Amnesty International opfordrer regeringen til at stille et af forsvarets fleksible støtteskibe til rådighed for redningsoperationer i Middelhavet. Uden en effektiv europæisk redningsmission vil vi se endnu flere menneskelige katastrofer udspille sig på Europas dørtrin, fastslår Amnesty.
Danmark bør omgående sende et støtteskib til Middelhavet for at deltage i redningsoperationer for de bådflygtninge, der forsøger at nå frem til Europa. Det foreslår Amnesty International som reaktion på, at EU-Kommissionen efter utallige opfordringer nu endelig forsøger at finde en fælles EU-løsning for at redde de titusinder af mennesker, der risikerer liv og lemmer på flugt fra krig og elendighed i Mellemøstens og Nordafrikas krudttønde. Alene i sidste uge omkom op mod 1.300 mennesker i bølgerne. Men strømmen af flygtninge og immigranter fortsætter, og det haster med at styrke indsatsen på Middelhavet, mener Amnesty.
Læs også: Tragedien på Middelhavet
”Det er desværre en forudsigelig katastrofe, som politikerne var advaret om. Uden en effektiv europæisk redningsoperation vil vi se endnu flere menneskelige katastrofer udspille sig på Europas dørtrin. De seneste dages tragedier viser med al tydelighed, at det haster med konkrete løsninger. Derfor opfordrer vi den danske regering til at påtage sig sin del af ansvaret og sende et af flådens skibe til Middelhavet så hurtigt som muligt for at udføre det nødvendige eftersøgnings- og redningsarbejde”, siger generalsekretær Lars Normann Jørgensen.”
Udenrigsminister Martin Lidegaard antydede efter EU-ministermødet mandag, at Danmark er parat til at yde en indsats. Derfor foreslår Amnesty at lade et af forsvarets fleksible støtteskibe, der senest har deltaget i langvarige missioner mod pirater ved Somalia og ved bortskaffelsen af kemiske våben fra Syrien, indgå i redningsaktionerne i Middelhavet. Skibene kan indrettes til at yde humanitær assistance – herunder katastrofehjælp, evakueringsopgaver, redningsopgaver og som hospitalsskib.
Største flygtningekrise siden anden verdenskrig
“Netop i disse dage markerer vi 75-året for Anden Verdenskrig, og vi hylder de modige danskere, der hjalp jøder på flugt fra nazismen. I dag står vi med den største flygtningekrise siden dengang. Lad os vise verden, at vi stadig er en nation, der træder til, når mennesker flygter fra krigens rædsler. Vi må gøre alt, hvad der står i vores magt, for at hjælpe de kvinder, mænd og børn, der flygter fra præsident Assads hensynsløse overgreb, fra Islamisk Stats grusomheder, fra diktaturer, undertrykkelse og myrderier”, siger Lars Normann Jørgensen.
Efter tragedien ved Lampedusa i oktober 2013, hvor 300 mennesker druknede, lovede EU’s ledere, at det aldrig skulle ske igen. Men det var kun Italien, der med sin operation Mare Nostrum satte flåden ind i eftersøgnings- og redningsaktioner, mens de øvrige europæiske lande har afvist at støtte Italien – hverken økonomisk eller med skibe.
Italien reddede sidste år over 100.000 op fra de synkefærdige både, mens internationale handelsskibe – deriblandt flere danske – tog sig af over 42.000 bådflygtninge. Alligevel døde mindst 3.500 bådflygtninge i 2014. Mare Nostrum er nu lukket ned, mens EU’s grænseagentur Frontex har oprettet den langt mere skrabede operation Triton, der alene patruljerer tæt på Europas kyster. Det skete på trods af advarsler fra blandt andre Amnesty om, at det sandsynligvis ville koste tusindvis af menneskeliv.
Læs også: Amnesty støtter søfartsindustriens krav om handling i Middelhavet
”EU’s ledere står nu med et valg, der handler om liv og død. Hvad vil de gøre for at forhindre flere katastrofer og flere druknede kvinder og børn? Mens vi venter på handling fra EU, kan Danmark vise vejen og gøre et af vores skibe klar til afsejling så hurtigt som muligt”, siger Lars Normann Jørgensen.
Amnesty understreger, at et dansk redningsskib er en hasteindsats, som ikke kan stå alene, og at der er brug for mere langsigtede løsninger i EU-regi, herunder en vidtrækkende og permanent eftersøgnings- og redningsoperation, som EU-landene finansierer i fællesskab.