Da irske Lucy og Gaye voksede op, var abort ulovligt, tabuiseret og skamfuldt. Alligevel gik de forrest i kampen for en ny abortlov i Irland og fortalte deres egne historier for at sikre, at ingen kvinde skal opleve, hvad de har været igennem.
Af Nora Rahbek Kanafani
Artiklen er bragt i medlemsbladet amnesty #3 2019.
Dublin, Irland:
Regnskyerne hænger tungt over pladsen foran Dublin Castle. Et par turister tager fotos, ellers er her tomt.
Gaye Edwards og Lucy Watmough husker tydeligt, hvordan de sidste år sammen med tusindvis af andre irere var mødt op på pladsen på en brændende varm majdag og jublende havde modtaget nyheden om, at Irland med et overvældende flertal havde stemt for at fjerne landets abortforbud.
Minderne får stadig tårerne frem i øjnene på de to kvinder.
”Det var virkelig en smuk, smuk dag”, husker Gaye. ”Vejret reflekterede vores sindstilstand”.
Lucy og Gaye griner af, hvordan de i stemmeboksen begge tjekkede stemmesedlen utallige gange af frygt for at have sat krydset i den forkerte boks. Og Lucy fortæller, at da hendes mor ringede til hende med de første exitpolls, måtte hun sætte sig ned midt på gaden og hulke af glæde, så folk omkring hende troede, at nogen var død.
”Jeg tænkte mest på, at min lillesøster eller min datter, hvis jeg en dag får en sådan, aldrig skal behøve at gennemgå, det jeg har gennemgået”, siger hun.
Tvunget til udlandet
Der er næsten 30 år imellem Gaye og Lucy og deres aborthistorier er meget forskellige.
Men Irlands abortforbud tvang dem begge til at rejse væk for at få afbrudt deres graviditet. En rejse som op mod 4000 irske kvinder hvert år foretog, og som indtil for relativt nyligt ikke var noget, der blev talt højt om.
Gaye og Lucy har dog begge valgt at bryde tabuet og stå frem som del af kampagnen Repeal, der kæmpede for et ja til at fjerne forbuddet mod abort.
I 2001 var nygifte Gaye gravid med sit og manden Gerrys ønskebarn, da de ved en scanning i 20. uge fik at vide, at fosteret var uhelbredeligt sygt og ikke ville overleve fødslen.
Abortforbuddet betød imidlertid, at lægerne nægtede at afbryde graviditeten, og Gaye ville være tvunget til at gå tiden ud og føde barnet.
”Vi fik de værst tænkelige nyheder midt i en meget ønsket graviditet, og det var som om et helt land vendte ryggen til os og efterlod os på gaden,” fortæller Gaye.
De besluttede sig for at rejse til Belfast i Nordirland for at få afbrudt graviditeten, idet Nordirlands abortlov på den tid var lempeligere end Irlands.
Lucy blev gravid som 23-årig efter en kort flirt og vidste, at hun ikke var klar til at blive mor.
”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne spørge min læge om, og hvad jeg ikke kunne. Sad bare på hendes kontor og kunne høre mit hjerteslag i ørerne”.
I stedet for at spørge sin læge søgte hun efter råd på nettet. Efterfølgende slettede hun omhyggeligt sin søgehistorik, så den ikke ville afsløre hende.
”Mit pas var udløbet, og der gik flere uger, inden jeg kunne få et nyt. Og imens blev jeg bare mere og mere gravid. Jeg rullede et håndklæde op og lagde under toiletdøren, så ingen kunne høre mig kaste op om morgenen”.
Da Lucy endelig trådte ind ad døren på en abortklinik i London, var hun 10 uger henne – for langt i graviditeten til at få en medicinsk abort. Hun var nødt til at få en kirurgisk abort i fuld narkose. Omtåget og med smerter rejste hun samme dag med tog og fly hjem til Irland.
”Jeg følte, jeg ikke kunne lægge den byrde på nogen andre. Det havde jeg lært af samfundet”, fortæller Lucy.
Artiklen fortsætter under boksen…
Irlands abortlov
- Irlands nye abortlov trådte i kraft i januar i år og giver, ligesom den danske lov, ret til fri abort indtil 12. uge og senere i særlige tilfælde, hvis moderens liv og helbred er i fare eller hvis fosteret er sygt.
- Et flertal på 66,4 procent stemte for at tillade abort.
- Nordirland, Malta og Polen er de lande i Europa, der har flest begrænsninger i forhold til kvinders adgang til abort.
Vendepunktet
At Irlands abortforbud blev stemt ned med et så overvældende flertal, anses af mange for et nederlag for den katolske kirke. Også i 2015 gik irerne stik imod kirkens anbefalinger og stemte for at legalisere homoægteskaber.
Der skulle en ung kvindes død til, før debatten om abort for alvor kom på dagsordenen. Den indiske statsborger Savita Halappanavar, der arbejdede som tandlæge i Irland, var i 2012 gravid i 17. uge, da vandet pludselig gik.
Selvom det var tydeligt, at fosteret ikke var til at redde, nægtede lægerne at afbryde graviditeten, fordi fosterets hjerte stadig slog. Lægerne var sandsynligvis bange for at bryde abortforbuddet, der ville kunne koste dem op til 14 års fængsel.
Først efter fire dage stoppede fosterets hjerte, men da var det for sent og Savita Halappanavar døde af blodforgiftning.
Hendes død fik abortdebatten til at blusse op i det katolske land og blev et symbol på en lov, kritikerne anså for at vægte det ufødte barns liv højere end moderens.
Da resultatet af folkeafstemningen blev modtaget af folkemængden på pladsen foran Dublin Castle rungede hendes navn igen og igen: ”Savita, Savita, Savita”.
Jeff J Mitchell/Getty Images
Skammen
Trods aldersforskellen færdiggør Gaye og Lucy næsten hinandens sætninger, når de fortæller om en skolegang, hvor seksualundervisningen udelukkende bestod af diagrammer af en livmoder med en baby i. Hvor seksualitet, prævention eller abort ikke blev nævnt med et ord. Og hvor alle tiskede på gangen om den stakkels teenagepige, der var blevet gravid, og som skammen klæbede til, mens den unge far enten slet ikke blev nævnt, eller bare ”var en af gutterne”.
”Man hørte rygter om piger, der ”tog båden”, men der blev slet ikke snakket højt om abort” siger Lucy.
Læs også: Abortkrigens tropper kæmper i Alabama
Det gør der i dag, er de enige om. Kampagnen og afstemningen har ført til, at en del af skammen er blevet fjernet, men det er sket med små skridt ad gangen.
Året efter at Gaye havde mistet sit barn, overvejede Irlands parlament et lovforslag, der yderligere skulle skærpe det allerede restriktive abortforbud. Det fik Gaye til at skrive et indlæg til Irish Times, hvor hun fortalte sin egen historie. ”Jeg følte en stor uretfærdighed var blevet begået mod mig. Men jeg havde ingen erfaring med politik eller aktivisme. Da jeg senere hørte om andres historier, der lignede min, begyndte jeg at tænke at hvis jeg tidligere havde fortalt min historie havde det måske forhindret at det samme skete for andre. Og det fik mig i gang”, husker Gaye.
Af frygt for at hun skulle blive mødt med trusler, anbefalede avisen hende at skrive under pseudonym. Hendes historie blev dog mest af alt mødt med forståelse.
”Jeg mødte stor sympati for min historie. Og det var en god start. Der var en mur af absolutter – ”alle aborter er slemme” – men en historie som min slog bro. På det tidspunkt var det utænkeligt at en som Lucy stod frem med navn og ansigt. Man kan sige, at vi fjernede én sten ad gangen, lidt efter lidt, og til sidst væltede vi muren”, fortæller Gaye.
Artiklen fortsætter under boksen….
Gaye og Lucys råd til aktivister
-
Stå sammen
Hold fokus på det fælles mål og lad ikke anti-abortaktivisterne splitte jer ad. -
Sæt ansigter på
Giv plads til at de, der har lyst, kan stå frem med deres egne abort-historier. Gerne kvinder i alle aldre og i alle livsomstændigheder. De mange historier gør det umuligt for omverdenen at lukke øjnene for problemet -
Giv plads til de stille aktivister
Et symbol kan give almindelige mennesker mulighed for at vise solidaritet uden nødvendigvis at råbe højt. I Irland var det Repeal-hjertet, som tusindvis bar på t-shirts og på klistermærker, i Argentina det grønne tørklæde. -
Giv ikke op!
Al forandring tager tid, så mist ikke modet, hvis det går langsomt. Det kan lykkes!
Den gode og den onde abort
Da Lucy stod frem med sin aborthistorie 15 år senere, havde debatten ændret sig en del.
”Emnet var blevet menneskeliggjort, og der var flere personlige historier i debatten, ikke kun den katolske kirkes version af det. Men der blev stadig ikke snakket højt om den situation, som jeg var i, det man kan kalde ”den almindelige abort”, hvor en kvinde af forskellige årsager ikke er klar til at få et barn”, fortæller Lucy.
Få måneder efter sin abort stod Lucy tilfældigvis i Amnestys telt på en musikfestival i Irland og hørte kvinder fortælle deres aborthistorier som led i kampagnen mod kriminalisering af abort ”Not a Criminal”.
”Jeg endte med at sidde i en busk og græde, fordi det ramte mig så hårdt. Det at høre nogen fortælle om en abort, der mindede om min. Det gik op for mig, hvor forkert det var, det der skete for mig, og at det ikke burde ske for andre”.
Da Repeal-kampagnen tog fart, købte hun en trøje med kampagnens logo på og lagde et billede af den på Facebook sammen med beskrivelsen af sin abort.
Selvom også Lucy oplevede medfølelse og forståelse for sit valg, er begge kvinder enige om, at der hurtigt blev skabt en fortælling om ”den gode” versus ”den onde” abort.
”At være ung og tale højt om sin abort passer ind i deres retorik om unge, hovedløse kvinder der går i seng med alle uden at bekymre sig om konsekvenserne. I måneden op til valget var det særlig slemt. Engang blev jeg spyttet i hovedet på gaden, efter at jeg havde været på TV. Og det var skræmmende”.
Gaye nikker.
”Det blev meget vigtigt for os at stå sammen. Hen imod afslutningen på valgkampen kunne nejsiden finde på at sige ”vi kunne jo finde på undtagelser i tilfælde som dit” – underforstået: ikke for de skamløse tøjter. Så det var virkelig vigtigt, at vi insisterede på, at der kan være forskellige omstændigheder, men enten er alle aborter forkerte, eller også er de alle rigtige”.
De er enige om, at kampagnens styrke var, at så mange stillede sig frem og fortalte deres historie; unge og ældre, kvinder med børn og kvinder uden.
”Anti-abortsiden har alt for længe kunnet læne sig op ad, at det at få en abort var en hemmelighed. Hemmelighedskræmmeriet har fungeret for dem så længe. Al den stigma og skam forbundet med det. Men når folk som os står frem, fjerner vi en sten i den mur, de har bygget op”, siger Gaye.
Vidste du?
I 125 lande er adgangen til abort stærkt begrænset.
På globalt plan finder op mod 56 millioner provokerede aborter hvert år sted. Omfanget er lige så stort i lande med totalforbud og restriktive love som i lande uden restriktioner.
55% af verdens provokerede aborter er sikre – det vil sige udført med en anbefalet metode og af en af tilstrækkeligt uddannet person. Jo mere restriktiv et lands lovgivning er, jo højere er andelen af usikre aborter.
Der udføres omkring 15.000 provokerede aborter om året i Danmark. Niveauet er det laveste siden legaliseringen i 1973.
Størstedelen af verdens provokerede aborter skyldes ikke-planlagte graviditeter.
Kilde: Sundshedsdatastyrelsen, Guttmacher Institute
Abort og menneskerettigheder
Helle Jacobsen, ansvarlig for køn og reproduktive rettigheder i Amnesty Danmark, forklarer Amnestys holdning til abort.
Er adgang til abort en menneskerettighed?
Ja. Adgangen til sikker abort er beskyttet af en lang række menneskerettigheder, herunder retten til sundhed og retten til kropslig autonomi. Også adgangen til seksualundervisning og viden om prævention mener vi er en menneskeret, som staterne skal leve op til. Kort sagt betragter vi det som en menneskeret, at gravide uden hindringer selv kan træffe beslutning om, hvorvidt de vil gennemføre en graviditet eller ej.
Amnesty er i år ved at færdiggøre en ny politik om abort. Hvorfor?
Vi har i mange år haft en politik, som fastslog, at abort ikke måtte kriminaliseres, og at stater skulle sikre adgang til abort i sager om voldtægt, eller hvor moderens liv var i fare.
I dag er vi kommet til den konklusion, at det ikke er nok til at sikre gravides reproduktive selvbestemmelse. Vores nye politik er endnu ikke færdiggjort, men vores udgangspunkt er, at vi sætter gravide rettighedshavere i centrum. Enhver abortlovgivning skal beskytte deres rettigheder, og må ikke være en barriere for, at de kan få sikre aborter, hvis de ønsker det.
Hvad med det ufødte barns rettigheder?
Amnesty har ikke en holdning til, hvornår et liv begynder. Principielt anser vi det for at være et etisk og et moralsk spørgsmål. Menneskerettighederne giver os alle en række helt grundlæggende rettigheder, og dem har vi fra det øjeblik, vi bliver født.