Mexico: ”Vi vil ikke forsvinde som oprindelig befolkning”

Michael Torres er radiovært, miljøaktivist og en del af Nahua folket i Mexico. På den lokale radiostation i Zacatepec informerer han den oprindelige befolkning om deres rettigheder til at beskytte land og ressourcer. Amnesty International støtter lokale radiostationer som denne med udstyr, undervisning og workshops om rettigheder og lovgivning. Foto: Amnesty International

Mød Michael og Alejandro, far og søn – to miljøaktivister fra den bjergrige mexicanske region Puebla. Gennem landsbyens lokale radio informerer de oprindelige folk om deres rettigheder for at forsvare territoriet – og især den livsvigtige ressource vand – mod udefrakommende interesser.

Af Lise Josefsen Hermann, Interview: Linda Soelberg

Den 24-årige aktivist, Michael Torres Barranco, står bag teknikpulten på den lokale radiostation, Radio Zacatepec, i landsbyen Santa Maria Zacatepec.

Byen ligger i Puebla-regionen og er omgivet af bjergtinder. Mod vest ligger det sneklædte Popocatépetl (5426 meter) og Iztaccihuatl (5230 meter). Popo, som førstnævnte kaldes i folkemunde, er Mexicos næsthøjeste bjerg og en aktiv vulkan. Izta er landets tredjehøjeste.

Det er ikke bare relevant for det smukke landskabs skyld – smeltevandet derfra bliver til vitale floder og vandløb for områder som Zacatepec.

Kampen for at forsvare vandet er central for Michael Torres Barranco og andre miljø- og rettighedsaktivister herfra:

”Vi kæmper for territoriet, først og fremmest for vand. Vi får alt vandet fra vulkanerne og på den måde fyldes vandløb, floder og brønde med vand her i området. Vi er meget bevidste om, at vi skal forsvare vandet, at vi skal elske det,” fortæller aktivisten.

Michael Torres Barranco studerer design og kommunikation. Hans modersmål er spansk, men han tilhører Nahua-folket, der er delstatens største oprindelige folk og som udgør 10 procent af Pueblas befolkning.

”Denne region har en trist virkelighed med vold, diskrimination og segregering af oprindelige folk, der måtte skjule deres sprog og ikke lærte det videre til nye generationer på grund af denne diskrimination. På dén måde mistede mange vores sprog, nahuatl, her i Zacatepec. Nu er der kun 5-10 %, der taler vores oprindelige sprog,” fortæller Michael Torres Barranco.

Når han har mulighed for det, prøver han at lære nahuatl fra sine bedsteforældre og landsbyens ældre, der stadig taler det. For sproget er en vigtig del af at bevare den oprindelige kultur, mener han.

Michael og Alejandro er far og søn og miljøaktivister i byen Zacatepec i den mexicanske region Puebla, hvor der historisk er blevet udvundet mange mineraler og ressourcer. Aktivisterne kæmper for deres rettigheder til at beskytte deres territorie fra udefrakommende interesser. Foto: Amnesty International

Støtte til at forsvare vand og territorium

Amnesty International har gennem projektet Helping Each Other (Timopalewia) støttet lokalradioer i Puebla regionen, som dén i Zacatepec, både med udstyr og undervisning samt workshops om menneskerettigheder og lovgivning i forhold til at forsvare sit territorie mod udefrakommende interesser fra for eksempel virksomheder.

Gennem projektet har Michael Torres Barranco produceret radiospots, der handler om vand.

”Vi bruger radioen til information om  udvindingsprojekter i området og til at skabe et netværk eller fællesskab med personer, der er bevidste om at forsvare vores ressourcer for dem selv og for fremtidige generationer.”

Derudover er han særligt interesseret i kulturprogrammer, der er med til at styrke den oprindelige kultur især hos unge fx gennem kortere formater på Facebook, Instagram, TikTok og YouTube.

”Amnesty har været med til at skabe synlighed omkring vores arbejde. At give en stemme til os, der normalt ikke har en. Vi har fælles mål her og hos jer, på den anden side af Atlanterhavet. Klimaforandringer og udvindingsindustrier påvirker os alle sammen, ikke kun os små folkeslag. Vi har brug for at skabe et fællesskab af folk med andre måder at tænke på for at kunne fortsætte med at passe på planeten,” siger Michael Torres Barranco.

HVAD GØR AMNESTY I MEXICO

 

    • Amnesty International har sammen med lokale organisationer og radioer udviklet et projekt til at styrke oprindelige folks landsbyer i delstaten Puebla i Mexico.
    • Gennem projektet har de oprindelige folk styrket deres viden om menneskerettigheder igennem workshops faciliteret af Amnesty og lokale partnere. Oprindelige unge har bl.a. styrket deres kompetencer inden for kommunikation og radioproduktion, via. deltagelse i workshops og lokale netværk. Deltagelsen i projektet har styrket deres stemme i kampen for retfærdighed over for staten og private virksomheder.
    • Projektet har haft aktiviteter i 10 landsbyer tilhørende Nahua og Totonaca-folket i Puebla.
    • Projektet begyndte i 2024 og har nu varet halvandet år. Projektet forventes afsluttet i udgangen af 2029.
    • Projektet er finansieret at midler fra CISU – Civilsamfund i Udvikling.

Som far så søn

Som søn af to aktivistforældre har Michael Torres Barranco fået kampen for miljøet og befolkningens rettigheder ind med modermælken. Faren, Alejandro Torres Chocolatl, er én af de mexicanske miljøforkæmpere, der lever med trusler og kriminalisering helt inde på livet:

”Jeg kæmper i taknemmelighed for livet og jorden, for det giver os alt det, vi har brug for. Ilt, jord, vand, luft og sol. Det er min pligt at være taknemmelig for det og forsvare det. Ved at forsvare jorden, forsvarer du livet – ikke kun dit eget, også dine efterkommeres. Derfor gør jeg det. Som oprindelig befolkning er vi ikke enige i at forsvinde, hvilket virker til at være staten og kapitalens intention, at få os til at forsvinde,” mener Alejandro Torres Chocolatl:

”Vi bor i et helligt territorium rigt på naturressourcer, især vand. Udvindingsindustrien har nærmet sig med vilde reklameskilte og store konstruktioner. Vi bliver forfulgt, kriminaliserede, æreskrænkede, fængslet og nogle bliver slået ihjel. Det er en virkelig hård kamp, men vi fortsætter modstanden så længe Moder Jord tillader det.”

Michael Torres Barranco og Alejandro Torres Chocolatl kæmper sammen for miljøet og oprindelige folks rettigheder. Foto: Amnesty International.

Kamp om ressourcerne

Puebla er en region, hvor der historisk er blevet udvundet mange mineraler, særligt sølv og guld. Efterfølgende har mange internationale firmaer gennem årene slået sig ned sig i området og brugt enorme mængder vand i deres produktion af for eksempel biler og tekstiler.

Også et stort multinationalt firma, der sælger vand på flaske, opererede på et tidspunkt i området.

”Firmaerne har ambitioner om at udnytte denne livsvigtige væske og så får vi sammenstød her i territoriet, fordi vi forsvarer det. De bruger al vandet og de forurener det. Og her er ingen rensningsanlæg, så de sender bare det forurenede vand lige ud i floden igen uden at tage ansvaret for det,” fortæller Michael Torres Barranco:

”Det er for eksempel sket med vores lokale flod, der kommer ned fra bjergene og som løber ud i delstatens største flod Atoyac. To landsbyer havde meget lidt vand i deres brønde, kun 20 liter om dagen til alt det de skulle bruge, husholdning, landbrug og husdyr.”

Men for nogle år siden fik lokalbefolkningen nok, og til sidst gik 30 landsbyer sammen. De lagde retssag an mod både firmaet og de lokale myndigheder. Og i 2021 besatte de virksomheden.

Kampen gav frugt. Firmaet har ikke arbejdet i området lige siden.

”Vi bliver nødt til at passe på vores ressource, på vandet. Man kan ikke sammenligne almindelige borgeres vandforbrug med firmaernes. Det, vi bruger i hjemmene, er ingenting i forhold til de 1.600.000 liter vand om dagen, som firmaerne bruger. Og vi har mere end 100 firmaer i området. Vi ser os nødsaget til at kæmpe, det er dem der ikke passer på vandet og miljøet,” siger Michael Torres Barranco.

Kampen for miljøet er farlig

Michael Torres Barranco fortæller, hvordan der er foregået smædekampagner mod lokale ledere, der forsvarer oprindelige folks rettigheder og territorier. Hvordan den lokale presse også bliver købt til at være en del af det. Og hvis det ikke virker, så kommer truslerne eller fængslingerne.

Han har selv været udsat for kriminalisering i forbindelse med protester mod opførelsen af et industrielt afløbssystem ud i deres lokale flod. Hans kammerat blev varetægtsfængslet i seks dage og han fik selv en arrestordre udstedt imod sig. 

”Men det værste er ikke, hvis de smider dig i fængsel. Det værste er, hvis de får dig til at forsvinde, hvis de myrder dig. Og det sker også…” fortæller hans far, Alejandro Torres Chocolatl.

Ifølge NGO’en Global Witness blev 54 jord- og miljøforkæmpere dræbt i 2021, hvilket gjorde Mexico til det mest dødbringende land at forsvare miljøet dette år. Der er også eksempler på miljøaktivister, der er blevet dræbt i Puebla de seneste år.

Alejandro Torres Chocolatl fortæller, at når de i radioen har bragt vigtig information om store ”døds-projekter”, som han kalder dem, så har de flere gange oplevet at fået slukket for radiosignalet samt lukket for adgangen til telefoner og sociale medier:

”De ved hvordan, de kan lukke munden på os. Når du er en radio, der forsvarer rettigheder for oprindelige folk, for territoriet, så bliver du forfulgt og ransaget med en hvilken som helst undskyldning. Radioen er et vigtigt redskab i vores kamp for at øge bevidstheden og for at forsvare vores rettigheder og territoriet.”

Men det er en kamp, der værd at kæmpe, mener den mexicanske miljø- og menneskerettighedsforkæmper:

”Det handler om at skabe kollektiv bevidsthed, der rører ved vores hjerter. Om at forelske os i livet. Vi skal skabe frihed til at elske livet, respektere det, forsvare det. For at være fri. Det skaber lykke.”