Det bliver en erfaren leder med fokus på de mest sårbare grupper i vores samfund, som skal stå i spidsen for den danske afdeling af Amnesty International fra den 1. december 2021
Bestyrelsen i Amnesty International Danmark har ansat en skarp profil som ny generalsekretær i organisationen. Vibe Klarup er nuværende Formand for Rådet for Socialt Udsatte og har en fortid som direktør for Danner, Psykiatrifonden og formand for Frivilligrådet.
Vibe Klarup har viet det meste af sit arbejdsliv til at kæmpe for udsatte menneskers rettigheder og leveforhold.
“Der var et stærkt kandidatfelt til stillingen som generalsekretær, men Vibe Klarup skilte sig ud, fordi hun har en bred vifte af netop de kvalifikationer, som vi søgte. Hun er stærk på strategi og ledelse, fortalervirksomhed, og så forstår hun også værdien af at arbejde med frivillige, som brænder for at hjælpe andre,” siger Sara Abawi, Bestyrelsesleder for Amnesty International Danmark.
Den 52-årige Vibe Klarup er uddannet cand.scient.adm. og er også en profileret velfærds- og civilsamfundsdebattør, og er medlem af regeringens ytringsfrihedskommission. Vibe Klarup forlader en stilling som direktør for organisationen Hjem til Alle, som arbejder for at afskaffe hjemløshed blandt unge.
“Jeg glæder mig utroligt meget til at stå i spidsen for Amnesty i Danmark og bidrage til, at respekten for menneskerettigheder igen bliver et positivt omdrejningspunkt i den politiske debat både herhjemme og ude i verden. Vi står overfor mange alvorlige menneskerettighedskriser i en verden præget af mindre frihed og mere ulighed, og der er derfor mere end nogensinde brug for Amnesty International,” siger Vibe Klarup.
Vibe Klarup tiltræder stillingen som generalsekretær den 1. december 2021, hvor hun afløser konstitueret generalsekretær Dan Hindsgaul.
“Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Kommunikations- og policychef Dan Hindsgaul, som har varetaget stillingen som generalsekretær siden april måned,” siger Sara Abawi, Bestyrelsesleder for Amnesty International Danmark.
For yderligere information kontakt:
Pressechef Malene Haakansson, mobil 25 65 20 75