Staten Israel udøver apartheid mod palæstinensere   

Ny rapport fra Amnesty International konkluderer, at staten Israel har skabt og opretholder et system af dominans og undertrykkelse af palæstinensere i Israel, de besatte palæstinensiske områder og mod fordrevne palæstinensiske flygtninge i andre lande. Dette system svarer til apartheid. Ifølge international ret er det en forbrydelse mod menneskeheden, som omverdenen skal holde staten Israel ansvarlig for at afvikle.

Amnesty Internationals rapport Israel’s Apartheid against Palestinians: Cruel System of Domination and Crime against Humanity dokumenterer og analyserer, hvordan Israel håndhæver et system, der både undertrykker og udøver dominans over den palæstinensiske befolkning i alle de områder, hvor staten Israel har jurisdiktion og kontrol.    

Det inkluderer palæstinensere, der bor i Israel, de besatte områder (Gaza, Vestbredden og Øst-jerusalem) samt fordrevne palæstinensiske flygtninge i andre lande.    

Rapporten dokumenterer, hvordan massive beslaglæggelser af palæstinensisk jord og ejendom, ulovlige drab, tvangsflytninger, begrænsninger af palæstinensernes bevægelsesfrihed og nægtelse af nationalitet og statsborgerskab til palæstinensere tilsammen udgør et system, der svarer til apartheid under international ret.     

Dette system opretholder den israelske stat med handlinger, der udgør apartheid, som er en forbrydelse mod menneskeheden som juridisk defineret i Apartheid-konventionen og Rom-statutten, der er det juridiske fundament for den Internationale Straffedomstol.   

“Vores rapport afslører det sande omfang af Israels apartheidregime. Uanset om palæstinensere bor i Gaza, Østjerusalem, Hebron eller selve Israel, bliver de behandlet som en underlegen befolkningsgruppe og systematisk frataget rettigheder. I vores juridiske analyse fandt vi frem til, at Israels politik overfor palæstinensere, som består af adskillelse, fordrivelse og eksklusion på tværs af alle områder under Israels kontrol, svarer til apartheid. Det internationale samfund har en forpligtelse til at handle”, siger Agnès Callamard generalsekretær for Amnesty International.    

Amnestys research og analyse er lavet mellem juli 2017 og november 2021. Israelsk lovgivning, regulativer, militære ordrer, regeringsdirektiver og erklæringer fra regerings- og militærembedsmænd er analyseret. Det samme er årtiers dokumentation af menneskerettighedskrænkelser i Israel og de besatte områder. Amnesty Internationals konklusioner bygger videre på dokumentation og arbejde fra palæstinensiske, israelske og internationale NGO’er, som i stigende grad har anvendt apartheid-rammen til at beskrive palæstinensernes situation.   

Alle palæstinensere er underlagt et apartheid-system

Palæstinensiske borgere i Israel nyder i øjeblikket større rettigheder og friheder end palæstinensere i de besatte områder, imens krænkelserne af rettigheder hos palæstinensere i Gaza er meget anderledes i forhold til palæstinensere, der bor på Vestbredden.   

 Ikke desto mindre viser Amnesty Internationals research, at alle palæstinensere er underlagt det samme overordnede system, som adskiller palæstinensere i de forskellige områder og giver dem forskellige rettigheder for at underminere palæstinensisk solidaritet. Den israelske stats behandling af palæstinensere på tværs af alle områder, hvor den har kontrol, har det formål at privilegere jødiske israelere i fordeling af jord, ressourcer og at minimere den palæstinensiske tilstedeværelse og adgang til jord.    

Israelske myndigheder behandler palæstinensere som en underlegen befolkningsgruppe, der er defineret af deres ikke-jødiske, arabiske tilhørsforhold. Denne racediskrimination er cementeret i love, som påvirker palæstinensere i hele Israel og de besatte områder.    

For eksempel nægtes palæstinensiske borgere i Israel en nationalitet, hvilket etablerer en juridisk differentiering fra jødiske israelere. På Vestbredden og Gaza, hvor Israel har kontrolleret folkeregistret siden 1967, har palæstinenserne intet statsborgerskab, og de fleste betragtes som statsløse, og det kræver ID-kort fra det israelske militær for at bo og arbejde i områderne. Et eksempel på diskriminerende lovgivning er nationalstatsloven fra 2018. Denne lov definerer, for første gang, Israel som en nationalstat for det jødiske folk og forankrer ulighed og den nationale og racemotiverede diskrimination imod palæstinensere og andre ikke-jødiske grupper i Israels forfatning.  

Israel skal afvikle apartheidsystemet og omverdenen skal reagere

I rapporten kommer Amnesty International med specifikke anbefalinger til, hvordan de israelske myndigheder kan afvikle apartheidsystemet og den diskrimination, adskillelse og undertrykkelse, der understøtter det.    

Først og fremmest skal den brutale praksis med nedrivning af palæstinensiske boliger og tvangsrydninger stoppes. Israel skal give lige rettigheder til alle palæstinensere i Israel og de besatte palæstinensiske områder i overensstemmelse med de internationale menneskerettigheder og den internationale humanitære folkeret, som Israel er bundet af.   

Israel skal anerkende palæstinensiske flygtninges og deres efterkommeres ret til at vende tilbage til de hjem, hvor de eller deres familier engang boede, og give ofre for menneskerettighedskrænkelser og forbrydelser mod menneskeheden fuld erstatning.   

Israel skal afvikle apartheidsystemet og begynde at behandle palæstinensere som mennesker med lige rettigheder og værdighed.

Agnès Callamard generalsekretær for Amnesty International

Omfanget og alvoren af de krænkelser, der er dokumenteret i Amnestys rapport, kræver en ændring i det internationale samfunds tilgang til menneskerettighedskrisen i Israel og de besatte områder for palæstinenserne.  

Apartheid er en forbrydelse imod menneskeheden. Når en forbrydelse imod menneskeheden bliver begået, har det internationale samfund en forpligtelse til at stille de ansvarlige til regnskab. Stater, der har tilsluttet sig Apartheid-konventionen, er forpligtede til det.    

Amnesty International opfordrer FN’s Sikkerhedsråd til at indføre målrettede sanktioner mod israelske embedsmænd og repræsentanter fra regeringen, som er mest involveret i at begå forbrydelser under apartheid mod palæstinensere. Derudover bør Sikkerhedsrådet indføre en omfattende våbenembargo mod staten Israel.  

“Den internationale reaktion på apartheid må ikke længere være begrænset til intetsigende fordømmelser og fortielser. Der er ingen retfærdiggørelse af et system, som er bygget op omkring institutionaliseret og langvarig racistisk undertrykkelse af millioner af mennesker. Apartheid har ingen plads i vores verden. Regeringer, der fortsætter med at forsyne Israel med våben og beskytter Israel mod at blive stillet til ansvar i FN, støtter et apartheidsystem, underminerer den internationale retsorden og forværrer det palæstinensiske folks lidelser. Det internationale samfund må se virkeligheden i øjnene og forfølge de mange veje til retfærdighed, som skamfuldt forbliver uudforskede”, siger Agnès Callamard general-sekretær for Amnesty International.  

 Amnesty International har undersøgt de sikkerhedsmæssige begrundelser, som Israel lægger til grund for sin behandling af palæstinensere. Rapporten viser, at selv om nogle af Israels politikker kan være designet til at opfylde legitime sikkerhedsmål, er de blevet implementeret på en groft uforholdsmæssig og diskriminerende måde, som ikke overholder international ret. Andre politikker har intet rimeligt grundlag i sikkerhed og er formet af hensigten om at undertrykke og dominere.  

Amnesty International Danmark opfordrer den danske regering til:   

• I alle relevante bilaterale og multilaterale fora – og sammen med de øvrige EU-lande, bør Danmark påtale de mange menneskeretlige krænkelser overfor de israelske myndigheder og italesætte, at Israels politik overfor palæstinenserne svarer til apartheid.   

• I forbindelse med Danmarks kandidatur til FN’s Sikkerhedsråd bør Danmark opfordre til, at Rådet sætter menneskerettighedskrænkelserne i Israel og de israelsk besatte områder på dagsordenen. Rådet bør arbejde for sanktioner og en våbenembargo mod Israel og sørge for at retsforfølge de ansvarlige for krænkelser.   

• I enhver aftale, der indgås med Israel, at fastlægge et krav om, at menneskerettighederne til enhver tid skal overholdes. Den danske regering skal forpligtige sig til at overholde den strategiske ramme for Danmarks indsats i Palæstina (2021-25) om at Danmark vil føre en menneskeretlig tilgang i Palæstina baseret på principperne om ikke-diskrimination, deltagelse og inddragelse, åbenhed og ansvarlighed samt sondringen mellem rettighedshavere og ansvarshaver.    

• I overensstemmelse med den strategiske ramme for Danmarks indsats i Palæstina og igennem den danske udviklingsbistand og støtte til humanitære organisationer, partnerskaber, civilsamfundet at forstærke fokus på at styrke modstandskraft hos palæstinensiske lokalsamfund gennem indsatser for at forbedre palæstinensernes levevilkår og beskytte deres rettigheder under den humanitære folkeret og internationale menneskeret.  

Baggrund

Amnestys rapport er lavet mellem juli 2017 og november 2021. Amnesty har analyseret relevant israelsk lovgivning, regulativer, militære ordrer, regeringsdirektiver og erklæringer fra regerings- og militærembedsmænd. Amnesty har gennemgået officielle og offentligt tilgængelige dokumenter, såsom israelske parlamentariske arkiver, planlægnings- og zoneinddelingsdokumenter, regeringsbudgetter og domme fra de israelske domstole.   

Derudover har vi analyseret flere årtiers dokumentation af menneskerettighedskrænkelser i Israel og de israelsk besatte palæstinensiske områder, som Amnesty har dokumenteret, samt rapportering fra FN-aktører og menneskerettighedsorganisationer i forhold til det juridiske rammeværk for forbrydelsen apartheid.   

Til personsagerne i rapporten gennemførte Amnesty interviews med palæstinensiske samfund i Israel og de besatte områder fra feb. 2020 til juli 2021. Adskillige repræsentanter for palæstinensiske, israelske og internationale NGO’er samt FN-agenturer, akademikere og juridiske eksperter og praktikere er konsulteret. Eksperter med specialviden om apartheidspørgsmålet i international lov har gennemgået den skriftlige juridiske argumentation og konklusionerne i udkastet til rapport.  

Hvordan har Amnesty identificeret apartheid?

Et apartheid-system er et institutionaliseret regime med undertrykkelse og dominans af en befolkningsgruppe over en anden. Det er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, som er forbudt ifølge folkeretten. Amnesty Internationals omfattende research og juridiske analyse, udført i samråd med eksterne eksperter, viser, at Israel gennem love, politikker og praksis håndhæver et system mod palæstinensere, hvis forankrede diskrimination og undertrykkelse svarer til apartheid.   

Ifølge international lovgivning udgør specifikke ulovlige handlinger, der er begået inden for et system af undertrykkelse og dominans, med den hensigt at opretholde det, en forbrydelse mod menneskeheden. Disse handlinger er fastlagt i Apartheid-konventionen og Rom-statutten og omfatter ulovlige drab, tortur, diskrimination, tvangsforflytninger og nægtelse af grundlæggende rettigheder og friheder.  

Amnesty International har i rapporten dokumenteret handlinger, der er en forbrydelse ifølge Apartheid-konventionen og Rom-statutten i alle de områder, Israel har kontrol over. Disse handlinger forekommer hyppigere og mere voldeligt i de besatte israelske områder end i Israel.     

Israelske myndigheder nægter palæstinensere deres grundlæggende rettigheder og friheder, herunder restriktioner på palæstinensernes bevægelsesfrihed i de besatte områder, diskrimination, herunder gennem manglende investering i det palæstinensiske samfund i Israel (blandt andet i forhold til uddannelse mv.) og nægtelse af palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem. Rapporten dokumenterer også tvangsflytninger, administrative anholdelser og frihedsberøvelser, tortur og ulovlige drab i både Israel og de besatte palæstinensiske områder.    

Amnesty International konkluderer, at disse handlinger er en del af et systematisk og udbredt angreb rettet mod den palæstinensiske befolkning og er begået med den hensigt at opretholde systemet med undertrykkelse og dominans. Handlingerne udgør derfor apartheid, som er en forbrydelse mod menneskeheden.    

Ulovlige drab på palæstinensiske demonstranter er et eksempel på, hvordan israelske myndigheder bruger ulovlige handlinger for at opretholde status quo.     

I 2018 begyndte palæstinensere i Gaza at afholde ugentlige protester langs grænsen til Israel og advokerede for palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem og for et stop af den årelange blokade mod Gazastriben.  Inden protesterne overhovedet begyndte, advarede højtstående israelske embedsmænd om, at palæstinensere, der nærmede sig muren til Israel, ville blive skudt. Ved udgangen af 2019 havde israelske styrker dræbt 214 civile, herunder 46 børn.  

Palæstinensere behandles som en demografisk trussel

Siden Israels oprettelse i 1948 har Israel ført en politik med at etablere og derefter fastholde et jødisk demografisk flertal og maksimere kontrol over jord og ressourcer til gavn for jødiske israelere. I 1967 udvidede Israel denne politik til at omfatte Vestbredden og Gaza-striben.   

I dag bliver alle områder, der kontrolleres af Israel, fortsat administreret med det formål at tilgodese jødiske israelere til skade for palæstinenserne. Og palæstinensiske flygtninge er fortsat udelukket fra at vende hjem til de områder, som de kommer fra.  

Amnesty International anerkender, at jøder ligesom palæstinensere har ret til selvbestemmelse og udfordrer ikke Israels ønske om at være et hjem for jøder.     

Amnesty Internationals rapport viser imidlertid, at gentagne israelske regeringer har betragtet palæstinensere som en demografisk trussel og pålagt foranstaltninger for at kontrollere og mindske palæstinenseres tilstedeværelse og adgang til jord i Israel og de besatte områder.   

Disse demografiske mål illustreres af officielle planer om at “judaisere” områder af Israel og Vestbredden, herunder Østjerusalem, hvor de israelske myndigheder fortsætter med at sætte tusindvis af palæstinensere i fare for tvangsflytninger.  

Undertrykkelse og adskillelse  

Krigene i 1947-49 og 1967, Israels fortsatte militære kontrol over de besatte områder og oprettelsen af separate juridiske og administrative regimer inden for territoriet, har adskilt palæstinensiske samfund fra hinanden og adskilt dem fra jødiske israelere. Palæstinensere er blevet fragmenteret geografisk og politisk og oplever forskellige niveauer af diskrimination afhængigt af deres status, og hvor de bor.    

Palæstinensiske borgere i Israel nyder i øjeblikket større rettigheder og friheder end palæstinensere i de besatte områder, imens oplevelsen af manglen på rettigheder hos palæstinensere i Gaza opleves meget anderledes i forhold til palæstinensere, der bor på Vestbredden. Ikke desto mindre viser Amnesty Internationals research, at alle palæstinensere er underlagt det samme overordnede system. Israels behandling af palæstinensere på tværs af alle områder, hvor den har kontrol, er i overensstemmelse med det samme mål: at privilegere jødiske israelere i fordeling af jord og ressourcer og at minimere den palæstinensiske tilstedeværelse og adgang til jord.    

Amnesty International viser, at israelske myndigheder behandler palæstinensere som en underlegen befolkningsgruppe, der er defineret af deres ikke-jødiske, arabiske status. Denne racediskrimination er cementeret i love, som påvirker palæstinensere i hele Israel og de besatte områder.    

For eksempel nægtes palæstinensiske borgere i Israel statsborgerskab, hvilket etablerer en juridisk differentiering fra jødiske israelere. På Vestbredden og Gaza, hvor Israel har kontrolleret folkeregistret siden 1967, har palæstinenserne intet statsborgerskab, og de fleste betragtes som statsløse, mens det kræver ID-kort fra det israelske militær for at bo og arbejde i områderne.    

Palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere, som blev fordrevet i konflikterne i 1947-49 og 1967, nægtes fortsat retten til at vende tilbage til deres tidligere opholdssteder. Israels udelukkelse af flygtninge er en åbenlys krænkelse af international lov, som har efterladt millioner af palæstinensere i et permanent limbo.    

Palæstinensere i det annekterede Østjerusalem får permanent ophold i stedet for statsborgerskab. Denne status kan de dog blive frataget. Siden 1967 har mere end 14.000 palæstinensere fået inddraget deres ophold baseret på skøn fra indenrigsministeriet, hvilket har resulteret i tvangsflytninger til områder uden for byen.  

Ulige behandling af borgere i Israel  

Palæstinensiske borgere i Israel, udgør omkring 21 % af befolkningen. De bliver udsat for mange former for institutionaliseret diskrimination. I 2018 blev forskelsbehandling af palæstinensere udkrystalliseret i en nationalstatslov, som for første gang fastlagde Israel som udelukkende “det jødiske folks nationalstat”. Loven fremmer også opbygningen af jødiske bosættelser og nedgraderer arabisk status fra at være et officielt sprog i Israel.    

Amnestys rapport dokumenterer, hvordan palæstinensere forhindres i at leje 80 procent af Israels statsejede jord som et resultat af jordbeslaglæggelser og diskriminerende love om tildeling af jord, planlægning og zone-inddeling.    

Situationen i Negev/ Naqab- regionen i det sydlige Israel er et eksempel på, hvordan Israels planlægnings- og byggepolitikker bevidst udelukker palæstinensere. Siden 1948 har israelske myndigheder vedtaget forskellige politikker for at “judaisere” Negev/ Naqab , herunder at udpege store områder som naturreservater eller militære skydezoner, samt opstilling af mål med henblik på at øge den jødiske befolknings tilstedeværelse i området. Dette har haft ødelæggende konsekvenser for titusindvis af palæstinensiske beduiner, der bor i regionen.    

35 beduinlandsbyer, hjemsted for omkring 68.000 mennesker, er i øjeblikket “ikke anerkendt” af Israel, hvilket betyder, at landsbyerne er afskåret fra den nationale el- og vandforsyning, og at deres boliger udsættes for gentagne nedrivninger af de israelske myndigheder. Da landsbyerne ikke har nogen officiel status, står deres indbyggere også over for restriktioner i forhold til politisk deltagelse. Indbyggerne er også udelukket fra sundheds- og uddannelsessystemerne. Disse forhold har tvunget mange til at forlade deres hjem og landsbyer. Dette svarer til tvangsforflytning.    

Årtiers bevidst diskrimination af palæstinensiske borgere i Israel har efterladt dem økonomisk dårligere stillet i forhold til jødiske israelere. Dette forværres af åbenlyst diskriminerende tildeling af statsressourcer: Et nyligt eksempel er regeringens Covid-19 genopretningspakke, hvoraf kun 1,7 % blev givet til lokale palæstinensiske myndigheder.  

Nedrivning af palæstinensiske hjem  

Fordrivelse af palæstinensere fra deres hjem er en afgørende søjle i Israels apartheid-system. Siden Israels oprettelse har staten gennemtvunget massive og voldsomme beslaglæggelser af palæstinensisk jord, og Israel fortsætter med at implementere utallige love og politikker for at tvinge palæstinensere ind i små enklaver. Siden 1948 har Israel revet hundredtusindvis af palæstinensiske hjem og andre ejendomme ned i alle områder under Israels jurisdiktion og effektive kontrol.    

Som i Negev/ Naqab lever palæstinensere i Østjerusalem og område C i de besatte områder under fuld israelsk kontrol. Myndighederne nægter byggetilladelser til palæstinensere i disse områder, hvilket tvinger dem til at bygge ulovlige strukturer, som bliver revet ned igen og igen.    

I de besatte områder forværrer den fortsatte udvidelse af illegale israelske bosættelser situationen. Opførelsen af disse bosættelser har været en regeringspolitik siden 1967. Bosættelser dækker i dag 10 % af jorden på Vestbredden. Omkring 38 % af palæstinensisk jord i Østjerusalem blev eksproprieret mellem 1967 og 2017.    

Palæstinensiske kvarterer i Østjerusalem er ofte mål for bosætterorganisationer, som med fuld opbakning fra den israelske regering arbejder på at fordrive palæstinensiske familier og overdrage deres hjem til bosættere. Et sådant kvarter, Sheikh Jarrah, har været præget af hyppige protester siden maj 2021, hvor familier kæmper for at beholde deres hjem.    

Massive restriktioner på palæstinenseres bevægelsesfrihed  

Siden midten af 1990’erne har de israelske myndigheder pålagt stadig strengere bevægelsesrestriktioner for palæstinensere i de besatte områder. Militære kontrolposter, vejspærringer, hegn og andre strukturer kontrollerer palæstinensernes bevægelsesfrihed og begrænser deres rejser til Israel eller til udlandet.  

Et 700 km. hegn, som Israel stadig udvider, har isoleret palæstinensiske samfund i “militære zoner”, hvor de skal indhente flere særlige tilladelser, hver gang de tager til eller fra deres hjem. I Gaza lever mere end 2 millioner palæstinensere under en israelsk blokade, som har skabt en humanitær krise. Det er næsten umuligt for palæstinensere i Gaza at rejse til udlandet eller ind i de øvrige besatte områder.      

“For palæstinensere er vanskeligheden ved at rejse inden for og ind og ud af de besatte områder en konstant påmindelse om deres magtesløshed. Alle deres bevægelser er underlagt det israelske militærs godkendelse, og den enkleste daglige opgave skal navigeres i et net af voldelig kontrol”, siger Agnès Callamard.    

“Systemet er et symbol på Israels diskrimination mod palæstinensere. Mens palæstinensere er låst inde i en blokade, sidder fast i timevis ved checkpoints eller venter på, at endnu en tilladelse kommer igennem, kan israelske borgere og bosættere bevæge sig rundt, som de vil.”    

Amnesty International har undersøgt de sikkerhedsmæssige begrundelser, som Israel lægger til grund for sin behandling af palæstinensere. Rapporten viser, at selv om nogle af Israels politikker kan være designet til at opfylde legitime sikkerhedsmål, er de blevet implementeret på en groft uforholdsmæssig og diskriminerende måde, som ikke overholder international lov. Andre politikker har intet rimeligt grundlag i sikkerhed og er formet af hensigten om at undertrykke og dominere.