Fordomme og victimblaming står i vejen for, at voldtægtsofre oplever retfærdighed i retssystemet i Danmark i dag. Derfor igangsætter Amnesty nu et kursus for advokater med fokus på voldtægt, traumereaktioner og bistandsadvokatens rolle. Målet er, at bistandsadvokater klædes bedre på til at støtte offeret gennem retssystemet – fra anmeldelse til eventuel dom.
I maj afholdt Amnesty sine to første kurser for bistandsadvokater i København og Aarhus. Kurserne skal give advokater bedre indsigt i, hvordan de bedst muligt støtter de klienter, der er blevet udsat for en voldtægt.
I Danmark har et voldtægtsoffer ifølge retsplejeloven ret til at tale med en bistandsadvokat, så snart de indgiver en anmeldelse og inden politiets første afhøring. Advokaten skal bistå og støtte ofret hele vejen igennem retssystemet, indtil der eventuelt falder dom.
Vi mangler simpelthen en værktøjskasse, som vi ikke har fået på universitetet
Christian Blixen-Thiele, advokat.
I virkeligheden er dette dog ikke altid tilfældet. Amnestys research viser, at bistandsadvokater ikke altid er til stede ved den første afhøring, og at nogle af dem ikke har den fornødne indsigt i voldtægtssager. Det bidrager til en trist tendens, hvor mange voldtægtsofre ikke bliver mødt med forståelse og støtte i retssystemet. En tilfredshedsundersøgelse udarbejdet af politiet i maj 2020 viste, at knap hvert andet voldtægtsoffer ikke følte sig godt behandlet af politiet i forbindelse med deres voldtægtssag.
Amnestys kursus for bistandsadvokater
Amnesty International har i samarbejde med advokat Helle Hald og kommunikationsbureauet Friday skabt et kursus, der hjælper bistandsadvokater med at bygge oven på deres juridiske kompetencer fra universitetet. Kurset skal give et nyt perspektiv på det særlige arbejde, det er at være bistandsadvokat for voldtægtsofre.
Projektet er implementeret med støtte fra TrygFonden.
Christian Blixen-Thiele var en af de advokater, der deltog i kurset i København. Han håber, at kurser som dette fremover vil være permanente som efteruddannelse for bistandsadvokater:
”Alle advokater kan stille op som bistandsadvokat, men vi er jo ikke trænet i det. Vi mangler simpelthen en værktøjskasse, som vi ikke har fået på universitetet. Jeg synes jo, vi skal have samme høje standard som i forhold til andre områder”.
Som bistandsadvokat oplever han, at det er vigtigt at ramme en fin balance mellem at spørge sin klient ind til detaljer i forløbet og samtidig ikke overskride ofrets grænser:
”Det kan virke voldsomt at spørge ind til meget private detaljer hos et menneske, der sidder med følelserne helt uden på kroppen – måske særligt som mand. Men jeg kan jo bagefter se, hvor vigtig en rolle, man spiller, når klienter fortæller, hvor glade de har været for at have haft mig med hele vejen i deres sag,” siger Christian Blixen-Thiele.
Traumereaktioner kan fejlfortolkes
Netop evnen til at møde et menneske, der har været ude for et overgreb, er et vigtigt tema i Amnestys kursus.
Nogen skynder sig tilbage til deres hverdag og reagerer måske først efter flere uger ved pludseligt at være bange for at tage offentlig transport eller få mareridt og angst
Charlotte Ejsing, Center for voldtægtsofre
Charlotte Ejsing fra Center for voldtægtsofre understregede, hvor vigtigt det er for de voldtægtsofre, der kommer ind til undersøgelse, at have en bistandsadvokat, der lytter til dem og støtter dem i deres sag. Hun forklarer, at det er afgørende ikke at fejlfortolke voldtægtsofres reaktion – for der findes ikke en ”rigtig” måde at reagere på.
”Vi har nok alle en forventning om, hvordan vi selv ville reagere, hvis vi sad i den situation, men det kan man i virkeligheden slet ikke vide. Det kan virke overraskende, at nogen fremstår upåvirkede og kan sidde og fortælle helt ned i detaljen om det, de netop er blevet udsat for, men det skyldes, at overgrebet for nogen virker virkelighedsfjernt, som i en film. Andre græder og kan måske ikke fortælle sammenhængende om forløbet, men springer i tid og sted. Og andre igen har mest fokus på, hvordan de selv kunne have ageret anderledes for at forhindre voldtægten. Nogen skynder sig tilbage til deres hverdag og reagerer måske først efter flere uger ved pludseligt at være bange for at tage offentlig transport eller få mareridt og angst. Uanset reaktion er det afgørende, at bistandsadvokaten er imødekommende og skaber tryghed og et frirum, hvor ofret kan fortælle sin historie”, siger Charlotte Ejsing.
Voldtægtssager er noget helt særligt
Helle Hald er erfaren bistandsadvokat og specialist i voldtægtssager og har sammen med Amnesty udviklet kurset. Som hun ser det, kræver det noget helt særligt at være bistandsadvokat i voldtægtssager.
”Som bistandsadvokat skal man være klar over, at ens klient har været offer for en forbrydelse begået mod deres krop. Det er en anderledes situation end i andre typer sager. Og ofte har ofrene intet kendskab til retssystemet”.
Selvom voldtægtsofre i Danmark har krav på en bistandsadvokat, er der stadig plads til forbedring, mener Helle Hald.
”I praksis oplever vi, at politiet har tendens til at sige ’men det tager lang tid at finde en advokat, og er du nu sikker på det er nødvendigt?’ og så gennemfører de afhøringen uden”, siger Helle Hald.
Høj faglighed og ingen fordomme
Hos Amnesty er arbejdet med at sikre bistandsadvokater større viden om voldtægtsofres traumereaktioner et første skridt hen imod at sikre, at alle instanser i retssystemet bliver trænet i at møde voldtægtsofre bedst muligt.
Voldtægtsofre skal føle sig trygge ved at anmelde en voldtægt og kunne have en forventning om, at sagen efterforskes og håndteres med høj faglighed, og uden at fordomme spænder ben
Helle Jacobsen, seniorrådgiver i Amnesty
”Nu, hvor samtykkeloven er på plads, skal vi sikre, at der ikke er andre barrierer for voldtægtsofres retssikkerhed. Voldtægtsofre skal føle sig trygge ved at anmelde en voldtægt og kunne have en forventning om, at sagen efterforskes og håndteres med høj faglighed, og uden at fordomme spænder ben”, siger Helle Jacobsen, der er seniorrådgiver i Amnesty.
Amnesty arbejder nu på, at kurset bliver en fast del af bistandsadvokaters efteruddannelse for at sikre, at det ikke kun er en lille del af dem, som arbejder som bistandsadvokater, der får denne vigtige viden.