Siden hun var 15 år, har Nagin Ravand kæmpet for at give minoritetsetniske piger bedre adgang til fodboldbanen. I dag står hun i spidsen for sin egen organisation, men i takt med at hendes platform er vokset, er antallet af hadefulde beskeder øget.
Har du oplevet hadtale?
Ja. Det er nok den hadtale jeg møder fysisk, der gør størst indtryk, for jeg er god til at skærme mig selv for hadtalen online. Jeg får noget hadtale i indbakken, men det er mest, hvis jeg poster noget om, hvad jeg har lavet som fodboldtræner, eller hvis jeg er blevet interviewet af et medie. Jo større et medie og jo længere det kommer ud, jo værre er det. Jeg var på forsiden af Elle, og der eksploderede det helt.
Hvad var det for kommentarer, du fik?
Alt kom til at handle om mit tørklæde. ”Tag det af”, det hører jeg meget. At jeg ikke er dansk, at jeg er undertrykt, at jeg skal rejse hjem. En masse racistiske og islamofobiske kommentarer.
Jeg prøvede på et tidspunkt at komme på Tik Tok, men måtte droppe det, fordi hadet var så voldsomt. Det var tydeligt at algoritmerne bidrog til det, at man kun så negative ting i sit feed.
Nagin Ravand er 25 år og står i spidsen for sin egen organisation Globall. Udover projekter, der skal få flere piger på fodboldbanen, er hun fodboldtræner og snart færdiguddannet kriminolog fra Aalborg Universitet.
Læs mere om hendes arbejde her
Hvordan reagerer du på hadtale?
Jeg bliver tit rystet. Det skaber meget usikkerhed, og man begynder at stille spørgsmålstegn ved ting, man ikke plejer. Anerkendelse er jo også med til at gøre, at man får lyst til at fortsætte sit arbejde, og hadet gør derfor, at man nogle gange mister lysten. Man spørger sig selv, om man overhovedet har en plads, om ens stemme tæller ligeså meget som andres. Det nedbryder en. Det værste er, når kommentarerne kommer fra ældre mennesker, der på deres profilbilleder ser forholdsvist dannede ud. Man begynder at tvivle på folk omkring sig. På folk ved busstoppestedet og på restauranten. Tænker de også de ting om mig?
Jeg sletter straks kommentarerne, når det er på mine egne platforme. Eller får min søster eller bror til det, hvis det er slemt.
Er der en særlig episode, der har gjort indtryk?
Det værste var nok en episode på fodboldbanen, hvor en gruppe forældre på sidelinjen svinede mig til, fordi jeg var muslim og de mente, at jeg spillede aggressivt. Det var ikke fordi, de kaldte mig svin, abe eller muhamedaner, som jeg også ofte er blevet kaldt, men det føltes voldsomt; deres blikke og kropssprog. Jeg oplevede, at de ikke så mig som et menneske, men som én, de ville have ned med nakken. Jeg følte mig truet, og jeg endte med at blive skiftet ud på banen. Forældre er jo normalt nogen, der skal tale konflikter ned og hjælpe en, så jeg følte mig ikke tryg.
Hvorfor vælger du selv at stå frem og fortælle om den hadtale, du er blevet udsat for?
Fordi jeg har set mine egne veninder og andre bryde sammen på grund af hadtale. Jeg ser hvilken indflydelse og effekt det har. Det kan ødelægge folks liv og karrierer. Man bliver aldrig vant til det, for det er så personligt. Jeg tror ligesom med alt andet på, at hvis noget er forkert, så skal det belyses, og hvis det kan hjælpe, står jeg gerne frem. Det er pebernødder, det jeg bliver udsat for i forhold til andre, så hvis jeg tør tage et skridt frem, er der måske også andre, der tør.
Hvad kan gøres for at forebygge hadtale?
Jeg kan jo selv råbe op om retfærdighed for piger og kvinder på fodboldbanen, men hvis ikke mændene og alle andre også står op for os, sker der ikke noget. Det gælder også hadtale. Alle skal gøre op med det én gang for alle. Det er kun den, der udsættes for det, der kan mærke det, men vi skal gøre folk bevidste om, at der er et problem. Jeg ville ønske at man ligesom med LGBT+ rettigheder, også kunne gøre støtten til sagen om hadtale mere synlig og eksplicit for alle. Derudover ville det være klart det mest effektive, hvis vores retssystem også satte hårdere ind mod hadtale i det offentlige rum. Det tror jeg, ville være med til at få folk til at tænke sig om en ekstra gang.
Læs Analyse & Tals rapport om had i sport
Amnesty Internationals undersøgelse er blevet til i samarbejde med Analyse & Tal og med støtte fra TrygFonden.