Coronakrisen ramte udsatte grupper, herunder etniske minoriteter, kvinder og sundhedsarbejdere, hårdest, og flere statsledere udnyttede pandemien til at forstærke deres angreb på menneskerettighederne og civilsamfundet. Året 2020 så dog også voksende protestbevægelser og en række konkrete fremskridt for menneskerettighederne, lyder det fra Amnesty International i sin årsrapport.
Pandemien har verden over udstillet massive uligheder, og året 2020 efterlader statsledere med et stort oprydningsarbejde på menneskerettighedernes vegne.
Sådan lyder det fra verdens største menneskerettighedsorganisation, Amnesty International, der i sin årsrapport for 2020 gør status på situationen i 149 lande og analyserer den globale udvikling for menneskerettighederne.
I sin analyse påpeger Amnesty, at særligt udsatte grupper ikke blot er blevet ramt hårdest af Covid-19, men også er blevet svigtet af de systemer, som skulle beskytte dem.
Læs Amnestys årsrapport for 2020/21
Pandemien har, eksempelvis i lande som Uganda, forværret situationen for flygtninge, asylansøger og migranter, som er blevet fanget i mangelfulde lejre eller ved grænseovergange, hvor vitale forsyninger er forhindret i at komme frem. Vold mod kvinder og vold i hjemmet er globalt set taget til, og mange kvinder og LGBTI+personer er på grund af restriktionerne blevet hindret i at søge beskyttelse. Sundhedspersonale, eksempelvis i lande som Nicaragua, og ansatte i den uformelle sektor, eksempelvis i lande som Bangladesh, er blevet ramt som resultat af forsømte sundhedssystemer og manglende socialt sikkerhedsnet.
”Covid-19 har brutalt udstillet og forstærket uligheder både inden for og imellem landene”, siger Agnès Callamard, generalsekretær i Amnesty International.
”Vi står over for en verden i uorden. På dette tidspunkt i pandemien vil selv de mest virkelighedsfjerne statsledere have svært ved at benægte, at vores sociale, økonomiske og politiske systemer er gået i stykker”, siger Agnès Callamard.
Misbrug af pandemi
Amnestys årsrapport afdækker desuden, hvordan en række statsledere har svigtet i deres håndtering af pandemien; nogle ved deres utilstrækkelige tiltag til at beskytte befolkningens sundhed, andre ved at misbruge krisen til at udvide deres egen magt og angribe borgernes rettigheder.
”I stedet for at støtte og beskytte mennesker har nogle statsledere gjort pandemien til et våben, som de bruger til at kaste borgernes rettigheder ud i kaos”, siger Agnès Callamard.
En tendens er vedtagelsen af lovgivning, der kriminaliserer ytringer relateret til pandemien. I Ungarn har Orbáns regering ændret landets straffelov, så borgere risikerer op til fem års fængsel for at ”sprede falsk information” om Covid-19. I Golfstater som Bahrain, Kuwait, Oman, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater har myndighederne brugt pandemien som påskud for yderligere at indskrænke ytringsfriheden, blandt andet ved at retsforfølge mennesker, som på sociale medier har skrevet kritisk om regeringens håndtering af pandemien.
Andre ledere har tyet til overdreven magt mod befolkningerne. I Filippinerne beordrede præsident Rodrigo Duterte politiet til at ”skyde for at dræbe”, hvis demonstrerende borgere skabte ”ballade”. Under Bolsonaro-regeringen i Brasilien er politivold eskaleret. Mindst 3.181 mennesker blev dræbt af politiet imellem januar og juni sidste år – i gennemsnit 17 om dagen.
Dertil har nogle statsledere i ly af pandemien angrebet kritikere på områder, der ingen relation har til virussen. I Indien satte Modi-regeringen yderligere tryk på forfølgelsen af civilsamfundet. I Kina fortsatte Xi Jinpings regering sin forfølgelse af uighurerne i Xinjiang, mens Kina i Hongkong udrullede national sikkerhedslovgivning i et forsøg på at legitimere politisk motiveret undertrykkelse.
Rækken af angreb mod menneskerettighederne viser ifølge Amnesty International, at de internationale institutioner, som er sat i verden for at beskytte menneskerettighederne, i 2020 viste sig utilstrækkelige:
”Institutioner som Den Internationale Straffedomstol (ICC) og FN’s menneskerettighedsorganer er skabt for at stille stater og individer til ansvar. Desværre viste året 2020, at de er låst fast i politisk stilstand af statsledere, som forsøger at underminere de nødvendige kollektive modsvar til menneskerettighedskrænkelser”, siger Agnès Callamard.
Protestbevægelser satte dagsordenen
Amnestys årsrapport peger desuden på en række fremskridt for menneskerettighederne i år 2020 – herunder ny lovgivning til bekæmpelse af vold mod kvinder og piger i Kuwait, Sydkorea og Sudan og afkriminalisering af abort i Argentina, Nordirland og Sydkorea.
Derudover peger Amnesty på, at 2020 inspirerede mange mennesker til at deltage i store protestbevægelser, eksempelvis Black Lives Matter demonstrationerne i USA og omverdenen:
”I 2020 kom lederskab ikke fra magten, men fra de utallige mennesker, som marcherede for at kræve forandring”, siger Agnès Callamard, som peger på lande og områder som Nigeria, USA, Polen, Hong Kong, Irak og Chile, hvor offentlige protester imod undertrykkelse og ulighed tog til.
”Ofte risikerer almindelige borgere deres egen sikkerhed, når de går forrest i kampen for en bedre, mere sikker og lige verden”.
Læs også: 2020’s sejre for menneskerettighederne
Ris og ros til Danmark
Danmark er blandt de 149 lande, som i år er inkluderet i årsrapporten, og Amnesty International sender både ris og ros til Danmark.
Danmark anerkendes således for at have vedtaget en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, men får kritik for sin behandling af asylansøgere og migranter i Udrejsecentret Ellebæk og for endnu ikke at have taget skridt til at introducere lovgivning, som forpligter erhvervslivet til at respektere menneskerettighederne i sine aktiviteter i og uden for Danmark.
