Migrantarbejdere ansat som sikkerhedsvagter under verdensmesterskabet i fodbold i Qatar blev udsat for en række arbejdsrelaterede krænkelser, afdækker Amnesty International i ny undersøgelse. Udnyttelsen af arbejderne skete til trods for, at værterne for slutrunden, FIFA og Qatar, var advaret om risikoen for overgreb.
Misinformation og tomme løfter om løn og ansættelsesforhold. Ulovlige rekrutteringsgebyrer, som aldrig blev tilbagebetalt. Ekstreme arbejdstider og trusler, hvis de protesterede.
Hundredvis af migrantarbejdere, der arbejdede som sikkerhedsvagter under verdensmesterskabet i herrefodbold i Qatar i 2022, blev udnyttet af deres arbejdsgiver og venter fortsat på retfærdighed og kompensation.
Det afdækker Amnesty International, som har interviewet 22 mænd fra Nepal, Kenya og Ghana, der ligesom tusinder af andre var ansat på korttidskontrakter ved det qatarske firma Teyseer Security Services. De interviewede arbejdede forskellige steder, herunder Khalifa International Stadium og FIFA’s fanzoner.
”Værterne for verdensmesterskabet var fuldt ud klar over disse problemstillinger, men sørgede alligevel ikke for tilstrækkelig beskyttelse af arbejderne, som kunne forhindre forudsigeligt misbrug på VM-lokationer, heller ikke efter arbejdere selv direkte gjorde opmærksom på problemerne”, siger Stephen Cockburn, chef for Amnestys arbejde for økonomisk og social retfærdighed.
“Det er nu seks måneder siden, turneringen sluttede, men FIFA og Qatar har stadig ikke tilbudt en effektiv og tilgængelig vej for misbrugte arbejdere, så de kan få retfærdighed og kompensation. FIFA må nu træde til og tilbyde omgående og meningsfuld genoprejsning for de menneskerettighedskrænkelser, som arbejdere har lidt under”.
Foruden de direkte interview med arbejdere har Amnesty i forbindelse med sin research gennemgået ansættelseskontrakter, skriftlige tilbud om ansættelse, optagelser af samtaler mellem arbejdere og rekrutteringsfirmaer med mere. Amnesty har også direkte kontaktet FIFA, myndighederne i Qatar og virksomheden Teyseer.
Teyseer afviser anklagerne fra Amnesty og hævder, at man følger en ”etisk rekrutteringsproces”.
FIFA har svaret, at fodboldforbundet har undersøgt Teyseer via den såkaldte ”due dilligence” og har meddelt, at man vil søge yderligere information om de af Amnesty rejse problemstillinger.
Qatars regering har svaret ved at fremhæve nogle af de skridt staten har taget i de seneste år for at reformere sit arbejdsmarkedssystem, men har ikke svaret direkte på de problemer, som Amnesty afdækker.
Baggrund: Hvordan hænger sport og menneskerettigheder sammen?