Polen strammer sin abortlov

En afgørelse fra den polske forfatningsdomstol betyder, at Polen strammer adgangen til abort i landet. Polen havde i forvejen en af Europas mest restriktive abortlove, og Amnesty kritiserer Polen for at bryde menneskerettighederne og sætte piger og kvinders liv i fare.

OPDATERET 5. NOVEMBER 2020:

Stramningerne af de polske abortlov skulle være trådt i kraft inden 2. november, men efter to uger med voldsomme protester er det blevet udsat.

Polske kvinder, som er gravide med et alvorligt skadet foster, må ikke længere få foretaget en lovlig abort i landet. Det er konsekvensen af en afgørelse fra landets forfatningsdomstol den 22. oktober.


Med afgørelsen tillader polsk lov nu alene abort i sager om voldtægt, incest, eller hvis moderens liv er i fare. Dermed har Polen nu nærmest et totalt forbud.

”At forbyde abort gennem lovgivning, mindsker ikke omfanget af aborter. Det skader alene kvinders helbred ved at aborter bliver udført under andre forhold eller ved at tvinge kvinder til at rejse til udlandet for at opnå abort. Selvom loven gælder for alle, er det især marginaliserede kvinder, som ikke har mulighed for at rejse til udlandet, som bliver hårdt ramt af afgørelsen i dag”, siger Esther Major, seniorresearcher ved Amnesty International.

Forud for afgørelsen fra forfatningsdomstolen har Polens regeringsparti (PiS) flere gange forsøgt at stramme adgangen til abort igennem parlamentet, blandt andet igennem et lovforslag, der ville indføre totalt abortforbud. Det har de seneste år både ført til international fordømmelse og massive folkelige protester i Polen.

”Denne afgørelse er resultatet af en koordineret og systematisk bølge af angreb på kvinders menneskerettigheder udført af polske lovgivere, og den er deres seneste forsøg på helt at forbyde abort i Polen”, siger Esther Major.

Blandt Europas mest restriktive

Polen er det ene af blot to europæiske lande, som ikke tillader abort, hvis kvinden ønsker det eller har brug for det på grund af sociale forhold. Polsk lovgivning tillader kun abort, hvis det er for at beskytte kvindens liv, eller hvis graviditeten skyldes voldtægt.

Før afgørelsen i forfatningsdomstolen var abort også tilladt i tilfælde, hvor alvorlige defekter eller uhelbredelig sygdom truede fostrets liv.

Selv i sager, hvor abort er lovlig, møder polske kvinder adskillige barrierer, som i praksis gør det svært at opnå abort.

Siden Lov og Retfærdighed-partiet (PiS) kom til magten i 2015, har det foruden forsøgene at forhindre adgangen til abort desuden undermineret forfatningsdomstolens uafhængighed og dermed svækket dens rolle som vagthund over for regeringen. 

Støt menneskerettighederne – vær med i Amnesty