Under de omfattende demonstrationer i Iran i november sidste år blev der også skudt på børn, viser en ny Amnesty-rapport.
Mindst 23 børn blev dræbt, da iranske sikkerhedsstyrker i november sidste år skød på ubevæbnede demonstranter og tilskuere under de landsdækkende protester i Iran. Det viser en ny rapport fra Amnesty.
De dræbte børn er 22 drenge mellem 12 og 17 samt en pige, der angiveligt er mellem otte og 12 år gammel. Detaljerne omkring deres død er med i briefingen ”The Shot Our Children” – Killings of minors i Iran’s November 2019 protests.
Dræber for at knuse protester
”De seneste måneder er der blevet tegnet et stadig mere forfærdeligt billede af, hvordan de iranske sikkerhedsstyrker uretmæssigt har brugt dødelig magtanvendelse til at knuse sidste års landsdækkende protester. Ikke desto mindre er det frygteligt at finde ud af, at antallet af børn, der er blevet ofre for denne brutalitet, er så chokerende højt”, siger Philip Luther, der er researchchef for Amnestys afdeling for Mellemøsten og Nordafrika.
”Der skal laves en uafhængig og uvildig undersøgelse af disse drab, og de personer, der er mistænkt for at have beordret og udført dem, skal retsforfølges ved en retfærdig domstol”.
Masser af dokumentation
Amnesty har fået sin dokumentation fra videoer og fotografier samt døds- og begravelsesattester. Dertil kommer beretninger fra øjenvidner og ofrenes pårørende, venner og bekendte i Iran og informationer fra menneskerettighedsaktivister og journalister.
I ti sager kunne Amnesty konstatere ud fra beskrivelserne af de dræbtes skader, de gennemgåede attester eller informationer fra troværdige kilder, at dødsfaldene skete som følge af skud i hovedet eller på overkroppen. Det indikerer, at sikkerhedsstyrkerne skød for at dræbe.
Tolv af de 23 dødsfald fandt sted den 16. november, otte den 17. november og tre den 18. november. Protesterne begyndte den 15. november.
Over hele landet
De 23 børn er blevet dræbt i 13 provinser rundt om i Iran, hvilket viser, hvor udbredt regimets blodige fremfærd mod demonstranterne har været.
”Det, at hovedparten af børnene blev dræbt på kun to dage, er yderligere bevis på, at de iranske sikkerhedsstyrker begik drab på drab for at knuse oprøret med alle midler”, siger Philip Luther.
”Da de iranske myndigheder har nægtet at åbne op for uafhængige, uvildige og effektive undersøgelser, er det bydende nødvendigt, at medlemslandene i FN’s Menneskerettighedsråd giver mandat til en efterforskning af drabene på demonstranter og tilskuere, der deltog i protesterne i november – herunder disse børn.”
Ingen svar fra myndighederne
Den 25. februar skrev Amnesty til Irans indenrigsminister Abdolreza Rahmani Fazli for at give ham navnene på de 23 børn, der var registreret som dræbte, sammen med deres alder og stederne, hvor de døde. Amnesty bad samtidig myndighederne om at forholde sig til omstændighederne omkring børnenes død. 3. marts havde organisationen stadig ikke modtaget svar.
Amnesty har talt med nogle af de dræbte børns pårørende, der beskrev, hvordan de har været udsat for chikane og intimidering – herunder overvågning og afhøringer foretaget af efterretnings- og sikkerhedsfolk. Mindst en familie modtog indirekte dødstrusler rettet mod deres overlevende børn og blev advaret om, at ”noget forfærdeligt” også kunne ske med dem, hvis de åbnede munden.
Tvunget til at tie
Dette stemmer overens med et bredere mønster, hvor familier til dræbte demonstranter bliver intimideret af staten til ikke at tale åbent om deres døde pårørende. Mange har fortalt, at de er blevet tvunget til at underskrive garantier om, at de ikke vil tale med medierne, og at de skal følge bestemte anvisninger til, hvordan de må mindes deres kære for at få udleveret deres lig.
I mange sager er familier blevet sat under overvågning, og efterretnings- og sikkerhedsfolk har været med til begravelser og mindehøjtideligheder for at sikre, at restriktionerne er blevet overholdt.
Hurtige begravelser under overvågning
Familierne til dræbte børn har også fortalt, at de blev tvunget til begrave dem hurtigt og med sikkerheds- og efterretningsfolk som vidner, så de dermed ikke havde mulighed for at få foretaget en uafhængig obduktion. Generelt viser Amnestys research, at familierne ikke har haft mulighed for at få foretaget obduktion af deres dræbte pårørende ved det statsdrevne retsmedicinske institut, og samtidig er de blevet nægtet information om omstændighederne omkring deres død.
I nogle sager havde embedsfolk vasket og forberedt ofrenes lig uden at informere familierne om det, hvorefter de få minutter før begravelserne havde overdraget ligene til dem – indsvøbt i ligklæder. Familierne blev forhindret i at fjerne ligklæderne og var derfor ikke i stand til at se skadernes omfang.
Nægtet at udlevere ejendele
I andre sager har myndighederne nægtet at udlevere de dræbtes ejendele til de pårørende som eksempelvis deres telefoner, hvilket indikerer en frygt for, at de indeholdt beviser på, at staten har udført ulovlige handlinger.
”Som om tabet af deres kære ikke var nok, er familierne til de dræbte børn nu også oppe imod hensynsløs chikane, der skal afskrække dem fra at udtale sig åbent. Det virker også som om, at myndighederne desperat forsøger at forhindre de pårørende i at få den fulde sandhed om drabene og komme i besiddelse af beviser, der ville belaste de ansvarlige. Dette bærer alle tegnene på en statslig mørklægning”, siger Philip Luther.