Rapport: Kina strammer grebet om Hongkong

Siden 2014 har frihedsrettighederne i Hongkong været under tiltagende angreb fra myndighederne, dokumenterer Amnesty International i ny rapport.

I juni blev et lovforslag om udlevering af borgere til retsforfølgelse i Kina startskuddet til de historisk store demonstrationer, som lige siden har fyldt Hongkongs gader.  

Men lovforslaget var blot den seneste underminering af menneskerettighederne i Hongkong, hvor mere end 100 mennesker siden 2014 er blevet retsforfulgt for fredelig aktivisme.  

Sådan lyder det fra Amnesty International, der i rapporten Beijing’s Red Line in Hong Kong afdækker, hvordan det kinesiske styres politik og retorik omkring ”nationale sikkerhedsanliggender” har betydet, at et stigende antal aktivister og journalister i Hongkong over de seneste år er blevet censureret, retsforfulgt og chikaneret.

”Undermineringen af rettigheder og friheder i Hongkong begyndte, længe før udleveringsloven overhovedet var blevet annonceret. De kinesiske myndigheder, og myndighederne i Hongkong, har i flere år gjort indhug i den særlige status, som det er meningen, at Hongkong skal have, når det handler om beskyttelsen af menneskerettighederne,” siger Joshua Rosenzweig, chef for Amnestys regionale kontor i Østasien.

Amnestys rapport er baseret på interviews med blandt andre journalister, aktivister, akademikere, studenter og ngo-ansatte. Den afdækker, hvordan myndighederne i Hongkong siden paraplydemonstrationernes begyndelse i 2014 har grebet til stadigt mere repressive politikker. Samtidig er politiets fremfærd blevet stadigt mere hårdhændet, ligesom politiet i andre tilfælde ikke har ydet beskyttelse til demonstranter, som er blevet udsat for voldelige angreb.   

Senest har Amnesty afdækket, hvordan tilbageholdte demonstranter er blevet mishandlet af politiet.

”Politiets uhyrlige modsvar på protesterne over udleveringsforslaget har øget frygten for, at Hongkong er ved at komme under samme repressive styreform, som vi kender fra det kinesiske fastland. Vi opfordrer myndighederne i Hongkong til at lytte til demonstranternes krav og beskytte deres ret til fredeligt at forsamle sig. Et første og vigtigt skridt vil være at iværksætte en uafhængig efterforskning af politiets håndtering af demonstrationerne”, siger Joshua Rosenzweig.