Ruslands krig tester det europæiske menneskerettighedssystem

af Nils Muižnieks

En mørk skygge hang over Den Røde Plads, da Rusland mandag markerede den årlige ’Sejrsdag’ med parader af tropper og militært isenkram. Den skygge, som invasionen af Ukraine kastede over dagen, spreder sig langt ud over de russiske og ukrainske grænser. Dens årsag er ikke blot krigsforbrydelserne og de civile katastrofer, men også den udfordring, som Ruslands ubønhørlige angreb på menneskerettigheder udgør for Europas samlede menneskerettighedssystem. Der er noget vigtigt på spil her, som vi skal tage ved lære af.

I kølvandet på landets invasion af Ukraine blev Rusland den 16. marts ekskluderet fra Europarådet, og fra 16. september vil Rusland ikke længere være en del af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det betyder, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke længere vil tage russiske sager op, der drejer sig om hændelser efter dén dato. Det har stor betydning for ikke bare Ruslands fremtid, men også for de samarbejdsrelationer, landet vil få til sine naboer. Domstolens afgørelser kan nemlig komme til at tjene som sigtelinjer i en senere genopbygning af landets retssystem og nabolandsrelationer.

Domstolens afgørelser kan komme til at tjene som sigtelinjer i en senere genopbygning af landets retssystem og nabolandsrelationer.

Ikke dermed sagt, at forholdet til Rusland har været nemt hidtil.

Ruslands forhold til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har været anspændt. Kort efter, at landet blev en del af Europarådet, gik Rusland ind i sin anden brutale krig i Tjetjenien. Domstolen har afgivet hundredvis af domme mod Rusland for overtrædelser, der fandt sted i løbet af krigen. Kun få er blevet implementeret, fordi mange af dommene omhandler de sikkerhedsstyrker, som udgør en bærende søjle for det nuværende regime.

I løbet af de seneste ti år har russiske myndigheder i stadigt stigende grad fremmet sexisme og homofobi under dække af ’traditionelle værdier.’ Det vakte således protester, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en sag om forældreorlov i militæret fastslog, at kønsstereotyper ikke kan retfærdiggøre forskelsbehandling af mænd og kvinder i. Man vægrede sig endnu kraftigere, da domstolen erklærede, at gay pride-arrangementer ikke kan forbydes, og at love, der kriminaliserer ’homoseksuel propaganda’ er i uoverensstemmelse med menneskerettighedskonventionerne. Myndighederne modsatte sig implementeringen af disse domme, hvad der kan have været med til at inspirere andre lande som Aserbajdsjan, Ungarn og Tyrkiet i deres diskriminerende behandling af LGBTI-personer.

Politisk forfølgelse af kritiske stemmer er en anden rød linje, som Rusland i for lang har krydset. Kremls restriktive og sommetider morderiske tilgang til den politiske opposition må betragtes som én af de mest sensitive sager af den type. Ser man på de sager, der kører ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, finder man alle de vigtigste figurer fra den russiske opposition.

Ruslands uforsonlige holdning til de førnævnte domme har muligvis inspireret andre lande som eksempelvis Tyrkiet, der også jævnligt har forsøgt at lukke munden på kritikere ved at tilbageholde eller fængsle dem. For nylig trodsede Tyrkiet eksempelvis Europarådet og menneskerettighedsdomstolen ved at idømme den fremtrædende civilsamfundsaktivist Osman Kavala en livstidsdom.

En vigtig gruppe af sager, der i årevis har ventet på afgørelse, drejer sig om de NGO’er, der har rejst sag mod den såkaldte ’Fremmedagentlov’ af 2012. Loven, der indførte vilkårlige restriktioner og antyder, at NGO’er er spioner og forrædere, blev begyndelsen på en meget hård tid for det russiske civilsamfund. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bliver nødt til at komme frem til en afgørelse i disse sager, og Europarådet kan ikke længere forblive tavst, når lignende lovgivning i andre lande lukker munden på NGO’er.

I 2015 erklærede Ruslands forfatningsdomstol, at domme ved menneskerettighedsdomstolen kun kan implementeres, hvis dommene er i overensstemmelse med den russiske forfatning, hvilket gjorde det muligt at erklære visse afgørelser for ’ikke-eksekverbare’. Denne udfordring af systemet blev ikke mødt af andet end mild kritik, hvilket uden tvivl var med til at styrke andre landes vilje til på tilsvarende vis at underminere systemet omkring de europæiske menneskerettigheder.

Det er på dette dystre bagtæppe, vi skal forestille os, hvordan en generation efter Putin kan gå i gang med at genopbygge et nyt Rusland med respekt for menneskerettigheder; et Rusland, der muligvis vil kunne genindtræde i Europarådet. Dette Rusland vil skulle forholde sig til fortidige og igangværende krænkelser inden for Rusland, men også smede nye relationer til sine naboer.

Det er på dette dystre bagtæppe, vi skal forestille os, hvordan en generation efter Putin kan gå i gang med at genopbygge et nyt Rusland med respekt for menneskerettigheder

Menneskerettighedsdomstolen skal give prompte opmærksomhed til de sager, der opstår som følge af invasionen af Ukraine, men også til dem, der involverer forholdet til andre nabolande. Disse sager er generelt opstået i forbindelse med Ruslands forsøg på at kontrollere såkaldte ’udbryderterritorier’, såsom Transnistrien (Moldova), Abkhasien og Sydossetien (Georgien), og Krim, Donbas og andre områder i Ukraine.

Rusland har været en væsentlig bidragyder til Europarådets overordnede budget. Det er afgørende, at andre medlemsstater træder til og leverer de midler, der måtte mangle. Europarådet skal også søge kreative måder at støtte det russiske civilsamfund på fremadrettet og eksempelvis sikre, at personer i overhængende fare for at blive fængslet på grund af deres arbejde med menneskerettigheder kan søge beskyttelse i medlemsstater.

En afgørende erkendelse for Europarådets fremtid er, at det er uacceptabelt, at civilsamfundet får mindre plads at udfolde sig på. Ruslands udelukkelse bør følges op af et løfte om også at adressere undertrykkelse og andre anslag mod politisk uenighed i medlemslandene. I for eksempel Tyrkiet og Aserbajdsjan, men også i Ungarn og Polen har bestræbelserne på at lukke munden på kritiske stemmer i en årrække været eklatante. Det bør prioriteres, at der bliver rettet ind efter de domme, som handler om grundlæggende friheder for civilsamfundet og journalister.

Ruslands udelukkelse bør følges op med et løfte om også at adressere undertrykkelse og andre anslag mod politisk uenighed i medlemslandene.

Endelig er der optræk til at afholde et stort topmøde, som skal udstikke retningen efter ekskluderingen af Rusland. Før et eventuelt møde bør man udføre en retrospektiv øvelse, hvor man får kortlagt Ruslands overtrædelser af røde linjer frem til tidspunktet for den igangværende aggressionskrig. Sådan en øvelse ville også kunne kaste lys over de tilfælde, hvor andre medlemslande har krydset røde linjer, og kunne føre til en kollektiv genforpligtelse til at holde menneskerettighederne mere effektivt i hævd fremover. Når Rusland vender tilbage fra dette mørke kapitel i historien, skal Europarådet være klar til at byde landet velkommen på vejen tilbage til retfærdighed og menneskerettigheder.

”Ruslands aggression er en udfordring for os alle,” sagde Amnesty Internationals generalsekretær, Agnès Callamard, i fredags efter et besøg i Ukraine. ”Hvilken slags verden vil vi gerne leve i? Én, der er baseret på at tyrannisere, på autokrati, på brutaliteten af våben taget i brug over og hinsides lovens tyngde?”

Nils Muižnieks er direktør for Amnesty Internationals europæiske kontor