at det er nødvendigt for familien. Det vanskeliggør familiernes mulighed for at skabe et værdigt og stabilt familieliv.

Amnesty mener, at det er vigtigt, at alle forældre kan give deres børn et værdigt familieliv. Dette kan ikke finde sted i Udrejsecenter Sjælsmark med de forhold, som familierne lever under i dag.

Børn trives og udvikles langt bedre i en almindelig hverdag i det omkringliggende samfund, end i en hverdag præget af institutionsforhold, hvor det er vanskeligt at etablere og opretholde en normal tilværelse, og hvor børnene i betydeligt omfang vil være omgivet af andre børn med samme vanskeligheder som dem selv.

Derfor anbefaler Amnesty International, at børnefamilier flyttes i boliger udenfor Udrejsecenter Sjælsmark. Børnefamilierne skal tidligst overføres til et udrejsecenter, når udrejsen er umiddelbart forestående.

3. En god skolegang og socialt samvær med andre børn

Uddannelse er afgørende for, at børn og unge kan udvikle sig og erhverve sig den viden, der er nødvendig, for senere at tage del i det samfund, de bor i.

FN’s Børnekonvention artikel 28 og 29 fastslår, at stater skal anerkende barnets ret til uddannelse, og uddannelsen skal blandt andet have til hensigt at udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og psykiske og fysiske formåenhed fuldt ud.

Når børnefamilier ankommer til Udrejsecenter Sjælsmark bliver de fleste børn i den undervisningspligtige alder placeret i Røde Kors’ asylskole i Lynge. Flere børn mistrives og keder sig på asylskolen, da det er svært at tilpasse undervisningen til de enkelte børns behov på grund af forskellige aldersgrupper, forskellig dansk niveau og børnenes forskellige faglige kompetencer. Der kan søges om optagelse i en almindelig folkeskole. Per 16. november 2018 går seks børn i skole i Allerød Kommune, tre børn går i skole i Hillerød Kommune, og to børn går i skole i Hørsholm Kommune. Herudover er der et barn i specialskole.

Amnesty International anbefaler, at alle børn på Udrejsecenter Sjælsmark får mulighed for at fortsætte i den folkeskole, de kom fra, eller kan blive overflyttet til en folkeskole tættere på deres bolig, så de kan oprette så stabil og tryg en hverdag som muligt og samtidig sikre socialt samvær med andre børn.

Baggrund

Den 11. februar 2015 slog Udrejsecenter Sjælsmark dørene op for de første midlertidige beboere.

Fire år senere bor der over 90 børn på udrejsecentret, hvoraf 58 børn pr. 9. september 2018 har boet i centeret i mere end seks måneder.

70 af de over 90 børn kommer fra lande, som politiet kategoriser som ”fastlåste” udsendelsesdestinationer, det vil sige lande, som det ikke er muligt at tvangsudsende til. Der er tale om Irak, Iran, Kuwait og Indien.

Forskning foretaget af Røde Kors viser, at ophold i asylcentre i mere end et år øger risikoen for varige skader på børn.