Amnesty kontaktede for nyligt 22 våbenproducenter og spurgte dem, hvordan de håndterer risikoen for, at deres våben vil blive brugt til at begå alvorlige menneskerettigheds-krænkelser. Ikke et eneste af firmaerne var i stand til at give et fyldestgørende svar.
Af Patrick Wilken, researcher på våbenkontrol hos Amnesty International
I denne uge deltager omkring 1000 våbenfirmaer i en af verdens største våbenmesser, DSEI, i London. De sælger alt fra dræberdroner til kampvogne og tåregas. Imellem de officielle gæster er repræsentanter fra Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Israel og Egypten.
Over de seneste år er regeringer kommet under pres for at genoverveje hensynsløse våbenhandler. En række lande har delvist eller helt indstillet våbensalg til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater på grund af menneskerettighedskrænkelser i Yemen, og Storbritannien er aktuelt under anklage ved domstolene for sin fortsatte våbeneksport til disse lande.
Våbenfirmaerne selv har imidlertid ikke været udsat for tilsvarende undersøgelser og krav om kontrol, til trods for at det ofte er muligt at spore våben, som er blevet brugt i angreb mod civile, til helt specifikke firmaer.
For eksempel eksporterede det franske firma Renault Trucks (i dag Arquus) mere end 200 pansrede køretøjer til egyptiske sikkerhedsstyrker.
Video og fotomateriale analyseret af Amnesty International viser, at disse køretøjer blev brugt af sikkerhedsstyrkerne, da de med vold satte ind mod demonstranter i landet imellem 2012 og 2015.
I Yemen har Amnestys researchere analyseret våbenrester fra et luftangreb udført i 2017 af den militære koalition ledt af Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater i hovedstaden Sanaá. 16 civile blev dræbt af våben, som var blevet fremstillet af den amerikanske forsvarsgigant Raytheon.
Det er klart, at våbenfirmaerne ikke selv har truffet beslutningen om at smide bomberne eller indsætte kampvognene. Men det betyder ikke, at de ikke bærer et ansvar.
Ligesom alle andre virksomheder har firmaer i forsvarsindustrien et ansvar for at respektere menneskerettighederne hvor end de opererer og uagtet af, hvilket statsligt regelsæt, de er underlagt.
Det betyder, at de skal udvise nødvendig omhu (due diligence) og vurdere risikoen for, at deres aktiviteter vil føre til brud på menneskerettighederne – herunder vurdere, hvordan deres kunder såsom statslige militærstyrker og politivæsen vil bruge deres våben.
Mangelfulde svar
Amnesty kontaktede for nyligt 22 våbenproducenter og spurgte dem, hvordan de håndterer risikoen for, at deres våben vil blive brugt til at begå alvorlige menneskerettighedskrænkelser. Ikke et eneste af firmaerne var i stand til at give et fyldestgørende svar på, hvad de gør for at leve op til deres ansvar under internationale standarder såsom FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv (UNGP).
De fleste firmaer syntes ikke engang at anerkende, at de havde et ansvar i forhold til menneskerettighederne og mente tilsyneladende, at det var tilstrækkeligt for dem at handle i overensstemmelse med nationale regler for eksport af våben.
Eksempelvis fortalte det franske firma Thales, at “efter levering til en kunde, har vores firma ingen kontrol overhovedet over hvilken brug – eller misbrug – som vores teknologier kan blive udsat for”.
Adspurgt om sit våbensalg til Saudi-Arabien, svarede britiske BAE Systems, at ”vores aktiviteter i Saudi-Arabien er underlagt den britiske regerings godkendelse og tilsyn”.
Da vi spurgte Raytheon, hvilke skridt firmaet havde taget for at undersøge og reagere på luftangrebet i Sanaá, svarede firmaet, at ”på grund af juridiske begrænsninger og kunderelationer…. giver Raytheon ikke information om vores produkter, vores kunder eller virksomhedsdrift.”
Firmaet svarede desuden, at militær- og sikkerhedsudstyr er underlagt regeringens tilsyn, som inkluderer ”en vurdering af internationale menneskerettighedskonventioner og folkeretten”.
Andre firmaer, såsom Rolls-Royce, Lockheed Martin, Saab og Airbus, der alle handler med militærkoalitionen under ledelse af Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, understregede blot, at de er bundet af licenser fra regeringen, hvori de tages højde for risici for menneskerettighederne.
14 virksomheder undlod helt at svare på Amnestys henvendelse – herunder russiske Rosoboronexport, som har forsynet Syriens væbnede styrker med militært isenkram, selvom de står anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Ud af skyggerne
Manglen på ansvarlighed har stået på alt for længe. Uanset statens rolle træffer firmaer beslutninger på højeste niveau, når de byder på disse højrisiko-kontrakter, og de må tage ansvar for de beslutninger og konsekvenserne af dem.
Juridiske koncepter om ”virksomheders meddelagtighed” i internationale forbrydelser er fortsat under udvikling, og de kan i fremtiden finde anvendelse på våbenfirmaer, som fortsætter med at levere våben til regimer og konfliktområder rundt omkring i verden, velvidende at våbnene risikerer at blive brugt i strid med international ret.
Det betyder, at virksomheder, som ikke udviser nødvendig omhu, potentielt sætter dem selv i risiko for at blive retsforfulgt for deres rolle i krigsforbrydelser.
Hver gang våbenmessen DSEI kommer til London protesterer hundredvis af borgere udenfor. De er rasende over, at regeringen i Storbritannien fortsætter med at rulle den røde løber ud for stater, der bruger våben til at begå alvorlige menneskerettighedskrænkelser.
Denne form for aktivisme bliver stadig mere udbredt. I maj blokerede havnearbejdere i Europa f.eks. for at våbenforsyninger til Saudi-Arabien blev lastet ombord på skibe.
I takt med at bevidstheden om våbenfirmaerne rolle i alvorlige menneskerettighedskrænkelser stiger, stiger også sandsynligheden for offentlig kritik og juridiske konsekvenser.
Våbenfirmaerne kommer ikke til at kunne gemme sig for evigt.