Lande i Asien, Afrika, Sydamerika og Europa fjernede sidste år forbud og diskriminerende lovgivning, rettet mod LGBTI-personer. 2019 så flere store fremskridt for retten til at elske, hvem man vil.
I oktober sidste år fyldtes Taiwans hovedstad Taipeis gader med regnbueflag og fest, da 200.000 taiwanere deltog i landets pride.
Priden var Taiwans første, siden landet, som det første i Asien nogensinde, legaliserede homoægteskaber. I en historisk afgørelse fastslog landets forfatningsdomstol, at landets daværende forbud var i strid med forfatningen, fordi den diskriminerer par af samme køn.
Forud for afgørelsen havde medlemmer af Amnesty International i hele verden lagt pres på Taiwans myndigheder. Nu er et udkast til en helt ny lovgivning på området under overvejelse i landets lovgivende forsamling.
Fremskridt i afrikanske lande
Taiwan er blot et ud af flere lande, der i 2019 fjernede forbud mod homoseksuelle ægteskaber eller anden lovgivning, der diskriminerer LGBTI-personer.
I juni fjernede Hongkongs højesteret lovgivning, der diskriminerede på baggrund af seksuel orientering. Samme måned legaliserede Ecuador ægteskaber mellem homoseksuelle.
Også i flere afrikanske lande sker der fremskridt. I Angola og Botswana gjorde man op med tidligere forbud mod homoseksualitet.
Botswana fjernede sin lov om ”unaturlige forbrydelser” med argumentet om, at lovgivning, der undertrykker én minoritet, fører til ”diskrimination af alle”. Forbuddet mod homoseksualitet kunne tidligere give op til syv års fængsel.
I oktober blev ægteskab mellem to af samme køn lovligt i Nordirland; fem år efter resten af Storbritannien.
Aktivister kæmper mod diskrimination
Men 2019 bød også på tilbageskridt. I maj besluttede Kenyas højesteret at beholde forbuddet mod homoseksuel sex, der kan straffes med 14 års fængsel.
Det sydøstasiatiske land Brunei vedtog en grusom ny lov, der gør, at sex mellem to mænd kan give dødsstraf. Da loven blev mødt af international fordømmelse, erklærede Bruneis myndigheder dog et stop for henrettelser i landet.
Amnesty vil følge fremskridt og tilbageskridt for verdens LGBTI-personer tæt i 2020. Aktivister over hele verden kæmper for at fjerne forbud og sikre flere rettigheder. I lande som Singapore, Jamaica og Barbados har indbyggere lagt sag an mod myndighederne for at få fjernet diskriminerende lovgivninger. 2020 vil vise, om deres kamp lykkes.
Lige nu står kongedømmet Bhutan i Himalaya over for en historisk mulighed for at sikre lige rettigheder for LGBTI-personer i landet, når parlamentet inden for den nærmeste fremtid skal stemme om at lovliggøre forhold mellem personer af samme køn.