Intimidering og chikane begået af Taliban betyder, at især piger holder sig væk fra skolen. Millioner af afghanske studerende risikerer at miste retten til uddannelse, advarer Amnesty International.
”Jeg kan ikke længere tænke på fremtiden.”
Sådan lyder det fra 17-årige Mariam, der studerer i den afghanske provins Badakhshan.
Hun er en af de mere end 20 studerende, lærere og administrative medarbejdere, som Amnesty International har talt med. Alle beretter om trusler og vold begået af Taliban.
For mens drenge og mandlige studerende har kunne gå i skole siden den 17. september, så insisterer Taliban på, at der skal opnås et ”sikkert uddannelsesmiljø”, for at piger kan komme tilbage på skolebænken.
Hos Amnesty International lyder budskabet, at alle piger skal tilbage i skole og fortsætte deres uddannelse hurtigst muligt.
Håb og ambitioner forsvinder
Intimidering og chikane begået af Taliban betyder, at især piger holder sig væk fra skolen.
“Lige nu afholdes piger i Afghanistan fra at komme tilbage i skole. Over hele landet bliver rettigheder, håb og ambitioner frataget en hel generation”, siger Agnès Callamard, Amnesty International’s generalsekretær.
Hun understreger, at retten til uddannelse er en fundamental menneskerettighed.
Som leder af Afghanistan er Taliban forpligtet til at overholde menneskerettigheder. Men de politikker, som Taliban efterlever, er derimod diskriminerende, uretfærdige og bryder med international lov.
“Taliban skal omgående genåbne alle skoler for piger, stoppe chikane, trusler og angreb mod lærere og studerende, og stoppe ethvert brug af skoler til militære formål”, siger Agnés Callamard.
Amnesty International opfordrer det internationale samfund til at sikre midler til det afghanske skolesystem, så skolerne kan fungere med hjælp fra organisationer som FN og nødhjælpsorganisationer. For hvis det mislykkes, kan det betyde, at millioner af afghanske studerende mister retten til uddannelse.
Uddannelse er en ret – ikke en forbrydelse
Selvom flere skoler nu tillader piger at komme tilbage, deriblandt i Kabul og i provinserne Kunduz, Balkh and Sar-e Pul, så er langt størstedelen af skolerne i Afghanistan stadig lukkede for piger.
Asma er 14 år og går i skole i Kabul. Til Amnesty International fortæller hun, at hun har lyst til at ”lære alt”.
”Alt fra nemme til svære emner. Jeg vil være astronaut, ingeniør eller arkitekt. Det er min drøm. Uddannelse er ikke en forbrydelse. Hvis Taliban mener, at uddannelse er kriminelt, så er vi villige til at begå kriminalitet. Vi vil ikke give op”, fortæller hun.
17-årige Mariam studerer i provinsen Badakhshan. Hun fortæller, hvordan hun første gang hørte, at Taliban ville lukke skolerne, og hvordan hun tænkte, at Afghanistan nu bevæger sig baglæns i stedet for forlæns.
”Vi har haft så mange håb og drømme, og nu er de væk. Jeg vil læse medicin og være læge. Jeg har været klar til at tage den adgangsgivende eksamen til universitetet. Nu føler jeg mig lammet.”
Flere kvindelige studerende fortæller, hvordan de har mistet motivationen til at studere, fordi Taliban med stor sandsynlighed kun vil tillade dem at arbejde inden for få, specifikke områder, eksempelvis inden for uddannelses- eller sundhedsområdet.
”Hvad skal vi bruge en uddannelse til, hvis vi ikke kan følge vores drømme? Jeg vil være politiker. Jeg vil ikke uddanne mig til at sidde derhjemme. Piger som mig vil være ledere. Vi kan blive alt muligt, men de vil ikke tillade os det,” fortæller Khalida, der er 16 år og studerer i Kabul.
Faldende fremmøde i skolerne
Lærere, studerende og aktivister på tværs af Afghanistan fortæller Amnesty International, at antallet af fremmødte i skolerne er dalet markant over flere år – det gælder især for pigerne.
Mange familier er bange for Taliban og for at sende deres børn i skole. Det går ud over pigerne, som må blive hjemme. Det fortæller Zeenat, der er lærer i provinsen Samangan.
“Der er ikke meget tillid I lokalsamfundet. Forældre er bekymrede over, hvad Taliban kan finde på, hvis de sender deres børn i skole.”
Den pressede økonomiske situation i landet gør ikke situationen bedre. Familier føler sig tvunget til at tage deres børn ud af skolen, så de kan arbejde og tjene penge.
Millioner af afghanere er desuden internt fordrevet som følge af Talibans overtagelse af landet. Mange af børnene på flugt går ikke i skole.
Hos lærerne er der også lavt fremmøde. Det skyldes, at Taliban flere steder ikke har betalt lærerne deres løn. Derfor må mange grundskoler enten køre med begrænset kapacitet – eller lukke ned.
På universiteterne er antallet af fremmødte studerende også faldende. Her er det igen især de kvindelige studerende, der ikke dukker op.
“Der var 20 piger i min klasse, inden Taliban overtog magten. Nu er der kun seks piger. Taliban har indført nye regler. Ingen ved, hvad der kommer til at ske de næste timer eller dage. Forældre vil ikke tillade deres døtre at gå på universitetet under de her omstændigheder”, fortæller Wada, der er 21 år og medicinstuderende i Kabul.
Lærere udsættes for trusler og vold
Tidligere på året modtog Pashtana, der er lærer, et brev fra medlemmer af Taliban.
”Hvis vi får fat på dig, vil du få skåret ørene af. Det vil være en lærestreg for andre i din provins,” stod der i brevet.
Pashtana fortalte efterfølgende Amnesty International, at hun ville blive retsforfulgt af den lokale domstol, fordi hun har undervist i sportsaktiviteter.
Nu lever Pashtana i skjul. Hendes familie tror, at hun har forladt landet.
En anden lærer fortæller, hvordan Taliban har chikaneret hende, fordi hun har givet interviews til medier i forbindelse med netop manglende lønninger til lærere og pigers begrænsede adgang til skoler. Hun og andre lærere blev derefter truet af Taliban, der ville fordrive dem deres hjem.
Af sikkerhedsårsager og på grund af angst for straf, så er den præcise stedsangivelse for overgrebene i artiklen udeladt.
Baggrund
Fra den 16. september til den 8. oktober 2021 har Amnesty International udført telefoninterviews med 11 lærere og skoleadministratorer samt 10 studerende i alderen 14 til 22 år. Beretningerne er indsamlet på tværs af Afghanistan – blandt andet fra provinserne Badakhshan, Farah, Helmand, Kabul, Kandahar, Laghman, Nangahar, Samangan and Sar-e Pul.
Amnesty International har også interviewet 12 lokale aktivister, der repræsenterer nødhjælpsorganisationer og FN, samt eksperter med viden om det afghanske skolesystem.
Amnesty International har den 6. oktober 2021 forsøgt at kontakte Taliban. Men på datoen for offentliggørelsen af beretningerne – den 12. oktober 2021 – er Taliban endnu ikke vendt tilbage med svar på henvendelsen.