I en tid, hvor flere lande udfordrer den internationale retsorden, og Danmark har brug for den, burde Danmark gå forrest i at værne om den.
Debatindlæg af Christoffer Badse, seniorjurist i Amnesty International Danmark – bragt i Jyllands-Posten den 25. maj 2026.
Fik Danmark egentlig det, regeringen ønskede, da Europarådets 46 medlemslande den 15. maj vedtog Chișinău-erklæringen, hvor nu fungerende statsminister Mette Frederiksen har været frontløber i et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol på migrations- og udvisningsområdet?
Svaret er nok ja, selvom erklæringen formuleringsmæssigt er mindre kritisk end tidligere udtalelser. Men én ting står alarmerende klart: Erklæringen sender et bekymrende signal om, at migranters rettigheder i stigende grad ses som noget, der kan gradbøjes.
Erklæringen begynder med opbakning til domstolen, til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og til princippet om, at rettigheder gælder for alle uden diskrimination.
Den slår endda fast, at medlemslandene skal efterleve domstolens domme – et tema, der også har været til debat her i Danmark.
Men bag de indledningsvise støttende formuleringer til domstolen gemmer der sig en mere problematisk dagsorden. Særligt tre ting er værd at hæfte sig ved.
For det første – og nok væsentligst – lægger erklæringen et tydeligt pres på fortolkningen af forbuddet mod tortur og princippet om såkaldt non-refoulement – altså at ingen må sendes tilbage til et land, hvor de risikerer overgreb.
På trods af at torturforbuddet er en absolut rettighed, der ikke kan fraviges, anbefaler erklæringen, at der anvendes en »høj og konstant« tærskel for, hvornår noget udgør tortur eller umenneskelig behandling.
Dette kan kun ses som et ønske om en snævrere fortolkning af forbuddet.
Erklæringen nævner desuden muligheden for brug af diplomatiske garantier fra modtagerlande om, at en udsendt person ikke vil blive udsat for overgreb. Amnesty International og mange andre menneskeretslige aktører har længe forholdt sig særdeles kritiske til dette ”værktøj”.
Erklæringen (lægger) et tydeligt pres på fortolkningen af forbuddet mod tortur og princippet om såkaldt non-refoulement – altså at ingen må sendes tilbage til et land, hvor de risikerer overgreb
For det andet foreslås en forskydning af balancen mellem individ og stat. Retten til migranters familieliv fremstilles som noget, der i højere grad må vige for hensynet til samfundsmæssige interesser.
Der skal primært lægges vægt på alvorligheden af den begåede kriminalitet og langt mindre vægt på hensynet til familiens enhed – om den straffede f.eks. har børn eller andre pårørende, hvis ret til familieliv også risikerer at blive krænket.
For det tredje omtaler erklæringen nye migrationsløsninger som asylbehandling i tredjelande og såkaldte “return hubs” for afviste asylansøgere deporteret til centre uden for Europa.
Teksten forholder sig dog ikke reelt til de åbenlyse menneskeretslige udfordringer, der er ved at eksternalisere asylprocessen, såsom utilstrækkeligt tilsyn og øget risiko for sårbare grupper.
Samlet set tegner der sig et ildevarslende billede: Migranters grundlæggende rettigheder skal i højere grad “balanceres” mod samfundsmæssige interesser.
Erklæringen sender et bekymrende signal om, at migranters rettigheder i stigende grad ses som noget, der kan gradbøjes
Men menneskerettigheder kan ikke gradbøjes. De er helt grundlæggende ikke tænkt som noget, der skal være populært. De beskytter alle – også dem, der ikke har flertallets sympati.
Selvfølgelig skal stater kunne føre en effektiv migrationspolitik. Selvfølgelig kan der være behov for justeringer, herunder øget fokus på nationalt spillerum.
Men det må aldrig ske ved at udhule de grundlæggende principper. Danmark har forsøgt med sit engagement i udarbejdelsen af Chișinău-erklæringen at arbejde inden for rammerne af det menneskeretslige system og den internationale retsorden, hvilket som udgangspunkt er positivt, men erklæringen indeholder bekymrende politiske signaler til domstolen.
Og i en tid, hvor flere lande udfordrer den internationale retsorden, og Danmark netop har brug for selvsamme retsorden, burde Danmark gå forrest i at værne om den. Ikke forsøge at gøre rettigheder mere relative for særlige grupper.