Beskyt sundhedsarbejdere mod COVID-19
Mangel på ordentligt beskyttelsesudstyr og repressalier fra myndighederne, hvis de udtaler sig kritisk om de usikre arbejdsforhold på hospitaler og plejehjem. Det er hverdagen for mange sundhedsarbejdere i Nord-, Central og Sydamerika, der har pandemien helt tæt på, dokumenterer en ny rapport fra Amnesty.
Samtidig med at regeringsrepræsentanter fra hele verden deltager i verdenssundhedsorganisationen WHO’s årlige samling for at tage afgørende beslutninger om internationale tiltag mod COVID-19-pandemien, offentliggjorde Amnesty tirsdag en rapport om de ringe arbejdsvilkår for sundhedsarbejdere i Nord-, Central og Sydamerika.
Rapporten opfordrer lande i regionen til at prioritere og beskytte sundhedsarbejderes rettigheder under og efter pandemien og opfordrer USA om hurtigt og resolut at garantere, at landet fortsat vil bidrage økonomisk til WHO.
Manglende udstyr og repressalier
The cost of curing: Health workers’ rights in the Americas during COVID-19 and beyond dokumenterer, hvordan de mennesker, der har pandemien tæt inde på livet i deres hverdag, ofte arbejder under usikre forhold med utilstrækkeligt beskyttelsesudstyr. Derudover risikerer de at blive udsat for repressalier fra myndighederne eller deres arbejdsgivere, hvis de fortæller om udfordringerne.
Nogle sundhedsarbejdere har tilmed fået dødstrusler og er blevet overfaldet fysisk. Rapporten opfordrer også til, at regeringer sørger for sikre arbejdsforhold for rengøringsfolk og andet personale, der udsættes for risiko, fordi de arbejder i sundhedsinstitutioner og plejehjem.
”I disse svære tider skylder vi en stor tak til rengøringspersonale på hospitaler og plejehjem, læger, sygeplejersker, plejepersonale, portører og epidemiloger for deres utrættelige arbejde for at holde os sikre. Men det er ikke nok at sige tak. Regeringer skal skride til handling og sikre, at deres basale rettigheder og sikkerhed aldrig igen bliver så voldsomt ignoreret”, siger Erika Guevara-Rosas, der er chef for Amnestys Nord-, Central og Sydamerikakontor.
”Omkring halvdelen af de mennesker i verden, der er testet positive for COVID-19, bor i regionen, hvor der er mere end to millioner bekræftede tilfælde. Alt imens Latinamerika lider under den hidtil mest dødbringende uge, er det afgørende, at alle lande går sammen for at sikre, at finansieringen af sundhed ikke bliver undermineret på dette vitale tidspunkt. Pandemien kender ingen grænser, og USA bør støtte en global løsning ved at gøre som andre lande og bidrage økonomisk til WHO for at sikre, at organisationens tekniske og ekspertmæssige kapaciteter bliver anvendt der, hvor der er mest brug for det”, siger hun.
Ingen handsker og trukket i løn
Amnesty har foretaget 21 dybdegående interview med sundhedsarbejdere i USA, Mexico, Honduras, Nicaragua, Guatemala, Den dominikanske Republik, Colombia og Paraguay. Kun to fortalte, at de følte, at de havde tilstrækkelig eller næsten tilstrækkelig beskyttelsesudstyr. Resten udtrykte bekymring over manglen på beskyttelsesudstyr, sygeorlov, pauser samt utilstrækkelig hjælp til at håndtere psykiske udfordringer.
WHO’s retningslinjer omkring beskyttelsesudstyr skitserer, at de mennesker, der arbejder med rengøring og linned på hospitaler bør have mere beskyttelsesudstyr end meget andet hospitalspersonale – herunder læger og sygeplejersker, der ikke har direkte kontakt med patienter med COVID-19. Ikke desto mindre fandt Amnesty ud af, at rengøringsfolk ofte blev dårligt betalt og ikke var sikret nogen form for understøttelse. Desuden arbejdede nogle af dem for virksomheder, der ikke sikrede, at de havde tilstrækkeligt sikkerhedsudstyr. En læge fra Honduras fortalte Amnesty, at han på sit hospital havde set rengøringspersonale, der gjorde rent med de bare hænder på afdelinger, hvor der havde været patienter med COVID-19.
En 70-årig rengøringsarbejder på et hospital i Mexico City fortalte Amnesty, at han havde spurgt sin arbejdsgiver, om han ikke kunne få lov til at stoppe med at gøre rent på afdelinger med mange COVID-19-patienter på grund af sin alder, og fordi han ikke havde noget beskyttelsesudstyr. Det sagde arbejdsgiveren ja til – hvorefter de trak ham 16 procent i løn. Manden er ansat af et privat firma og tjener omkring 35 kroner om dagen.
Fyringer og disciplinærsager
Mange sundhedsarbejdere fortalte, at de frygtede repressalier, hvis de tog afstand fra de usikre arbejdsvilkår, og nogle af dem, som Amnesty talte med, var blevet fyret for at have talt højt om det eller havde fået en disciplinærsag på halsen.
Tainika Somerville, en sygeplejeassistent på et privat plejehjem i Chicago, blev fyret, efter at hun i en livestream på Facebook beklagede sig over manglen på beskyttelsesudstyr på sin arbejdsplads. Plejehjemsansatte er særlig udsatte, og medier i USA og Canada har rapporteret, at de er epicentre for COVID-19-relaterede dødsfald.
Sundhedsarbejdere i Nicaragua er særligt udsatte, fordi regeringen gentagne gange har underdrevet omfanget af pandemien i landet.
Civilorganisationen om COVID-19 i Nicaragua fortalte Amnesty, at sundhedsarbejdere ikke bare var blevet fyret for at bruge beskyttelsesudstyr på jobbet, men at det også var blevet taget fra dem med vold.
Selv om Nicaraguas vicepræsident den 28. april annoncerede, at man kunne bruge beskyttelsesudstyr og indføre social afstand, fortsatte Daniel Ortegas regering med at nedtone alvorligheden af pandemien – på trods af en stigning i antallet af smittede. Den panamerikanske sundhedsorganisation har advaret om utilstrækkelige sundhedsforanstaltninger i Nicaragua, mens den inter-amerikanske komite for menneskerettigheder har udtrykt bekymring vedrørende de uretfærdige afskedigelser af sundhedsarbejdere, der har talt højt om problemerne i landet.
Lukker munden på folk
Restriktioner på ytringsfriheden har også påvirket retten til sundhed og adgangen til sundhedsrelateret information. I Venezuela har myndighederne fængslet journalister for at have skrevet om pandemien. Ved skrivningen af rapporten var kun 541 mennesker smittet med COVID-19 og kun ti døde af sygdommen, hvilket indikerer en underrapportering fra officielt hold.
“Det er umuligt at beskytte over en milliard menneskers sundhed, hvis regeringer i regionen insisterer på at lukke munden på whistleblowers, journalister og sundhedsarbejdere, der modigt hæver deres stemmer for at sige fra over for usikre arbejdsforhold, og som med rette kræver tilstrækkelige og ansvarlige tiltag mod pandemien”, siger Erika Guevara-Rosas.
Sundhedsarbejdere er også blevet udsat for stigmatisering, fysiske overfald, dødstrusler og nægtet brug af offentlig transport i lande som Colombia og Mexico, mens der i Bolivia ligefrem har været eksempler på offentlig stening. Mens nogle regeringer har svaret igen på sådanne angreb med øjeblikkelige erklæringer og tiltag, der skal øge bevidstheden om sundhedsarbejdernes rolle, har andre ledere undermineret dem med deres handlinger.
I midten af april nedlagde El Salvadors præsident, Nayib Bukele, veto mod to dekreter, der ville have styrket sundhedsarbejdernes sikkerhed på jobbet. Det skete få dage efter, at han anklagede menneskerettighedsorganisationer for at arbejde for ”at sikre, at flere mennesker døde”. Præsidentens udtalelse ignorerede det faktum, at WHO specifikt indikerede, at ”krænkelser eller manglende opmærksomhed på menneskerettigheder kan have alvorlige sundhedskonsekvenser”.