Amnesty International Danmark hilser det velkomment, at der sættes ind for at bekæmpe antisemitisme i Danmark. Det er en menneskeret ikke at blive diskrimineret og gøre brug af sin religionsfrihed. For at bekæmpe antisemitisme skal det ses som en større kamp mod racisme og diskrimination.
Amnestys egne undersøgelser og Institut for Menneskerettigheders nylige store analyse om racisme viser, at hadtale og hadforbrydelser knyttet til især religiøse mindretal i Danmark stiger i disse år, og det er vigtigt, at vi som samfund sætter ind over for denne udvikling.
Derfor er det godt at regeringen og politiske partier vil bekæmpe det stigende had mod jøder. Ligesom vores folkevalgte politikere bør sætte ind over for had mod andre minoritetsgrupper i det danske samfund.
Flere danske undersøgelser peger på, at hadtale medvirker til en dehumanisering af minoritetsgrupper og kvinder, som i værste fald presser dem ud af den offentlige debat. Særligt LGBTI+ personer, minoritetsetniske borgere, religiøse mindretal og personer med et handicap, er i skudlinjen for hadefulde ytringer.
Menneskerettighederne beskytter mennesker ikke stater
I Amnesty anvender vi definitionen af antisemitisme, som den er defineret i den såkaldte Jerusalem deklaration fra marts 2021, der er udarbejdet af anerkendte forskere i antisemitisme og holocaust.
I denne definition er antisemitisme bundet i fordomme, der italesætter jøder som værende mennesker, der styrer verden, og har til formål at opnå herredømmet. Definitionen forholder sig til mennesker som en befolkningsgruppe, og anerkender også, at antisemitisme findes under paraplyen racisme. Den beskytter ikke staten Israel for kritik. Her er det menneskers ret til ytringsfrihed, som gælder.
Kritik af enhver stat skal ikke forbydes
Det bekymrer os, at den netop indgåede aftale mellem regeringen og Folketingets partier om bekæmpelse af antisemitisme i Danmark bruger en anden definition af antisemitisme, som vi mener er problematisk, fordi den blandt andet begrænser kritik af staten Israel.
Det er problematisk, hvis konsekvensen bliver, at man bliver stemplet som antisemit og straffet, fordi man kritiserer staten Israels brud på menneskerettighederne.
Kritik af enhver stat, dens grundlæggende principper, ideologi eller praksis bør ikke forbydes eller begrænses. Det skal være tilladt for mennesker at ytre sig kritisk om stater, regeringer, institutioner og magthavere. Ytringsfrihed giver mennesker ret til at ytre sig kritisk om staten Israel såvel som kritik af det iranske præstestyre og Ruslands præsident.
Det er mennesker, som skal beskyttes mod had ikke stater. Det skal vi stå fast på.
Skal beskytte mennesker mod had
Et indgreb over for antisemitisme skal have som mål at beskytte mennesker mod had og forhånelse. Kritik af Stater, ideologier og doktriner skal altid kunne kritiseres og anfægtes.
Amnesty vil derfor kraftigt opfordre til, at definitionen af antisemitisme knytter sig til had og forhånelse mod jøder, og ikke begrænser kritik af staten Israel. For at bekæmpe antisemitisme, er det også vigtigt at afdække omfanget af hadet rettet mod mennesker på en måde, hvor det ikke kobles til kritik af en stat.
Vi vil anbefale regeringen at anvende definitionen i daglig tale omtalt som Jerusalem deklarationen mod antisemitisme fra marts 2021. Du kan læse Jerusalem deklarationen her: